Page 68 - Sjæklen2006

og Danmarks Havfiskeriforening. Protesterne var dog
nyttesløse, Jens Kampmann, der nu i fiskerikredse bevidst
blev omtalt som ”forureningsminister” i stedet for den
korrekt titulering “minister for forureningsbekæmpelse”,
stod fast på dumpningstilladelsen. Grundet storkonflikt
i foråret 1973 blev Grindstedværkets tidsplan en smule
forskubbet, men i starten af juni var man klar til at starte
dumpningerne.
Skibet Grindal lå klar i Esbjerg Havn og ventede på at
blive fyldt. Spildevandet kom med tog og skulle pumpes
om bord. Ingen havde imidlertid taget de lokale fiskere i
ed, og de reagerede voldsomt. I første omgang skar de
pumpeslangerne i stykker, og da skibet endelig var pumpet
fuld og klar til afsejling den 12. juni 1973, spærrede de
dumpningsskibet inde med deres egne skibe. Fiskere fra
andre havne begyndte snart at sejle til Esbjerg for at vise
deres sympati og støtte Esbjergfiskernes sag. I den følgende
månedstid blev blokaden opretholdt, og der udspillede sig i
dette tidsrum en højdramatisk kamp mellem de involverede
aktører med talrige store avisoverskrifter til følge.9
Aktører
Grindal-sagen kom til at involvere et stort antal både
offentlige og private aktører, hvoraf de mest centrale
belyses i det følgende. Det vidtforgrenede netværk, i det der
med rette kan betragtes som en miljøpolitisk brydningstid,
viser, at politikformulering ikke kun er et anliggende for
embedsmænd og politikere. Sagt med lidt andre ord, så
foregår politik ikke nødvendigvis oppefra og ned, det kan
lige så vel foregå nedefra og op. Det er i sin essens det,
som Esbjergfiskernes blokade af Grindal demonstrerer. I
dette afsnit er fokus rettet mod en nøgtern præsentation af
de enkelte aktører. I de næstfølgende afsnit flyttes fokus
til aktørernes politiseren gennem markering af forskellige
interesser samt dannelse af alliancer.
Vi begynder øverst i hierarkiet, hvor vi finder ministeriet
for forureningsbekæmpelse med Jens Kampmann som
minister. Ved etableringen stod det klart, at der ville gå en
vis tid, inden ministeriets endelige ressortområde ville være
fastlagt. Der var således skarpt delte meninger om, hvor
68
bredt ansvarsområdet skulle være. Statsminister Jens Otto
Krag, der havde været en af igangsætterne for dannelsen af
det nye ministerium, skar igennem debatten og fastslog, at
ministeriet skulle være et lille og målrettet ministerium. Der
blev overført sager fra arbejdsministeriet, handelsministeriet,
fiskeriministeriet, kulturministeriet og med nogen modvilje
også fra landbrugsministeriet. Hertil kom lidt senere også
forureningsbekæmpelsessager fra indenrigsministeriet d.v.s.
fra sundhedsstyrelsen. Sammensmeltningen af de mange
sagsområder til én samlet og målrettet enhed forløb langt fra
gnidningsfrit. Det kom særligt til udtryk ved udformningen
af det direktorat, den senere miljøstyrelse, som var udset
til med vidtgående administrative beføjelser at varetage
det konkrete arbejde med forureningsbekæmpelsen. Den
fremgangsmåde, der benyttedes ved direktoratets oprettelse,
førte til store interne stridigheder, hvor juristerne på den en
side beskyldte de sagkyndige i forureningsspørgsmål for
Grindstedværkets togvogne lastet med kalilud stå opmarcheret på
rangerterrænet klar til at blive kørt til havnen.