Page 76 - Sjæklen2006

76
perspektiv også et interessant strategisk for- og efterspil, som
det er væsentligt at kigge på. I perioden forud for blokaden
var der en livlig debat om, hvorvidt man i fiskeriet skulle følge
en mere aktiv linie i forureningsbekæmpelsen, eller om man
skulle undgå at overdrive fiskeriets rolle. Kernen i denne
debat var det klare dilemma, som forureningsspørgsmålet
reelt set stillede fiskerne overfor. For medens det på den
ene side måske nok kunne erkendes, at der var behov
for at beskytte havmiljøet, så var der på den anden side
også et behov for at afsætte den fisk, der rent faktisk blev
fanget. Store avisoverskrifter om forurening og giftige fisk,
der blev gentaget igen og igen, gjorde det alt andet lige
vanskeligere at sælge fisken. Når der i visse fiskerikredse
kunne spores en vis forsigtighed overfor at samarbejde med
f.eks Danmarks Sportsfiskerforbund og de foreninger, der
som f.eks. NOAH’s var tilknyttet hertil, så hang det i høj
grad sammen med, at man var nervøse for at overekspo-
nere forureningsproblemerne. Danmarks Havfiskerifore-
ning, hvor Esbjerg Fiskeriforening var en af nøglespillerne,
indtog en afventende holdning over for den nye type af
samarbejde og valgte først sent at slutte sig til samarbejdet
mellem Dansk Fiskeriforening og sportsfiskerne. Om det
var decideret modvilje, forsigtighed eller blot vestjysk
sindighed, der var udslagsgivende, er lidt uklart. Uanset
motivet evnede foreningen at etablere en ny strategi, hvor
man fremstod som en del af en samlet “miljøfront” i
forbindelse med blokaden. At interessen for denne strategi
efterfølgende kølnedes betragteligt viser, at dette blot var
et af flere redskaber, der blev benyttet for at vinde retten til
at sætte dagsorden, og fiskerne kom hurtigt til at betragte
forureningsspørgsmålet som en samfundsopgave.34 Det
centrale er her, at fiskeriforeningen ved at refokusere og
vægte ”miljø” som nøglebegreb sikrede sig, at det var
fiskernes måde at opfatte tingene på - deres fortælling -
der blev den dominerende fremfor den fortælling, som
Ministeriet for forureningsbekæmpelse og Grindstedværket
var repræsentanter for. Fiskernes fortælling fik dog først
og fremmest overtaget, fordi den viste sig troværdig og
holdbar i forhold til det overordnede og alment accepterede
værdigrundlag i samfundet.
Grindstedværket
I overensstemmelse med det påbud som Grindstedværkets
ledelse havde modtaget ved overlandsvæsenskommissionen,
blev den sidste spildevandsudledning i Kærgaard Plantage
foretaget den 1. juni 1973. Herefter var det virksomhedens
erklærede plan at gå over til dumpninger i Nordsøen. I et
forsøg på at få vendt den “hetz”, som man følte sig udsat
for, havde virksomheden kort tid forinden brudt den
tidligere ret tillukkede linie over for offentligheden ved at
invitere et udsnit af dagspressen samt TV til pressemøde
med forevisning af anlæg på virksomheden i Grindsted
samt tankskibet i Esbjerg Havn. Administrende direktør for
Grindstedværket, Th. Vestberg, lagde ved denne lejlighed
ikke skjul sin modvilje mod det offentliges miljøpolitik
over for den kemiske industri, som han mente var ved at
ødelægge hele denne industri. Samtidigt nævnte Vestberg,
at virksomheden - med tanke på de flere millioner man
var tvunget til at investere i spildevandsrensning - havde
overvejet at flytte dele af produktionen til udlandet, hvor
myndighederne viste større forståelse for industriens krav.
Oven på dette konstaterede Vestberg, at den megen furore
omkring virksomhedens spildevand var stærkt overdrevet,
og at spildevandet i realiteten var så uskadeligt, at man kunne
lede det direkte ud i Esbjerg Havn. 35 Vestbergs kampagne
sigtede tydeligt på at fremstille Grindstedværket som den
forurettede part, der var offer for en alt for strammiljøpolitik.
Samtidig skinnede også en trusselspolitik igennem, idet det
blev gjort tydeligt, at såfremt indstillingen ikke ændredes,
kunne virksomheden flytte. Grindstedværket havde altså
en klar kurs, en kurs der trods sanktion af myndigheder
samtidig var ude af trit med det omgivende samfund. Det
blev tydeligt, som konflikten udviklede sig.
Kampmann mødtes den 15. juni med repræsentanter
fra både fiskeriorganisationerne og fra Grindstedværket.
Ministerens holdning var klippefast. 36 Grindstedværket
havde tilladelse til dumpning i Nordsøen, og det ville
der ikke blive lavet om på. Den officielle udmelding var
utvetydig og gav for så vidt ikke virksomhedens ledelse
anledning til at foretage yderligere. Lidt over en uge senere
udtalte Kampmann atter engang sin støtte til virksomheden