Page 72 - Sjæklen2006

at det i forureningstilfælde generelt var princippet at lade
forureneren betale. Derudover, at det ikke betragtedes som
normalt mellem to ministre, at den ene udtalte sig om en
sag, som henhørte under et andet ministerium.17 Få dage
senere oplyste Chr. Thomsen dog over for Politiken , at
han snarest muligt ville tage et møde med ministeren for
forureningsbekæmpelse for at blive orienteret om sagen.18
Kampmann, der på dette tidspunkt var på rejse i Japan,
kunne ved hjemkomsten et par dage senere konstatere, at
sagen nu var blevet et akut problem. Han var derfor heller
ikke sen til at markere sig. Allerede samme dag meddelte
han i flere medier sin betænkeligheder ved, at fiskerne
bevidst søgte at gøre 1.200 ansatte på Grindstedværket
arbejdsløse og endvidere bragte store eksportværdier i fare
ved deres ulovlige blokade.19 Ikke overraskende vakte disse
udtalelser vrede blandt fiskerne, hvilket et par dage senere
fik Kampmann til at mane til besindighed. I Berlingske
Tidende udtalte Kampmann, at fiskerne måtte komme ned
på jorden, så parterne kunne komme til forhandlingsbordet
og finde en fornuftig løsning.20 Regeringen erklærede sig
dagen efter enig i de tidligere fremkomne ekspertudtalelser
om, at dumpning af Grindstedværkets spildevand ville
være den mest forsvarlige løsning, og regeringen erklærede
endvidere fiskeriaktionen ulovlig.21 Som sagen stod på dette
tidspunkt, pegede meget i retning af, at Kampmann - ved at
pege på de samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser
af blokaden - havde fået samlet bred politisk opbakning.
I de følgende dage udbyggede Kampmann sin politiske
styrkeposition yderligere. I en radioudsendelse fredag den
6. juli udtalte han, at Esbjergfiskernes blokade var en helt
forkert aktion i en helt forkert sag.22 Dagen efter fik mini-
steren yderligere vind i sejlene, da 1.800 mennesker samles
til et massemøde indkaldt af en gruppe arbejdere fra
Grindstedværket. Med Grindsteds borgmester, Chr. A.
Andersen, i spidsen udformedes en resolution til stats-
minister Anker Jørgensen, hvori blev krævet, at regering
og folketing skulle sikre: lovlydige den beskyttelse, der
må være en selvfølgelig ret i et demokratisk samfund.
Ved mødet påpeges det yderligere, at fiskernes fortsatte
blokade af Grindal kun kunne opfattes som selvtægt, og
at mange af arbejderne på den baggrund risikerede ikke at
have et arbejde efter sommerferien. Trykket mod fiskerne
skærpedes yderligere, da lederen af Grindstedværkets
spildevandsafdeling, civilingeniør J. H. Øffner-Clausen,
samtidig udtalte til Vestkysten, at hvis fiskerne fik resultat af
deres aktion, kunne det betyde dødsstødet for den kemiske
industri p.g.a. den økonomiske byrde, der ville blive tillagt
denne, såfremt fiskernes alternative idé om midlertidige
dumpninger i Atlanterhavet blev gennemtrumfet. 23
Kort efter dette foreløbige højdepunkt i sagen indtrådte
imidlertid en overraskende udvikling. Den 10. juli skrev
direktøren for Danmarks Akvarium, Arne Schiøtz, i
Politiken , at Kampmann enten havde vildledt offentligheden,
eller også var han selv blevet vildledt af sine embedsmænd,
når han med henvisning til en rapport om Grindstedværkets
spildevand hævdede, at der intet kunne ske ved at dumpe
dette vand i Nordsøen. Rapporten burde ifølge Schiøtz
nærmest læses somen advarsel mod dumpning.24 Kampmann
udtalte allerede samme dag, at han naturligvis havde været
orienteret om Miljøstyrelsens arbejde og resultater, men at
der havde været andre saglige holdepunkter for afgørelsen
om at tillade dumpning end spildevandsrapporten -
underforstået økonomi og arbejdspladser. Sagen rullede nu
med stor fart. Fungerende statsminister Henry Grünbaum
fik Jens Kampmann hasteindkaldt til et personligt møde
i København. Samtidigt fik en hårdt presset Kampmann
Grindstedværkets ledelse til at acceptere fiskernes forslag
om midlertidige dumpninger i Atlanterhavet. Dagen efter
meddeltes denne beslutning over for pressen ved et presse-
møde i statsministeriet. Ved samme lejlighed blev den tid-
ligere hemmeligholdte rapport fra Miljøstyrelsen frigivet.
Umiddelbart efter mødet opfordrede fiskeriorganisationerne
fiskerne til at stoppe blokaden, hvilket blev efterkommet
allerede i løbet af samme dags eftermiddag.
Presset var nu i stedet flyttet over på Kampmann og den
rolle, som han havde spillet i sagen. I dagspressen blev der
spekuleret i, hvorvidt de involverede biologer havde afstået
fra at ytre sig offentligt, fordi de havde fået pålagt mundkurv
fra ministeriets side. Her kan det parentesvis indskydes, at
tavsheden ifølge akvariebiolog Svend Tougaard fra Fiskeri-
72