Page 79 - Sjæklen2006

79
Der er samlet set flere interessante formuleringer og
vendinger i annoncen. Først og fremmest er det bemær-
kelsesværdigt, at man på så tydelig vis undsagde Kampmann.
Det forekommer i realiteten meget lidt sandsynligt, at
virksomheden havde afstået fra at få myndighederne til
at bryde blokaden, fordi man havde forståelse og respekt
for fiskernes følelser. Grindstedværket var en virksomhed
og havde som sådan behov for kontinuert drift til at sikre
økonomi og arbejdspladser. Fravalget af Kampmann og de
direkte magtmidler skal derfor snarere ses som et forsøg på
et strategisk posistionsskifte. Kampmann blev denne måde
synonym med den hårde linie, og Grindstedværket synonym
med en mere kompromissøgende kurs. Helt basalt handlede
det om, at få “folkestemningen” til at skifte, hvilket da også
udpensles eksplicit i de afsluttende sætninger: Dette er
en indtrængende appel til alle, som har med denne sag at
gøre. Prøv at blive enige. Vi må have en afgørelse, nu. Og
skulle det ikke lykkes, håber vi, at den danske befolkning
vil forstå os, den dag vi ikke har anden udvej end at bede
myndighederne om hjælp til at komme ud af havnen med
vores skib.40
Forsøget på at opnå folkelig appel var dog knap kom-
met på tryk, før virksomhedens aktiviteter atter blev
stillet i et uheldigt lys. I Vestkysten kom det således frem,
at virksomheden natten til den 2. juli ved et uheld har
udledt 20 tons natronlud i Grindsted Å, hvilket havde
ført til omfattende fiskedød. Samme dag som dette stod
at læse i avisen, blev der afholdt massemøde i Grindsted
omkring fiskernes blokade af Grindal. Ved dette møde
vendte man tilbage til den velkendte trusselspolitik, hvor
fiskernes “selvtægt” udråbtes som en fare ikke blot for de
mange ansatte ved Grindstedværket, men også for hele
lokalsamfundet og sågar hele den kemiske industri. 41 Medens
resolutionen fra mødet nok havde en vis samlende effekt hos
Grindstedværkets lokale støtter, så opnåede den ikke nogen
større appel i medierne. Den 9. juli udbyggede Vestkysten
således den tidligere omtale af Grindstedværkets udledning
af natronlud. Her udpensles den ødelæggende effekt på åens
liv i detaljer.42 Dagen efter publiceredes Schiøtzs indlæg, og
sagens udfald var dermed givet. Grindstedværkets ledelse
havde trods en flittig - og til tider fleksibel - strategisk
indsats spillet fallit. Virksomhedens sag var ganske enkelt
for vanskelig at sælge, ligesom den var for meget ude af trit
med strømningerne i det omgivende samfund.
Perspektivering
Ambitionen med denne artikel har, udover en generel
introduktion til havmiljøområdet i relation til fiskeriet, været
en præsentation af Grindal-sagen og dens aktører samt
ikke mindst en analyse af disses interesser og strategier i
forsøget på at sætte dagsorden. Den snævre vinkel på én
enkeltsag forskyder imidlertid fokus fra det meningsuni-
vers, de samfundstrømninger, der var bestemmende for
beslutningspræmisser og løsningsmuligheder. Sagt med lidt
andre ord har artiklen ikke belyst de holdninger, der var
fremherskende ude i samfundet, og som bestemte, hvad der
var en acceptabel løsning i Grindal-sagen. Det er hensigten
med denne perspektivering.
Det er først i det øjeblik, hvor datidens dominerende
tendenser inden for miljøområdet klarlægges, at Grindal-
sagens forløb, effekt og betydning fremstår klart. I 1960’erne
var miljøet stadig nærmest at sammenligne med en kloak.
De forudgående hundrede års mange sager, hvor f.eks.
fiskerne klagede over udledning af farvestoffer og syre samt
slagteri- og hospitalsaffald er eklatante eksempler herpå. For
almindelige mennesker, hvis livsverden ikke centreredes
omkring brug af naturen, var miljøet nærmest noget, der lå
uden for. Det var der bare. Da miljøbevægelserne begyndte
at sætte miljøet på dagsordenen og forlangte handling,
var det stik imod alle vante forestillinger. I sin afhandling
om modernitetens miljøpolitik skriver Bo Elling: Det var
signalet om en kamp, som kun de færreste forstod, meget
få fandt sympatisk, og endnu færre ville deltage i. Den var
forbeholdte de få rabiate aktivister. Måske i en god sags
tjeneste, men for langt hovedparten af befolkningen var
de fleste af miljøbevægelsernes påstande om miljøskader
og deres krav til indgrib vildt overdrevne eller udtryk for
drømmerier og naive forestillinger om en “ren” verden.
fremskridtet kostede, og folk i almindelighed var villige til
at betale prisen eller tænkte slet ikke over den.43