Page 86 - Sjæklen2006

også at være sidst. Det var et meget fast system.

Der var især

rift om de gode bundgarnspladser ved slusen, men fiskerne

forsøgte også at forudse, hvilke pladser der ville give et godt

ålefiskeri længere hen på året.

Sildebundgarnsfiskeriet blev drevet fra d. 15. marts

frem til begyndelsen af juni. Hver fisker fiskede med 4-6

bundgarn. Det var et stort arbejde at sætte bundgarnene,

og mange fiskede to og to, således at man hjalp hinanden

med at sætte de tunge garn. Sildebundgarnenes længde var

nedfældet i fiskeriforeningens vedtægter til at være 300 m

i længde med et radgarn på 250 meter og et hovedgarn -

“ringen” som fiskerne kalder det - på 50 meter. Garnene

skal stå med 100 meters mellemrum i retning væk fra land,

således at der er mulighed for gennemsejling, og så fisk

kan passere.

3

På den måde kunne der somme tider stå 10-

15 garn efter hinanden ud i fjorden, i lange rækker. Det

var en lang proces at få garnene sat ud, og to mand kunne

højst sætte to garn om dagen i godt vejr. Nåede man hen til

begyndelsen af maj uden at have fået sat alle garn, var det

den almindelige opfattelse, at det ikke var umagen værd at

sætte de sidste.

Sildefangsterne blev landet i Tyskerhavnen og i Mamre-

lund i Hvide Sande, som ligger henholdsvis nord og syd

for slusen. Fiskerne fik kørt is om fra Hvide Sande isværk

på en truck, og man lavede aftaler med samlecentralen om

losning. Fisken blev solgt via Hvide Sande Fiskeauktion,

som ofte sørgede for kontakter til aftagervirksomheder i

de større havne, og disse stod derefter selv for at afhente

fisken. Ofte blev silden opkøbt af nordjyske fabrikker, men

også sildefiletfabrikken ESSI i Esbjerg har aftaget en del

sild. Fjordfisker Hans Lodberg husker, at det største sildeår

i 1980’erne var 1984, hvor der ifølge fiskeristatistikken

blev landet mere end 1300 tons, men sildefiskeriet var i

det hele taget præget af meget store udsving, afhængig

af i hvor stor udstrækning naturforholdene havde fået sil-

destimer til at søge fra havet og ind i fjorden. Efterhånden

afspejlede fangstmængderne også prisniveauet på sild, idet

fiskerne var tilbøjelige til at satse på andre fiskerier end det

arbejdskrævende bundgarnsfiskeri, hvis sildepriserne var

for dårlige.

Ålefiskeriets nedgang

Selv om fiskeriet efter sild var et vigtigt fiskeri, hvor fiskerne

hvert år håbedepå store fangster, var detmest betydningsfulde

erhvervsfiskeri på fjorden ålefiskeriet, som ikke på samme

måde var præget af store udsving i priser og mængde. Når

sildesæsonen sluttede i juni, blev bundgarnene taget op,

og fiskerne begyndte i juli og august at sætte ålebundgarn

længere ude i fjorden efter gule ål. Her anvendte hver fisker

typisk 4-5 bundgarn om sommeren, og garnene blev flyttet

rundt, alt efter hvor fiskerne mente, at der var størst chance

for fangst. Hen på efteråret var hovedfangsten blanke ål,

hvortil fiskerne kunne have helt op til 10-12 bundgarn

stående i den korte periode, hvor de blanke ål blev fanget.

Nogle valgte at fiske alene, medens andre var to mand til

at passe bundgarnene. Sidst på efteråret blev næsten alle

bundgarnene taget op, og i vintertiden reparerede man garn,

lavede nye garn, og købte nye redskaber for overskuddet.

Der er ikke offentlig tilgængelig fiskeristatistik, som

viser den præcise udvikling i årlige landinger fra fjorden

før midten af 1990’erne

4

, men det er veldokumenteret,

at landingerne af ål fra omkring midten af 1970’erne be-

gyndte at udvise et jævnt fald. Både fiskere og biologer

var enige om, at nedgangen for en stor dels vedkommende

måtte skyldes forurening, herunder den øgede udledning

fra landbruget som fandt sted, efter at Skjern Å var blevet

rettet ud i 1960’erne. Forureningen ødelagde meget af

den bundvegetation, som ålen menes at være afhængig

af.

5

Frem til begyndelsen af 1990’erne var der dog fortsat

et betydeligt erhvervsfiskeri efter ål, men hvor der i 1968

ifølge aftagervirksomheden Carl Lauridsens Aaleeksport i

Hemmet blev landet 348 tons ål, så udgjorde de samlede

landinger i 1991 til sammenligning 55 tons.

6

Afsætningen

af ål foregik ikke via auktionen, idet Carl Lauridsens

Aaleeksport stort set aftog de fangster, som erhvervsfiskerne

kunne levere. Her var åleeksportør Henning Brasen i mange

år en fremtrædende repræsentant for ålefiskeriets interesser,

hvad enten det gjaldt kritikken af udretningen af Skjern

Å eller protester mod franskmændenes fiskeri efter glasål

- et fiskeri, som danske ålefiskere i mange år har frygtet

kunne have stor negativ betydning for hele den europæiske

86