Page 75 - Sjæklen2006

op om de synspunkter, der var fremført om ikke at acceptere
Grindstedværkets affald smidt ud i Nordsøen. Ved samme
lejlighed tydeliggjorde Tørnæs også, at man ikke havde
meget til overs for videnskabsmændenes udtalelser om,
at affaldet skulle være uskadeligt for fiskebestanden. Hos
de to hovedorganisationer, Danmarks Havfiskeriforening
og Dansk Fiskeriforening, var holdningerne de samme,
og her blev det yderligere understreget, at man ikke ville
gøre sig anstrengelser for at få brudt blokaden. Nogle få
dage senere blev de aktionerende fiskere interviewet til
Dansk Fiskeri Tidende om deres baggrund for at deltage.
Fælles for de her fremkomne svar var, at Kampmann blev
set som den, der havde foretaget sig noget ulovligt ved at
tillade dumpningerne. Samtidigt blev det fremhævet, at
hvis ikke man gjorde noget nu, ville man blot se, at endnu
flere virksomheder ønskede at dumpe. Herudover oplevedes
det som uretfærdigt, at fiskerne selv gang på gang blev
pålagt forureningsbekæmpelse - som f.eks. begrænsning
af luftforurening fra oliemøllerne - når ministeren samtidig
kunne give en sådan dumpningstilladelse. 28
Netop omkring fiskerne og fiskeindustrien som kilde til
forurening er det interessant at konstatere det strategiskifte,
som Grindal-sagen forårsagede. Tager man Dansk Fiskeri
Tidende som eksempel, bringes der i løbet af 1972 en
række indlæg, hvor bl.a. fiskemelsindustriens skadelige
udledninger i havet belyses. 29 Også dumpninger af laster
med rådden industrifisk nævnes.30 I løbet af 1973 bringes
kun få indlæg med fiskere eller fiskeindustri i forurenerens
rolle og slet ingen under og efter blokaden. Tilfældigheder
kan have spillet ind her, men samtidigt fremgår det af
senere forhandlinger i Danmarks Havfiskeriforening, at
miljøstyrelsen samtidig med Grindal-sagen forsøgte af få
foreningen til at rådgive om egnede dumpningssteder med
tanke på foreningens erfaring med dumpning af kasserede
industrilaster. Henvendelsen blev opfattet som klar pression
fra miljøstyrelsens side, og reaktionen fra foreningens side
var en kategorisk afvisning af enhver form for dumpning.31
Den underliggende filosofi synes at have været, at fiskeren i
rollen som forurener ikke var forenelig med fiskeren i rollen
som miljøbeskytter, og derfor undlod man efter bedste
evne at bringe dette element op i officielle sammenhænge.
Forurening var et onde, som udelukkende var repræsenteret
ved industrien - i dette tilfælde Grindstedværket - bakket op
af Kampmanns “forureningsministerium”.
Efterhånden, som blokaden fortsatte, skærpedes reto-
rikken, og samtidigt blev bestræbelserne på at skabe op-
bakning og legitimitet omkring aktionen intensiveret. I
de læserbreve, der bragtes i Dansk Fiskeri Tidende var
Kampmann og Grindstedværket nu kolde og kyniske mod-
standere mod hvem, ekstraordinære midler var nødvendige.
Dagbladet Vestkysten, der tilhørte den del af pressen, som
støttede op om fiskernes aktion, forsøgte af lokale kanaler
at sætte spørgsmål ved de videnskabelige beviser, som blev
brugt i argumentationen for at tillade dumpningerne. Biolog
Horst Meesenburg, ansat ved Fiskeri- og Søfartsmuseet
i Esbjerg, blev interviewet omkring sagen og udtalte sin
stærke bekymring over, at der var tilladt udledninger på
et så spinkelt grundlag som det, der forelå i den konkrete
sag.32 En yderligere “blåstempling” af aktionen - og sagen
som ét hele - forsøgte fiskerne selv at tilvejebringe ved at
opfordre fiskeriminister Chr. Thomsen til at komme med en
udtalelse. Det lykkedes ikke. I stedet oplevede fiskerne, at
Kampmann vandt frem i det politiske landskab med sine
synspunkter om at beskytte arbejdspladser. Samtidigt med
at Kampmann spillede dette kort, lykkedes det kortvarigt
for Grindstedværket og fiskerne at finde hinanden, idet
Grindstedværkets ledelse gik ind på at undersøge mulig-
hederne for at dumpe spildevandet iAtlanterhavet - et forslag
fremkommet fra fiskernes side - som en midlertidig løsning
på situationen. I Dansk Fiskeri Tidende fortolkedes resultatet
som om, at Esbjergfiskerne endelig havde vundet slaget mod
Grindstedværket, Kampmann og miljøstyrelsen.33
De følgende dages turbulente begivenheder - med
massemøde på Grindstedværket og en resolution sendt til
statsministeren - viste dog, at sejrserklæringen var kommet
lidt for tidligt. Det var først, da Arne Schiøtzs indlæg blev
trykt i Politiken den 10. juli, at sagen kunne siges at være
afgjort og blokaden efterfølgende hæves.
Når det er fiskernes aktion, der belyses, kan sagen
imidlertid ikke helt siges at slutte her. Sagen har nemlig i dette
75