159
        
        
          
            Afslutning
          
        
        
          I februar 2007 fik Fiskeri- og Søfartsmuseet med 14 dages
        
        
          mellemrum indleveret to strandede tandhvaler - henholdsvis
        
        
          en grindehval og en spækhugger. På museet valgte vi at
        
        
          dissekere de to dyr på en sådan måde, at det var muligt
        
        
          for publikum at overvære arbejdet. Demonstrationen blev
        
        
          indledt i museets auditorium med foredrag om hvaler og
        
        
          hvalstrandinger samt en gennemgang af den efterfølgende
        
        
          dissektions formål og fremgangsmåde. Ud fra publikumstal
        
        
          og spørgelyst kunne det fastslås, at der er stor interesse
        
        
          for hvaler i Danmark. Ikke kun en blind, men forståelig
        
        
          fascination af disse dyr som ikoner for livet i havet, men en
        
        
          interesse i alle aspekter vedrørende disse dyrs liv, levevis og
        
        
          livsbetingelser.
        
        
          I samme periode blev der fundet en halv snes sælunger
        
        
          på den jyske vestkyst - dels afkræftede ½ år gamle unger
        
        
          af spættet sæl, dels månedgamle gråsælunger. De to
        
        
          ”ungetyper” repræsenterer hver deres økologiske, dyre-
        
        
          værnsmæssige og etiske problemstillinger. De syge og
        
        
          magre spætsæl-unger demonstrerer den vildtbiologisk set
        
        
          naturlige, men dyreværnsmæssigt barske frasortering af de
        
        
          ½ år gamle spætsæl-unger, der desværre ikke blev fede nok
        
        
          i ynglesæsonen i sommeren 2006 til at overleve den første
        
        
          vinter. De nyfødte gråsælunger er derimod indicier på, at
        
        
          det danske vadehav er ved at få en ny ynglende art - nemlig
        
        
          gråsælen. Hvorledes man skal forholde sig til og praktisk
        
        
          forvalte disse to vidt forskellige ”problemkomplekser” er
        
        
          både noget, som museet har en holdning til og kan sætte i
        
        
          perspektiv.
        
        
          Museernes vigtigste opgave og funktion i samfundet er
        
        
          netop at perspektivere i rum og tid - og museer kan også
        
        
          udmærket udtrykke holdninger, så gæster og offentlighed kan
        
        
          se og mærke det. Det stof, som Fiskeri- og Søfartsmuseets
        
        
          holdninger er gjort af, er mangeårig indsamling af viden,
        
        
          forskning og formidling/dialog, og dette stof - sat i sam-
        
        
          menhæng med ekstern viden - giver museet unikke mulig-
        
        
          heder for sammen med publikum at konvertere
        
        
          
            data til viden,
          
        
        
          
            viden til indsigt og indsigt til visdom
          
        
        
          . Kombineret med den
        
        
          brede offentlige interesse for havpattedyr giver disse forhold
        
        
          et godt udgangspunkt for et kommende havpattedyrcenter
        
        
          ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Men det er nu,
        
        
          at bolden skal gribes, hvis man skal have skabt de fysiske
        
        
          rammer om en unik attraktion, hvor forskning og formidling
        
        
          mødes med publikum - i øjenhøjde.
        
        
          
            Noter
          
        
        
          
            1.
          
        
        
          Slut med opdræt af ”hylere”, Thyge Jensen & Svend
        
        
          Tougaard,
        
        
          
            ”Sjæk’len”
          
        
        
          -
        
        
          
            Årbog for Fiskeri- og Søfartsmuseet
          
        
        
          
            Saltvandsakvariet i Esbjerg, 1994.
          
        
        
          
            2.
          
        
        
          ”Beredskabsplan vedrørende Havpattedyr og Havfugle”,
        
        
          Skov- og Naturstyrelsen, Miljøministeriet.
        
        
          
            3.
          
        
        
          ”Beredskabsplan vedrørende Havpattedyr og Havfugle”,
        
        
          Skov- og Naturstyrelsen, Miljøministeriet.
        
        
          
            Summary
          
        
        
          The sealarium at the Fisheries and Maritime Museum
        
        
          in Esbjerg celebrated its thirtieth anniversary in 2006.
        
        
          This, together with impending necessary renovations of
        
        
          the pool and its equipment, occasioned the contemplated
        
        
          construction of an entirely new sealarium with an associated
        
        
          sea mammal centre. Over the past 30 years, the sealarium
        
        
          has been through an often turbulent development, including,
        
        
          until the mid-1990s, the rescue of individual seals - aban-
        
        
          doned and sick seals - as well as the exhibition of  seals
        
        
          in the pool, a focus which was increasingly moved from
        
        
          individual to population, and thus out into the Wadden Sea -
        
        
          out to the causes and contexts which have determined and
        
        
          are determining how the seal populations develop. A marine
        
        
          mammal centre with display room and associated pools
        
        
          for both grey and harbour seals will give the Fisheries and
        
        
          Maritime Museum unique possibilities for communicating
        
        
          the knowledge, the experiences and the necessary attitudes
        
        
          to nature which are to be found in theMuseum’s storehouses,
        
        
          archives and in the heads of its employees. It is proposed
        
        
          that the centre be organised around the four obligations of a
        
        
          state-recognised museum: collection, preservation, research
        
        
          and communication. The emphasis within communication
        
        
          should be on dialogue, on meeting the public at eye level
        
        
          and on explaining issues of natural and cultural history in
        
        
          space and time.