Page 54 - Sjæklen2004

Singapores meget fine årbog over uddannelsen på de mari-
time skoler. Det viste sig, at de i det store og hele havde
fulgt mine forslag, tilpasset deres forhold. Det var også
sådan, det skulle være. Alle mine afstikkere fra den daglige
undervisning på søfartsskolen derhjemme var til dels blevet
til for de danske myndigheder og ellers accepteret af dem.
Men hjemme i Esbjerg - eller nu rettere Fanø, hvortil
søfartsuddannelsen blev flyttet omkring 1980 - blæste også
nye vinde, idet vi så småt begyndte på offshore-uddannel-
ser for A.P. Møller. En ny tid var på vej.
Da vores forstander blev alvorligt syg dagen før, vi skul-
le modtage et nyt hold, kom en inspektør fra København for
at udpege en fungerende forstander. Alle på skolen holdt et
møde med ham. Efter flere timer pegede de på mig som
afløser. Jeg accepterede det på én betingelse. Jeg ville have
- og ville få brug for - deres fulde støtte. I et kursus, seks
måneder, fik jeg lov til at være fungerende. Den første
opgave var at få alle til at arbejde sammen uanset deres
funktion. Vi holdt regelmæssige møder. Løsningen af et
problem f. eks. i en timeplan kan nemt medføre ulemper i
en anden afdeling. Den form for samarbejde var noget, vi
skulle vænne os til. Til søs er skibets fører enerådig - i alle
tilfælde dem, jeg havde sejlet med. Det ville jeg ikke være.
Det blev til et vellykket kursus. For første gang i vores sko-
54
Søfartselever øver sig i vrikning i joller i Port Louis, Mauritius, 1972. Jollerne havde Torben Abd-El Dayem skaffet fra Svendborg.