Vores engelske spejdertrop bestod kun af bastarder. Det
kaldte de os, der var sønner af blandede ægteskaber!
I 1939 begyndte tyskerne at rejse hjem. Til sommerferi-
en fortalte de os, at skolen lukkede, og jeg kom derfor til-
bage til den katolske skole. Vores klasselærerinde var sel-
veste priorinden. Hun var en dejlig dame, og hun er skyld i,
at mit syn på mennesker, racer og religion blev mere nuan-
ceret. Om morgenen den 9. april 1940 kom en nazi-dreng
fra Schweiz hen og ønskede mig tillykke med mit medlem-
skab af det store tyske rige. Jeg er ikke - og har aldrig været
- en slagsbroder, men da pandede jeg ham en, så han faldt
om og blev liggende. Vild panik blandt nonnerne, der svær-
mede om mig som en flok ravne. Men så kom priorinden,
søster Angelika og tog mig i sin favn, trøstede mig og send-
te mig hjem til min mor.
Realeksamen kom i hus 1941. Den eneste skole, som jeg
kunne læse videre på, var American University at Cairo. De
havde to afdelinger; en arabisksproget og en engelskspro-
get. Jeg kom til den engelske afdeling. Der kunne jeg læse
til det, man herhjemme kalder studentereksamen og derpå
videre til bachelor. Det var en helt anden oplevelse. Lærer-
ne gjorde deres bedste for at give os et indtryk af, hvad der
skete i verdenen og årsagerne dertil. Der blev f.eks. gjort
meget ud af kampen om folkets selvbestemmelse. Den
amerikanske opstand og løsrivelse af den engelske koloni-
magt blev gennemgået tillige med stoffet om oprettelsen af
de Forenede Stater og deres grundlov, der gav alle ligeret.
Fra Egypten fulgte vi begivenhederne i det stakkels krigs-
hærgede Europa. Det var nærliggende at spekulere over,
hvorfor de mon bekrigede hinanden så ustandseligt. Vi
brugte mange undervisningstimer med at diskutere årsager
og virkning og kom til det resultat, at alle måtte være selv-
bestemmende om deres form for styre. Men slutresultatet
blev dog, at vi fik at vide, at man altså skulle opnå en vis
grad af modenhed, før man kunne tildeles denne frihed! Så
i Egypten måtte vi nok vente.
Så til søs - og til Danmark
Da jeg havde fået mit bevis i 1944, sagde jeg til mine foræl-
dre, at nu bestemte jeg selv, hvad jeg ville. Fra mit tiende år
var der blevet lagt planer for min fremtid; jeg skulle til Dan-
mark. Min morfar, pensioneret skibsfører, mente, at jeg
skulle et år på Sorø, derefter på et togt med skoleskibet
Danmark
- og så ellers følge mit kald, nemlig at blive navi-
gatør.
46
Forfatteren som 10-årig og medlem af 11th Cairo Troup, British
Boy Scout Association, 1936.
1...,36,37,38,39,40,41,42,43,44,45 47,48,49,50,51,52,53,54,55,56,...176