Page 52 - Sjæklen2004

afløste jeg, når det var nødvendigt, adjudanten til kystflå-
dens admiral. Han residerede på fregatten Hejmdal. Jeg
opfattede det som et meget betroet job, idet jeg også beskæf-
tigede mig med betroede oplysninger. En aften sad jeg hjem-
me og fortalte min kone, at jeg også kom til at se betroede
oplysninger og udtrykte min undren over, at Danmark over-
lod sådan noget til mig, der kun havde været dansk statsbor-
ger i et år. Det var da sandelig et land, man ikke kunne svig-
te. Efter tiden på Fyen kom jeg med opmålingsskibet Freja.
Det var lige noget for os værnepligtige styrmænd. Ved at
være med til at måle danske farvande lærte vi en del om
beskaffenheden af det vand, der omgav os. I december 1955
blev jeg hjemsendt med grad af søløjtnant af 1. grad af reser-
ven og pligt til at møde ved indkaldelse til jeg var 60 år. Jeg
skulle også søge om at rejse udenlands.
I januar 1956 begyndte jeg igen i DFDS. Jeg startede i
bananfarten på de Kanariske Øer. Denne gang som 2. styr-
mand på M/S Bangsbo. Vores tredje barn, denne gang en
søn, blev født, mens jeg lå og pjaskede i Atlanten på vej til
Las Palmas. Det næste skib blev en båd i Sydamerika-far-
ten, den gamle M/S California. Lige inden havde jeg holdt
en kort ferie med kone og børn, og inden afgangen så min
yngste datter mig dybt i øjnene og bad mig om at blive
hjemme. Det fik mig til at tænke over min situation.
De fleste af mine klassekammerater fra Navigationssko-
len var gået i land. De var spredt på flere erhverv, lige fra
ambulancefører til lagerforvalter i et stort firma, der solgte
skibsmaling. Lønningerne til søs var små i forhold til det,
de var på landjorden. Vi fik hele tiden at vide, at vi tjente
styrtende på overtid og havde gode fremtidsudsigter til ære
og værdighed, når vi blev ældre, men det kunne man altså
ikke brødføde en familie med. Guldet skal ligge i lommer-
ne og ikke hænge på ærmer og kasket. Vores navigatørud-
dannelse kunne ikke bruges til andet end at sejle. Vi var låst
fast. Den eneste ventil, der var, lå inden for søfart.
Jeg havde fået at vide, at en af lærerne på en søfartssko-
le agtede at holde op, så jeg satte alle sejl til for at komme
i betragtning. Min kone var flink og ordnede det, hun kun-
ne hjemmefra, og den 1. marts 1957 blev jeg ansat som
lærer ved Statens Søfartsskoler med tjenestested i Esbjerg.
Det var en omvæltning. Nu kom jeg hjem hver aften - eller
næsten hver aften, idet der hele tiden skulle være en vagt-
havende lærer på skolen.
Lærer ved søfartsskolerne
Statens Søfartsskoler var organiseret af et sammensurium af
forordninger fra JLs skole i Kogtved og marinens uddan-
nelse af værnepligtige. Alt var gjort i den bedste mening,
men selve undervisningen druknede i at kontrollere, om
eleverne havde den rigtige busseronne på, om de gik vagt
om natten, eller om de blev bruset af hver morgen og aften
mm. Det gik først op for mig, da jeg havde været lærer i et
par år. Søfart er meget traditionsbundet. Der var en lærer på
skolen dag og nat og desuden en lærer i tre timer hver aften
undtagen lørdag og søndag. Der var fastlagt en turnus af
ledelsen. Jeg røg ind i flere vanskeligheder ved at prøve på
at lave om på de mange faste turnusser, så der blev bedre tid
til undervisningen. Tiderne skiftede og dermed også elever-
ne, og vi fulgte nølende efter. Jeg var ved at miste gejsten
og begyndte at tænke på, om det nu var det rigtige, jeg hav-
de valgt.
Men i 1969 så jeg en annonce. DANIDA søgte en lærer
til et søfartsskoleprojekt på Mauritius. At kunne fransk var
en fordel. Det kunne jeg. Først skulle jeg lige drøfte det
med min kone. Hvad indebar det? Hvad med min pensions
anciennitet? Der var mange ting, der skulle på plads først.
Så søgte jeg og fik stillingen. En gang til skiftede jeg
arbejdsplads, men stadig inden for søfart.
Det var en spændende tid med møder, rejser til Køben-
havn, forhandlinger med Navigationsdirektoratet, som det
hed dengang. Vibbe, min kone, og jeg kom ind i DANIDAs
uddannelsesmaskineri. Børnene havde hele tiden været
positive. Der skete meget med vores lille familie. Den 7.
januar 1970 om morgenen stod vi på banegården i Esbjerg
for at komme med taxaen til lufthavnen. Hele min klasse af
grønlandske elever troppede op i deres søndags uniformer.
Det var svært at forlade dem. Næste dag om eftermiddagen
landede vi i Plaisance lufthavnen på Mauritius. Vi kom gen-
nem VIP med hjælp af en departementschef. Det var andre
tider, der begyndte.
52