Page 49 - Sjæklen2004

småskibene. Forskellige mennesker havde fortalt mig, at
den pligtige sejlskibstid snart blev afskaffet. Så jeg tog
chancen og mønstrede af, selv om jeg manglede noget sejl-
skibstid. Jeg synes, at det var på tide at komme ud på ver-
denshavene med de store skibe.
Ud på de store have
De store skibe var sådan set alle ’forbunds skibe’ - det vil
sige, at de havde en overenskomst mellem Sømændenes
forbund og Rederiforeningen. Man skulle være medlem af
Sømændenes Forbund for at få en hyre på de skibe - og for
at blive medlem skulle man have en hyre. Det gjorde det jo
ikke nemmere, at jeg stadig var egyptisk statsborger. Jeg
havde heller ikke fulgt den traditionelle vej fra dreng til
dæksdreng osv., selv om jeg reelt havde tid på søfartsbogen
til en letmatroshyre.
De var meget flinke på forbundet. Systemet med at få en
hyre var, at man kom på forbundet hver dag og fik et stem-
pel for hver dag man var arbejdsløs. Hyrerne, der kom til
forbundet, blev fordelt ved en auktion. Den, der bød på flest
stempler, fik hyren. Så kunne man gå eller blive der hele
dagen og vente på en hyre. Ganske uofficielt fik jeg lov til
at samle stempler, og efter 8 stempler var der en hyre som
letmatros på S/S Virginia tilhørende DFDS. Ingen bød på
den, så den fik jeg. Det var et skib, der sejlede på Sydame-
rika, altså langfart!
Virginia var et af de bedste skibe, jeg havde sejlet med.
Der mødte jeg også Lampe, som vi kaldte ham, fordi han
var lampemand ombord. Vi blev livslange kammerater. Han
spillede en vigtig rolle i mit liv. Pludselig efter næsten et år
ombord mønstrede vi alle af. Hvorfor? Det ved jeg ikke.
Sådan var det bare. Vi havde delt medgang og modgang i
lang tid og var godt samarbejdet. Når en brød kæden, brast
det hele, og pist var vi væk alle.
Der fulgte et par andre skibe, og efterhånden kunne jeg
mønstre ud som fuldbefaren matros. Men den manglende
sejlskibstid hang over hovedet på mig. Den var ikke blevet
afskaffet endnu, og tiden til at komme på navigationsskolen
nærmede sig. Den samlede sejltid for at komme på skolen
var, så vidt jeg husker, 48 måneder, hvoraf 12 skulle være
som fuldbefaren. Inden for de skibe, som Sømændenes
Forbund havde overenskomst med, var også Den Kongelige
Grønlandske Handels skibe. Der var 3 sejlskibe, nemlig
Gustav Holm, Godthåb og Sværdfisken. Kun den sidste
kunne komme i betragtning. Den sejlede regelmæssigt mel-
lem Grønland og Danmark med almindelig stykgods. Der
skulle mange stempler til for at få en hyre i KGH, og i ca.
3 måneder sad jeg hver dag i forbundet i Tordenskjoldsga-
de, inden det lykkedes at komme på dagløn i KGH.
Det var igen en anderledes tilværelse end at være ude at
sejle. Man mødte kl. 7 og havde fyraften kl. 16. I mellemti-
den lavede man allehånde sømandsarbejde på de oplagte
skibe. Fra årsskiftet blev man beordret ombord i et skib og
skulle klargøre det til sommerens togt. Jeg blev sat på M/S
Kaskelot - et 300 tons træskib, der lige efter krigen var køl-
strakt hos Ring Andersens værft i Svendborg og oprindelig
tænkt som tremastet skonnert. KGH købte den på beddin-
gen, og skibet blev sit sejlskibsskrog til trods færdigbygget
som en almindelig coaster. Der var en 300 hestes Alpha-
diesel motor og en skrue til at skubbe den over Atlanterha-
vet. Da tiden nærmere sig til den sidste klargøring som
rengøring og maling af beboelse, skrabe og smøre master,
tage trosser, presenninger mm. ombord, så vi mere og mere
49
Dæksbesætningen om bord på M/S ’Kaskelot’, 1948. Forfatteren
står som nr. tre fra venstre.