Page 40 - Sjæklen2004

Knap nok var forhandlinger omkring det tredje udkast

bragt til ende før det fjerde udkast i juli 1958 forelå til kom-

mentering. I diskussionen af dette forslag var det særligt

mindstemålet på hvilling, som påkaldte sig interesse. Dan-

skerne var dog ikke hovedaktørerne i denne diskussion, hvor

i stedet svenskerne, franskmændene og tyskerne udvekslede

meninger. Danskerne, der havde væsentlige interesser i

klemme på området, begrænsede sig til at udtale sin støtte til

tyskerne, der argumenterede, at det var tvivlsomt, hvorvidt

der overhovedet fandt en overfiskning sted, når det gjaldt

hvilling. Danskerne støttede også svenskerne, da de rejste

spørgsmål ved, om det i det hel taget var nødvendigt at have

mindstemål på hvilling. Mere og mere flaskede sig efter-

hånden som danskerne ville det, og sikkert ikke uden en vis

tilfredshed kunne Dinesen notere om det fjerde udkast:

Bort-

set fra afhopperklausulen - som i øvrigt kun er aktuel, hvis

10% reglen ikke gøres permanent - har vi jo ikke nogen pro-

blemer.

40

På vej mod nye tider 1959-1963

Der var stor tilfredshed med de danske resultater i fiskeri-

kredse, og i fin overensstemmelse hermed blev året 1959 ind-

ledt med den første officielle konference til drøftelse af en ny

konvention til erstatning af Nordsøkonventionen. Fra dansk

side deltog ud over de sædvanlige delegationsmedlemmer

også juraprofessor Max Sørensen fra Århus Universitet, som

Dinesen særligt havde opfordret til at deltage i mødet for at

sikre, at afhopperklausulen blev indført i den nye konven-

tion

41

. Den danske strategi syntes at have virket, i hvert fald

blev resultatet, at ti lande inklusive Danmark den 24. januar

undertegnede en ny overenskomst angående fiskeriet i Nord-

østatlanten.

I Dansk Fiskeritidende hed det efterfølgende om konven-

tionen, at denne på en række punkter adskilte sig fra Nord-

søkonventionen. Blandt de væsentlige blev det fremhævet, at

konventionen ville dække et større havområde, og at magtbe-

føjelserne var mere omfattende end tidligere. Det tilføjedes

dog over for læserne, at selvom beføjelserne var omfattende,

så gjaldt der er en tidsfrist for indsigelser, hvilket medførte at

landene ikke kunne bindes til vedtagelserne. Videre hed det,

at det havde været vanskeligt at afklare omfanget af tidligere

vedtagelser i Nordsøkonventionen, der skulle overgå til den

nye konvention, men resultatet var blevet, at en række

bestemmelser overførtes således, at disse forblev i kraft. Af

væsentlig betydning for de danske fiskere gjaldt dette bl.a. ti

procent reglen. Endelig kunne det oplyses, at det var blevet

vedtaget, at man i løbet af to år efter den nye konvention og

med tolv måneders varsel kunne springe fra de overførte

bestemmelser eller en del heraf. F.eks. blev det muligt at

springe fra bestemmelser for en enkelt art uden at springe fra

hele konventionen. De danske forhandlere var således kom-

met igennem med næsten alle deres ønsker og havde god

grund til at være tilfredse

42

.

At de internationale forhandlinger også ændrede sig med

den nye konvention undervejs afspejlede sig ved flere for-

hold. Først og fremmest derved, at den megen mødeaktivitet

i de forskellig udvalg under Nordsøkommissionen stilnede

af, og dernæst ved at pressens dækning på området blev ned-

tonet til næsten ingenting. For danskerne betød det også, at

de tidligere svære kampe om standpunkter langsomt for-

svandt. I slutningen af 1958 blev de tidligere problematiske

danske dispensationer således næsten rutinemæssigt forlæn-

get yderligere to år frem til 1. april 1962, hvorefter de for-

længedes endnu et år. Samlet havde danskerne på dette tids-

punkt haft held til at drive fiskeri på dispensation i små ti år.

Dette var således tilfældet helt frem til den 27. juni 1963,

hvor den Nordøstatlantiske Fiskerikonvention trådte i kraft

og spillet om Nordsøfiskeriet kom til at følge nye retnings-

linier

43

.

Konklusion

Selvom der i årene op til 2. Verdenskrig var bestræbelser i

gang for at få reguleret fiskeriet i Nordsøen var det først med

undertegnelsen af Nordsøkonventionen i 1946, at der kom

gang i udviklingen. Det danske fiskerierhverv var på dette

tidspunkt præget af en autonom struktur som følge af erhver-

vets grundliggende liberalisme. De danske fiskere var ikke

først og fremmest holdt sammen af solidaritet, men snarere af

en art fællesnævner af interessemæssig karakter. I princippet

forelå der derfor rige muligheder for rent administrativt at

40