Page 37 - Sjæklen2004

tydeligt kom til udtryk, da det fra britisk side blev foreslået at
afholde et møde i 1954 til gennemførelse af en helt ny kon-
vention. Danskernes svar herpå var ganske kort, at som for-
holdene havde formet sig, måtte dette i høj grad ses som til-
trængt32.
Efter de ivrige forhandlinger i den sidste del af 1953 var
det i 1954 tid til at gøre status for det danske fiskeris positi-
on. I Dansk Fiskeritidendes spalter samt i den almindelige
dagspresse blev det således konstateret, at det ikke var lykkes
at komme igennem med andre mindstemål for hvilling end-
sige større bifangstprocenter af hvilling. Danskerne var fort-
sat holdt fast på et mindstemål for hvilling på 20 cm i indu-
strifiskeriet og en bifangst for undermålere på ikke over ti
procent. At det særligt var de øvrige skandinaviske nabolan-
de, der havde modsat sig dette, føltes ekstra bittert. På Dansk
Fiskeriforenings årsmøde udtalte Niels Bjerregaard således:
Det er med stor beklagelse, at jeg må sige, at det var vore
venner fra Norge og Sverige - folk med hvem vi ellers har haft
et udmærket interskandinavisk samarbejde - der modsatte
sig... Samtidig konstaterede han dog, at: Vi mødte velvillig
forståelse fra en række andre nationer, og ganske specielt må
det bemærkes, at den britiske delegation gjorde forsøg på at
få knuden løst33. Med udgangspunkt i sidstnævnte udsagn
mente Niels Bjerregaard fortsat, at der var håb for de danske
synspunkter, og at det var vigtigt, at der blev arbejdet videre
med disse, ikke mindst i forbindelse med den kommende
konference i maj 1954. Hertil påpegede Bjerregaard, at da
der mand og mand blev diskuteret opsigelse af konventionen,
skulle der gøres opmærksom på, at denne var bindende i tre
år. Hvad der skete derefter, var svært at forudsige. Det ind-
skærpedes således til medlemmerne, at de ikke lod sig rive
med af stemningen og krævede en opsigelse34.
Denne indstilling fra fiskeriforeningsformand Bjerregaard
viste sig foreløbig at være givtig. Under forhandlingerne i maj
måned 1954 lykkedes det således at få gennemtrumfet en
toårig dispensation for bifangst af undermålshvilling i indu-
strifiskeriet. En bedrift, der betegnedes som særdeles tilfreds-
stillende inden for fiskeriet, men som dog ikke fjernede den
fortsatte bekymring over, hvad fremtiden ville bringe. Fore-
løbigt var der dog i en kort periode ro i forhandlingerne35.
Nye dispensationer 1956-1957
Der kom dog ikke til at gå lang tid, før der atter var røre i
debatten inden for fiskeriet. I efteråret 1955 begyndte bekym-
ringerne at bryde frem til overfladen. I september og i okto-
ber afholdtes der i forlængelse heraf en række drøftelser
inden for fiskeriet, og endelig i januar 1956 blev der afholdt
et stormøde med henblik på spørgsmålet om det danske indu-
strifiskeri i relation til Nordsøkonventionen.
Dette møde afholdtes på Klostergården i Århus og havde
deltagelse af omkring 60 repræsentanter fra fiskeriorganisati-
onerne samt fiskeriminister Christian Christensen og depar-
tementschef Dinesen. Ministeren åbnede mødet med at udta-
le, at mødet var tænkt som en fortsættelse af de igangværen-
de drøftelser om den stilling, Danmark havde bragt sig i ved
den seneste anmodning til Nordsøkommissionen om forlæn-
gelse af ti procent dispensationen for ilandbringelse af under-
målshvilling, dvs. retten til at have op til ti procent under-
målshvillinger i industrilaster. Herefter meddelte ministeren,
at han havde modtaget en henvendelse fra Nordsøkommis-
sionens præsident, hvori denne anmodede om en tilkendegi-
velse fra den danske regering, som kunne benyttes som et
svar til kommissionens øvrige deltagerlande, idet disse ved
sidste møde i kommissionen ganske vist var gået med til en
forlængelse af dispensationen, men samtidigt havde udtrykt
deres uro ved det tiltagende danske industrifiskeri. Hertil er-
klærede ministeren, at det var hans opfattelse, at Danmark
ved denne sag efterhånden havde bragt sig selv i en kedelig
situation, især i betragtning af den megen diskussion i Nord-
søkommissionen og den presseomtale i danske aviser, den
gav anledning til. Det var ifølge ministeren på tide, at der
skaffedes ro om dette spørgsmål, og at Danmark hørte op
med at ’gå tiggergang’ hos de øvrige deltagerlandes delegati-
oner for at få dem til at støtte ti procent dispensationen. Mini-
steren fremkom herefter med et forslag til en besvarelse af
præsidentens henvendelse, hvori det erklæredes, at fangster-
ne af undermålsfisk i sildefiskeriet ville blive nedbragt til et
minimum, og at den danske regering ikke agtede at søge
dispensationen forlænget efter den 1. maj 1958.
Ministeren understregede efterfølgende, at han gerne så, at
denne besvarelse blev afgivet i fuld forståelse med erhvervets
37