Page 38 - Sjæklen2004

repræsentanter, og han bad derfor forsamlingen om udtalel-

ser til forslaget. Den første, der fulgte denne opfordring, var

formanden for Esbjerg Fiskeriforening, Frederik Lodbjerg

Jensen, der udtalte, at for Esbjergs vedkommende ønskede

man at bevare ti procent dispensationen. Dette udsagn støtte-

des af flere foreningsformænd fra de indenlandske fiskerifor-

eninger, hvorfra det erklæredes, at det ville være en katastro-

fe for småfiskerne i Kattegat, hvis ikke dispensationen kunne

forlænges. Også Niels Bjerregaard erklærede på Dansk

Fiskeriforenings vegne, at han ville være betænkelig ved at

gå med til en nedsættelse af de ti procent. Niels Bjerregaard

påpegede hertil, at når der kendtes til fangster med op i mod

75 procent bifangst af hvilling var det urealistisk at arbejde

med ti procent som et opnåeligt mål. I modsætning til disse

udsagn erklærede formand Laurits Thygesen fra Vestjysk

Fiskeriforening, at han ville henstille, at der ikke søgtes om

forlængelse af dispensationen. Han var ganske overbevist

om, at der alligevel ikke ville kunne forventes støtte næste

gang, der blev anmodet om forlængelse. Han henviste i den-

ne sammenhæng til, at det engelske trawlfiskeri var begyndt

at slå fejl i det forløbne år, og ’onde tunger’ havde sagt, at det

danske industrifiskeri bar skylden. Thygesen sluttede af med

at erklære, at han derfor i stedet ville henstille til, at Danmark

såfremt andre nationer anmodede om en dispensation, støtte-

de et sådant andragende

36

.

Det var på denne meget klare baggrund, at de danske for-

handlere satte sig til bordet til det femte ordinære møde i

Nordsøkommissionen i London i maj måned 1956. Den dan-

ske delegation havde kort sagt ikke meget manøvrerum, og

det var måske set i lyset heraf, at der blev spillet blødt ud med

at forlange mindstemålene for rødspætter forhøjet fra 25 til

26 cm. Der viste sig dog ikke den store tilslutning til at æn-

dre på mindstemålene, hvilket måske gav danskerne en vis

uro i forhold til at bringe de mere alvorlige spørgsmål på

banen. Den danske delegation rystede dog ikke nævnevær-

digt på hånden, idet der forud for konferencen var indgået en

alliance med de tyske fiskeriforeninger. Denne alliance betød

i korthed, at tyskerne, der havde store problemer med bifang-

ster i deres rejefiskeri, ville stille forslag om forlængelse af de

gældende dispensationer vedrørende bifangster af målsbe-

skyttede arter. Et forslag, som danskerne kunne dække sig

ind bag ved og samtidig få videreført dispensationerne. Til

yderligere at hjælpe danskerne ud af den lidt beknebne situ-

ation blev det uforudset vedtaget, at inden der blev taget stil-

ling til konventionen, skulle denne drøftes grundigt mellem

administrationen i de enkelte lande og fiskeriorganisationer-

ne. Som konsekvens af disse forhold opnåedes der enighed

om at fortsætte de danske dispensationer, både vedrørende

maskemål i tungetrawl og vedrørende ti procents bestemmel-

sen, i foreløbig ét år

37

.

Den danske delegation havde opnået gode resultater og

kunne med baggrund i de vedtagne beslutninger se frem til en

række diskussioner med fiskerierhvervet vedrørende Nord-

søkonventionen. Disse diskussioner strakte sig over det

38

De undertiden rige forekomster af hvilling og kuller udgjorde i fle-

re perioder et væsentligt problem for de danske fiskere i forhold til

den tilladte størrelse af bifangster. Her ses en Esbjergkutter med

en dækslast af - ikke sild - men kuller.