Page 30 - Sjæklen2004

således små 40 procent af de samlede britiske fangster i
Nordsøen10.
Sammenfattende var det danske fiskeri således på flere
fronter på kant med de øvrige Nordsønationer samtidig
med, at fiskerne var stærkt afhængige af at kunne oprethol-
de deres fangstindsats. Det var dette dilemma, som især
skulle komme til at karakterisere de politiske forhandlinger
i perioden.
Fiskeripolitiske aktører
De centrale parter på den fiskeripolitiske scene i Danmark
bestod ved periodens begyndelse i 1946 af Fiskeridirekto-
ratet samt de to centralorganisationer Dansk Fiskerifore-
ning og Vestjysk Fiskeriforening. Fiskeridirektoratet hørte
til Ministeriet for landbrug og fiskeri og var i det daglig
arbejde under ledelse af en fiskeridirektør. Fiskeridirektora-
tet blev imidlertid allerede i det følgende år underkastet
gennemgribende forandringer, da det besluttedes at etable-
re et selvstændigt Fiskeriministerium. Efter oprettelsen blev
den tidligere fiskeridirektør Trolle Thomsen pensioneret, og
den siddende kontorchef B. Dinesen forfremmedes til
departementschef. Dinesen var herefter den helt centrale
figur i Fiskeriministeriet og sad frem til pensionen i 1963
med i stort set alle de gennemførte fiskeripolitiske forhand-
linger. Fra 1949 suppleredes han af ekspeditionssekretær,
senere kontorchef, J. Nørgaard fra Fiskeriministeriets 2.
kontor. Som fiskeriminister sad i en stor del af perioden den
socialdemokratiske Christian Christensen, således fra
oprettelsen i 1947 til1950 og igen fra 1953 til 1955 samt fra
1955 til 1957. Andre ministre var Knud Rée fra Venstre, der
sad fra 1950 til 1953, og Oluf Pedersen fra Retsforbundet,
der sad fra 1957 til 1960, samt A.C. Normann fra det Radi-
kale Venstre, der sad fra 1960 til 1964. Blandt disse var
Christian Christensen den, der viste det største engagement
i fiskeriets forhold. Han gjorde en væsentligt indsats for
oprettelsen af et selvstændigt fiskeriministerium, og han
deltog aktivt i fiskeridebatten, også i de perioder, hvor han
ikke havde ministerposten11.
Blandt hovedorganisationerne var Dansk Fiskeriforening
både den ældste og med sine knap 13.000 medlemmer i
1945 også langt den største. Dansk Fiskeriforening havde i
princippet to hovedmedlemstyper; de direkte medlemmer,
der dog kun udgjorde et lille og faldende mindretal, og
medlemmer af lokalforeninger tilknyttet hovedforeningen.
Hertil kom, at alle i princippet kunne blive medlem af fore-
ningen, hvilket medførte gentagne konflikter mellem egent-
lige erhvervsfiskere og bierhvervsfiskerne. Lokalforenin-
gerne var organiseret i regionale foreninger, de såkaldte
centralforeninger og kredsforeninger. Dette var i øvrigt en
organisering, der næsten altid var grundlag for konflikt og
tappede meget af hovedorganisationens styrke. Bestyrelsen
blev sammensat i et seks til seks system, hvor der valgtes
seks bestyrelsesmedlemmer i Jylland og seks på øerne. Det
betød, at de store fiskerihavne, hvor de primære økonomi-
ske interesser i fiskeriet var placeret, kun var repræsenteret
med mindre end halvdelen af bestyrelsespladserne12.
Det åbenlyse konfliktstof i Dansk Fiskeriforening førte
til gentagne gnidninger mellem de, der interesserede sig for
’storfiskeriet’, og fiskerne i de indre farvande. Den endelige
splittelse mellem de to fløje kom i 1934 med oprettelsen af
Vestjysk Fiskeriforening. Den nye forening fik hurtigt
næsten alle vestkystforeningerne som medlemmer - med
Ringkøbing som en naturlig undtagelse. Lokalforeningerne
blev organiseret i tre kredse, hvoraf sydkredsen, der i prak-
sis kun indbefattede Esbjerg, var den stærkeste, men dog
ikke havde flertal. Begyndelsen var vanskelig for Vestjysk
Fiskeriforening, idet der fra Dansk Fiskeriforening blev
kæmpet hårdt imod, at foreningen opnåede repræsentation i
fiskerierhvervets råd og nævn. Under ledelse af den driftige
Esbjergdirektør Claus Sørensen, der i sin argumentation
slog kraftigt på havfiskeriets fremtid og udviklingsmulighe-
der, lykkedes det imidlertid inden for en kort årrække at få
manøvreret foreningen ind som et politisk betydende organ.
En medvirkende årsag hertil var formentlig, at selvom for-
eningen målt i medlemmer kun havde en femtedel af Dansk
Fiskeriforenings størrelse, så repræsenterede foreningen
halvdelen af produktionsværdien13. Vestjysk Fiskerifore-
ning brød i sin form ikke afgørende med den struktur, der
var fastlagt inden for Dansk Fiskeriforening, og kendeteg-
nende for begge organisationer blev det således, at den indi-
30