Page 33 - Sjæklen2004

i en fremadrettet proces. I tiden der fulgte, blev der imid-

lertid ændret væsentligt på dette forhold

21

.

Brud og konflikt 1948-1953

I forbindelse med de ivrige bestræbelser, der fra dansk side

udfoldedes i forhold til Nordsøkonventionen, var der natur-

ligvis også spørgsmål, som ikke blev viet den store interes-

se. Som oftest fordi deres betydning for dansk fiskeri blev

vurderet som minimal eller direkte ikke tilstedeværende. I

enkelte tilfælde var der dog også tale om ’svipsere’. En

sådan skulle i 1948 vise sig at få omfattende konsekvenser

og starte en helt nyt kapitel inden for fiskeripolitikken.

Det begyndte med Rigsdagens lovbehandling af Nord-

søkonventionen samme år. Flere medlemmer af Dansk

Fiskeriforening blev i forbindelse hermed opmærksom på,

at der i konventionsteksten var et forslag om, at hvilling

under 25 cm fremover ikke måtte ilandbringes. Fra flere

lokalforeninger fremførtes det, at man på ingen måde kun-

ne gå med til en sådan ordning, da det ville være en økono-

misk katastrofe for dansk fiskeri. Den direkte sammenhæng

var, at der i flere fiskerier, særligt industrifiskeriet, var en

ikke ubetydelig bifangst af undermålshvillinger. Spørgsmå-

let om en lille og for dansk fiskeri tidligere ubetydelig fisk

blev således næsten uden varsel et tema i den fiskeripoliti-

ske debat. Foreløbig stillede fiskerne sig dog tilfredse, da

formanden for Dansk Fiskeriforening, Niels Bjerregaard,

erklærede, at han ville forsøge sig med en kontakt til Mini-

steriet for at få rette op på forholdene. Den første uro

omkring Nordsøkonventionen og hvillinger gik således i sig

selv igen i løbet af efteråret 1948.

Et lille år senere var roen endog så meget genetableret, at

der ved et nordisk fiskeriministermøde blev opnået enighed

om, at Danmark, Norge og Sverige skulle tiltræde konven-

tionen uagtet, at denne ikke var ratificeret af alle signatar-

landene. Ved samme lejlighed opnåedes der desuden enig-

hed om at lade den britiske regering indkalde de lande, der

havde ratificeret konventionen, til en konference, hvor yder-

ligere foranstaltninger til fremme af konventionen kunne

diskuteres. Denne konference blev efterfølgende berammet

til at finde sted i Paris i november 1949

22

.

I løbet af kort tid blev de nordiske kollegaer således atter

samlet. Denne gang i Paris, hvor de kunne høre den franske

mødeformand, Mons. Sarraz Bournet, indlede konferencen

med en udtalelse om, at overfiskning kun kunne hindres i

samspil mellem biologerne og fiskeriforeningerne. Allerede

dette næsten neutrale udsagn gav imidlertid basis for

diskussion. Den belgiske delegation følte sig i hvert fald

foranlediget til at give udtryk for, at overfiskning i stedet

skulle hindres ved at forbyde udvidelser af fiskerflåderne

og begrænse fangsterne. Fra dansk side kunne man ikke til-

træde et sådant udsagn, idet man anså de foreslåede foran-

staltninger som uigennemførlige for Danmarks vedkom-

mende. Derimod krævede danskerne, at Belgien snarest ra-

tificerede Nordsøkonventionen, hvorefter denne skulle træ-

de i kraft. Fra den britiske, franske, hollandske og den sven-

ske delegation blev der udtrykt støtte til de danske syns-

punkter om ikraftsættelse af konventionen. Da stort set alle

deltagere var enige om, at der skulle tages initiativ, blev det

vedtaget, at der fra hvert land skulle laves en udførlig stati-

stik til fremlæggelse på en ny konference. Ligesom hvert

land ved denne lejlighed skulle forelægge deres ideer til

foranstaltninger til hindring af overfiskeri. Slutteligt disku-

teredes det, om andre lande skulle indbydes. Den danske

delegation meddelte, at den gerne ville have Tyskland med,

idet det blev anset som hensigtsmæssigt såfremt Tyskland,

der delte farvandsområde med Sverige og Danmark, var

underkastet samme bestemmelser.

Det samlede resultat af konferencen blev vurderet posi-

tivt af danskerne. I Dansk Fiskeritidende fremkom for-

mændene fra de to danske fiskeriorganisationer således

med udtalelser, hvori de samstemmende understregede, at

et sådant internationalt samarbejde gav fine muligheder for

at løse fremtidens problemer

23

.

Efter de, set med danske øjne, gode resultater af årets for-

handlinger valgtes det i 1950 at følge en nogenlunde tilsva-

rende strategi. I tråd hermed blev de fælles nordiske hold-

ninger diskuteret inden et nyt møde om Nordsøfiskeriet i

London i juni måned. På dette fælles nordiske møde, som

afholdtes i svenske Lysekil, havde danskerne efter alt at

dømme stor succes med vinde støtte til sine traditionelle

33