Page 32 - Sjæklen2004

var det op til de enkelte signatarlande at ratificere konventi-

onen hurtigst muligt med henblik på den endelige ikraft-

trædelse berammet til den 5. april 1953

18

.

De første år 1946-1948

Det kan med rette hævdes, at forhandlingerne i relation til

Nordsøkonventionen i de første år prægedes af en vis for-

sigtighed. De delegerede befandt sig alle i en ny situation

og nærede formentlig ikke ønsker om at stille sig uden for

indflydelse ved fra starten at fremkomme med uantagelige

krav. De fleste delegationer følte derfor også, at de fik gode

resultater med hjem efter de første forhandlinger i 1946.

For danskerne var dette dog ikke helt tilfældet - man havde

fra dansk side stillet krav til forhøjelse af mindstemålene, så

disse kom tættere på de danske, men måtte konstatere, at

dette ikke havde været muligt at gennemføre.

Den relative enighed, der gjorde sig gældende i de første

forhandlinger blev på ingen måde det eksempel, man fulgte

i de følgende år. Ret hurtigt begyndte en række af de natio-

ner, der traditionelt havde store fiskeriinteresser i Nordsøen,

således at røre på sig, og samtidig dannedes der forskellige

strategiske alliancer på tværs af landegrænserne. Startskud-

det til denne mere - som det skulle vise sig - konfliktorien-

terede linie kom i forbindelse med forhandlingerne i 1947,

hvor Storbritannien og Holland stillede krav om, at Dan-

mark skulle reducere fiskerflådens tonnage til 75 procent af

1938-niveau, samt ligeledes nedskære fangstmængden til

1938-niveau. Disse omfattende krav kunne på ingen måde

accepteres, og den danske delegation var derfor tvunget til at

søge at modvirke disse. Det gjorde man bl.a. ved at frem-

føre, at Danmark havde større mindstemål end de øvrige

Nordsønationer, og at det typiske danske snurrevodsfiskeri

måtte anses for at være mere skånsomt end de udenlandske

damptrawlere. Yderligere slog de danske forhandlere på, at

der i Danmark var vidtgående fredninger for rognrødspætter

samt særlige fredningstider langs den jyske vestkyst. Ende-

lig blev der argumenteret med den flittige omplantning af

rødspætter til Doggerbanke området, der blev gennemført

fra dansk side til fordel for alle Nordsønationerne

19

.

De danske udsagn har formentlig gjort indtryk, men dog

ikke nok til, at der fra britisk og hollandsk side blev rykket

på kravene. Med en sådan fastlåst situation måtte forhand-

lingerne standses, så de danske forhandlere kunne få lejlig-

hed til at bringe sagen for regeringen. Sideløbende med

denne konsultation havde man også drøftelser mellem

Dansk Fiskeriforening og Vestjysk Fiskeriforening. Sidst-

nævnte drøftelser var særlig møntet på at skabe basis for en

fredning af rødspættebestanden i Nordsøen i en del af året.

Dette afvistes imidlertid af Vestjysk Fiskeriforening med

henvisning til, at dette ville ramme vestkystfiskerne økono-

misk hårdt, uden at det samtidigt nødvendigvis ville stoppe

et udenlandsk fiskeri i området. Også Dansk Fiskerifore-

ning var imod en fredning, idet det frygtedes, at vestkystfi-

skerne i forbindelse med en sådan blot ville kompensere

ved et mere intensivt fiskeri i de indre farvande. De gen-

nemførte drøftelser sluttede derfor i stedet med, at man i

fiskeriforeningerne kunne gå ind på en stabilisering af

fiskerflåden i en periode over tre år, således at fiskerflåden

i dette tidsrum ikke ville overstige det øjeblikkelige tonna-

geniveau. Nogenlunde samtidig med, at fiskeriforeningerne

kom til enighed, førtes på ministerielt niveau forhandlinger

med de øvrige nordiske lande for at undersøge, om der her

i gennem kunne opnås støtte til danskerne. Fra svensk side

erklærede man sig villige til en fælles optræden for at bak-

ke op om de danske synspunkter. Nordmændene ville imid-

lertid gå egne veje, og hermed faldt forsøget

20

.

Efter det lille danske mellemspil genoptog man forhand-

linger på internationalt niveau. De genoptagne forhandlin-

ger mundede hurtigt ud i et positivt resultat, idet konferen-

cen ikke alene accepterede det danske udspil, men også gik

med til en overenskomst, således at Storbritannien og Hol-

land nedsatte deres fiskerikapacitet, så der kun landedes 85

procent af fiskemængden fra før krigen. Her stoppede dan-

skernes succes imidlertid, idet spørgsmålet om at hæve

mindstemålene på en række arter, så disse kom på niveau

med de danske, atter blev afvist. Konferencen fik dog trods

dette nederlag en god afslutning, idet det blev vedtaget at

nedsætte en permanent kommission til at sikre, at de ved-

tagne beslutninger blev overholdt. Selv om der var markan-

te uenigheder syntes samarbejdet således at have været inde

32