Page 35 - Sjæklen2004

Efter nogle intense forhandlingsår med flere åbne brud

og konflikter, der mere havde svækket end styrket Nord-

søkonventionen, blev 1952 et stille år for de danske for-

handlere. Der gennemførtes en række fællesnordiske drøf-

telser, hvor danskerne gav udtryk for betænkeligheder over-

for konventionen. Et af de danske hovedankepunkter var de

vedtagne maskevidder i tungetrawl på 80 mm, som blev

anset for at være for store. Herudover klagede danskerne

over den udenlandske fiskerikontrol, som blev anset for at

være for dårlig. Dette emne blev i øvrigt igennem årene flit-

tigt vendt under debatterne om Nordsøkonventionen. Akti-

viteterne i 1952 strakte sig imidlertid ikke til mere end det-

te, og den eneste væsentlige internationale nyhed var en

vesttysk erklæring om at tiltræde Nordsøkonventionen ved

udgangen af året

28

.

Et fiskeri på dispensation 1953-1956

I starten af året 1953 kom der atter skred i udviklingen. I

marts måned meddeltes det således i Dansk Fiskeritidende, at

der på et møde i London mellem landene inden for Nord-

søkonventionen var opnået enighed om at udsætte ikrafttræ-

delsen af konventionens bestemmelser vedrørende mindste-

mål for fiske- og maskestørrelser i ét år frem til den 5. april

1954. Sammesteds blev det oplyst, at det første møde i den

kommission, der var nedsat i henhold til konventionen, ville

finde sted i maj måned samme år

29

.

I overensstemmelse med denne oplysning igangsattes et

første kommissionsmøde i London nogle få måneder senere.

Om dette møde hed det, at det primært havde til formål at

diskutere kommissionens struktur og arbejdsform samt kom-

missionens juridiske beføjelser, medens der ikke ville blive

gennemført egentlige realitetsforhandlinger. Danskerne, der

som de første tog ordet, erklærede sig enige i formålet med

mødet, men pointerede samtidigt, at når de juridiske aspekter

var blevet afklaret, ville der fra dansk side blive rejst spørgs-

mål om bestemmelserne for tunge- og for hvillingfiskeriet.

Også fra belgisk side ytredes der sådanne ønsker. Disse første

udsagn kom dog ikke til at ændre dagsordenen, hvilket for-

mentligt heller ikke havde været hensigten. Målet var for-

mentlig det mere afgrænsede udadtil at erklære sig rede til at

kæmpe for sine synspunkter. Foreløbig centreredes debatten

således om kommissionens mandat, og her fandtes en skan-

dinavisk front bestående af Norge, Danmark, Sverige og

Island, som enstemmigt erklærede, at kommissionen kun var

berettiget til at træffe beslutninger vedrørende maskemål og

mindstemål. I modsætning hertil var det den franske og briti-

ske holdning, at kommissionen var berettiget til at beskæfti-

ge sig med alle overfiskningsspørgsmål. De skandinaviske

lande medgav, at sådanne spørgsmål kunne diskuteres på et

uformelt plan, men fastholdt, at der ikke kunne træffes

beslutninger herom. Med disse udvekslinger af synspunkter

afsluttedes mødet, og mødedeltagerne kunne se frem til de

kommende drøftelser om Nordsøkonventionen med en klar

fornemmelse af, at disse nok næppe ville blive problemfrie

30

.

Disse antagelser viste sig til fulde at blive indfriet, da de

delegerede atter satte sig til bordet i september 1953. Dan-

skerne, der ved den nyligt afholdte konference havde været

ude med klare markeringer i forhold til konventionsteksten,

fulgte fra starten denne linie op med en beklagelse over, at

konventionen stod overfor tiltrædelse næsten uforandret, idet

meget i fiskeriet ifølge danskerne var blevet ændret siden den

første affattelse af konventionen otte år tidligere. Med dette

udsagn sigtede danskerne meget tydeligt til det omfattende

danske industrifiskeri, som i mellemtiden var vokset frem, og

som nu i stigende omfang gav danskerne problemer med at

leve op til konventionsteksten. Dette afspejlede sig også i den

efterfølgende argumentation. Danskerne fastholdt, at det bed-

ste bud på en løsning af overfiskningsproblematikken i Nord-

søen fortsat var højere mindstemål. Dog mente danskerne

ikke, at dette burde gælde for hvilling, idet hvilling ikke tidli-

gere havde været underlagt mindstemål i Danmark. Desuden

blev det anført, at industrifiskeriet efter sild og brisling næsten

var umuligt at drive uden betydende bifangster af hvilling.

Skulle der indføres mindstemål på hvilling, var det dansker-

nes synspunkt, at dette kun skulle gælde for konsumfiskeriet.

Repræsentanterne fra Belgien, Frankrig, Holland, Spanien og

Vesttyskland støttede de danske synspunkter, men fra såvel

svensk som norsk og britisk side kunne man ikke støtte dan-

skerne. Den uventede modstand fra de tidligere støttelande,

Norge og Sverige, gjorde utvivlsomt indtryk på de danske

35