Page 45 - Sjæklen2004

45
Fra Cairo til Vadehavet
Af Torben Abd-El Dayem
Borebissen, fiskeren, sømanden, skibsbyggeren og havne-
arbejderen har alle en historie at fortælle. Uanset om den
enkeltes livsbane har været normal eller atypisk, så rum-
mer den maritime verden en mangfoldighed af skikkelser,
hvis livshistorie er værd at få bevaret, fordi de på hver sin
vis fortæller om en given tids vilkår og muligheder. Fiske-
ri- og Søfartsmuseet i Esbjerg har derfor forsøgt at anspo-
re ældre personer fra de maritime erhverv til at nedfælde
deres historie, så den kan komme eftertiden til gode. Tor-
ben Abd-El Dayem, tidligere lærer på Statens Søfartssko-
ler, har reageret på museets anmodning og beretter her om
en lidt usædvanlig livsbane, der førte ham fra Cairo til
Vadehavet.
Min egyptiske barndom
I 1925, midt i Charleston-tiden, mødtes en ung pige fra
Danmark og en ung mand fra Egypten i Paris. Resultatet af
dette møde var, at jeg blev født den 20. marts 1926. Mine
forældre blev først gift 6 måneder efter min fødsel, fordi
min far havde vanskeligheder med at fremskaffe de rele-
vante papirer til et regulært europæisk giftermål. På trods
af at min opvækst kom til at ligge i Cairo i Egypten, skul-
le jeg have et dansk fornavn, idet mine forældre allerede da
havde bestemt, at min fremtid lå i Danmark. Aly fik jeg
imidlertid også som fornavn, fordi der i min egyptiske
familie i hver generation enten er en Aly eller en Mabruk.
Jeg blev navngivet Aly Torben. Min far bestemte også, at
de fælles børn skulle opdrages på dansk, for det kunne min
mor bedst gøre på hendes eget sprog. Jeg skulle ikke døbes.
Det skulle jeg selv bestemme, når jeg blev gammel nok.
Min søster, som kom til verden 3 år og 10 måneder senere,
blev navngivet Birthe.
Far syntes, at vi begge skulle have en ordentlig skole-
gang, og han fandt, at det bedste ville være en privat skole.
Ifølge min far var den egyptiske folkeskole ikke god nok,
de franske var enten strenge skoler drevet af jesuitter eller
også var de frivole, og de engelske skoler var for snobbe-
de. Så var der kun de tyske skoler tilbage. Far underviste på
den tyske katolske skole, så det var billigt i skolepenge.
Der gik jeg med min søster. Jeg blev også medlem af de
engelske spejdere, 11th Cairo Troop, Roland Phillips
Group. Jeg lærte at læse og skrive dansk af min mor. Min
morfar sendte mig Ole Bole, min første læsebog. Senere
sendte min morfar mange gode drengebøger. Jeg fik bl.a.
B. S. Ingemanns historiske romaner, og også Peder Most-
bøgerne blev sendt fra Danmark.
Da jeg blev 11 år, syntes mor, at det alligevel blev for
piget på en nonneskole. Jeg blev flyttet til den tyske real-
skole drevet af ’Heil Hitler’-folk. Ved indmeldelsen blev jeg
tilbudt at komme i Hitlerjugend! Da så jeg min mor blive
stram, snerpe munden sammen og snerre: Jeg vil have min
søn opdraget internationalt! Han er engelsk spejder! På
skolen fortalte de os om germanerne og de gamle aser. Dem
havde jeg læst om i mine danske bøger, og var deres helt
Sigfrid og vores Sigurd ikke den samme? På tysk slugte jeg
Rhinguldet og mange andre bøger med nordiske sagn, og
jeg filosoferede ofte over, hvor grænsen egentlig gik i for-
holdet mellem dansk og tysk. Englænderne havde jeg med
min egyptiske baggrund derimod dårlige erfaringer med.
De var og blev besættere og behandlede os nedværdigende.