Tobisfiskeriet tog sin spæde start i 1952, hvor der i lav-
        
        
          sæsonen landedes små mængder tobis fanget ved Horns
        
        
          Rev. Fiskeriet tog dog først rigtig fart, da fiskerne i 1956
        
        
          fandt tobis på revlerne sydvest for Doggerbanke. En anden
        
        
          ’ny’ fiskeart, der ligeledes kom til at danne grundlag for
        
        
          industrifiskeriets ekspansion, var sperlingen. Fiskeriet efter
        
        
          sperling, der startede i 1957-58, foregik langt fra Esbjerg og
        
        
          de andre fiskerihavne, hvor der på dette tidspunkt forarbej-
        
        
          dedes industrifisk. Hovedfangstområdet var Fladen Grund,
        
        
          og fiskeriet foregik typisk i oktober måned. Med inddragel-
        
        
          sen af sperling i råvaregrundlaget var fiskemelsfabrikkerne
        
        
          sikret en nogenlunde kontinuerlig drift igennem året og der-
        
        
          med også et jævnt afkast til fiskerne. De ekspansive ten-
        
        
          denser op igennem 1950’erne kom til et brat stop i 1960,
        
        
          hvor først et svigtende sildefiskeri i Nordsøen og dernæst et
        
        
          prisfald på fiskemel på verdensmarkedet ramte fiskeriet.
        
        
          Krisen havde dog kun en midlertidig natur og allerede i
        
        
          1962 var industrifiskeriet på vej ind i en ny vækstfase, der
        
        
          skulle vise sig at vare de næste tretten år
        
        
          9
        
        
          .
        
        
          I forhold til de øvrige nationer med interesser i Nord-
        
        
          søfiskeriet gik den danske udvikling ikke ubemærket hen.
        
        
          F.eks. førte den intensiverede fangst af småsild til proble-
        
        
          mer, da de ’gamle’ sildefiskenationer, Holland, Vesttysk-
        
        
          land og Norge begyndte at give udtryk for bekymringer
        
        
          over både fangstmængder og bifangster og krævede be-
        
        
          grænsninger. Heller ikke sperlingfiskeriet var problemfrit,
        
        
          idet der også viste sig at være en del bifangst i form af arter
        
        
          som torsk, kuller og hvilling i dette fiskeri. Disse arter
        
        
          udgjorde hovedhjørnestene i det britiske nordsøfiskeri. Ale-
        
        
          ne fangsterne af konsumarterne torsk og kuller udgjorde
        
        
          29
        
        
          
            Sild til industriel forarbejdning losses i Esbjerg.