Page 84 - Sjæklen2003

tøjer. På dette tidspunkt var Esbjerg fiskerihavn kernen i en

sammenhængende infrastruktur for fiskeri, omfattende fis-

kefartøjer, landingskapacitet, fiskeauktion, fiskemelsindustri,

filetfabrikker, skibsbyggerier, bedding, servicevirksomheder,

eksportører samt transportfaciliteter for såvel forarbejdet

som fersk og frossen fisk til aftagermarkederne. Det kan

skønnes, at antallet af beskæftigede i fiskeri og fiskeforar-

bejdning i 1970 var 3.800

25

. Hertil kommer et betragteligt

antal beskæftigede i afledte erhverv, hvis præcise omfang i-

midlertid endnu ikke er tilbundsgående undersøgt.

Af de 600 fiskefartøjer var størstedelen involveret i indu-

strifiskeriet i større eller mindre dele af året. De skippere,

som udelukkende satsede på industrifiskeri, skiftede op gen-

nem 1970’erne trækutterne på mellem 40 og 80 BRT ud

med stålfartøjer, som kunne laste langt større mængder fisk,

hvilket var en stor fordel ved industrifiskeri på fjernere fis-

kebanker. Investeringerne i konsumfiskeriet efter rødspæt-

ter og torsk var mindre omfattende, og i 1976 blev der for

sidste gang bygget en trækutter i Esbjerg. Der skete således

en opdeling af fiskerihavnens infrastruktur i henholdsvis en

»industri«-havn og en »konsum«-havn. I industrihavnen var

losse- og kajfaciliteterne centreret omkring fiskemelsfabrik-

kerne, og i konsumhavnen lå fiskeindustrier og -eksportør-

virksomhederne i nærheden af fiskeauktionen. De to havne-

afsnit var adskilt af isværket, som var en grundlæggende fa-

cilitet for fartøjer i begge typer fiskerier. Men hvor fang-

sterne og teknologiudviklingen i industrifiskeriet og fiske-

melsindustrien op gennem 1990’erne havde en forholdsvis

stabil årlig omsætning af mel og olie på mellem 500 og 800

mio. kr. og dermed muliggjorde et rentabelt fiskeri

26

, skete

der i begyndelsen af 1990’erne noget nær et kollaps i kon-

sumfiskeriet. I 1980’erne havde de esbjergensiske konsum-

fiskere i lighed med andre danske fiskere nydt godt af et

særdeles lukrativt torskefiskeri i Østersøen. Men i 1992-93

slog en række faktorer benene væk under fiskere og fiske-

industri. Verdensmarkedspriserne faldt - bl.a. som følge af,

at sej (»Alaskan pollack«) slog igennem som en billig råva-

re til erstatning for torsk, samtidig med at torskebestanden

- og dermed også fangstkvoten - reduceredes drastisk. Det

stod efterhånden klart, at der var behov for at nedskære

fangstkapaciteten i fiskeflåden, og en massiv ophugnings-

runde fulgte. I den samme proces viste det sig i Esbjerg, at

de største konsumfiskeindustrier inden for forarbejdning af

rødspætter, torsk og kuller var ude af stand til at overleve i

konkurrencen. Svigtende landinger i Esbjerg sammenholdt

med den knivskarpe konkurrence fra ikke mindst holland-

ske og britiske aktører gjorde, at såvel fladfisk som rundfisk-

markedet i Esbjerg blev kraftigt decimeret

27

.

På trods af, at der også var prisfald på industrifisk, beva-

redes industrifiskeriets infrastruktur intakt gennem 1980’erne

og 1990’erne via bl.a. rationaliseringer, sammenlægninger

og teknologiudvikling inden for miljøområdet. Verdensmar-

kedet for fiskemel og fiskeolie var ikke udelt til Esbjerg-

fiskernes gunst, men da de to fiskerejede andelsfiskemels-

fabrikker i 1989 fusionerede, sikrede man sig en favorabel

konkurrenceposition, der muliggjorde de teknologiske inve-

steringer i en optimering af produktkvaliteten, som var en

forudsætning for fortsat konkurrencedygtighed. Det var

således de faste leverandører til fiskemelsfabrikken, dvs.

ståltrawlerne på 150 BRT og derover, som overlevede ophug-

ningsrunden - bl.a. fordi industriarterne fortsat var ukvote-

rede. Ståltrawlerflåden i Esbjerg udgjorde ved årtusindskiftet

fortsat 21.000 BRT eller cirka 20% af den samlede tonnage

i Danmarks fiskeflåde

28

. Industrifiskeriets situation gennem-

gik også en ændring i forholdet til lokalsamfundet, idet man

på fiskemelsfabrikkerne med held gennemførte omfattende

miljøinvesteringer i en reduktion af lugtgenerne samt i rens-

ning af spildevand. Disse tiltag lagde en dæmper på mange

års højlydt kritik fra Esbjerg-borgerne, men udgifterne un-

derstregede det særlige vilkår, som virksomheder på Esbjerg

Havn er underlagt, og som ikke mindst hænger sammen med

den geografiske placering ved Vadehavet, som nyder inter-

national bevågenhed for sine høje naturværdi.

Antallet af fiskefartøjer i Esbjerg faldt fra 1980 til 1996

fra 346 til 122, og alene blandt trækutterne, som repræsen-

terede langt størstedelen af konsumfiskeriet, forsvandt 178

fartøjer, svarende til 82% af trækutterflåden

29

. Tilsvarende

forsvandt i konsumfiskindustrien i perioden fra 1990 til 1997

cirka 800 arbejdspladser, heraf alene 500 inden for 1

1

/

2

år i

forbindelse med lukningen af de to største fiskeindustrier på

84