Page 91 - Sjæklen2003

ningen med Københavns Havn, som i løbet af 1990’erne

har bebygget sin havnefront med talrige eksklusive bolig-

byggerier, erhvervsdomiciler og kulturinstitutioner. Disse

har sjældent relation til de traditionelle havneaktiviteter,

men københavnere viser med stolthed den nye havnefront

frem som et eksempel på visionær arkitektur og udnyttelse

af byens gamle kajnære områder. Med henvisning til det

faktum, at København siden 1970 er gået fra at have 19% til

at have 8% af den samlede godsomsætning i danske havne,

kunne man her påpege, at denne type fornyelse kun finder

sted i havneområder, hvor man har opgivet at lave normal

rentabel havnedrift på arealerne. Tilstedeværelsen af sådan-

ne nye havnemiljøer kan under alle omstændigheder komme

til at udgøre en effektiv forhindring for en fremtidig re-

vitalisering af de mere traditionelle havneaktiviteter. Be-

slutning om iværksættelse af sådanne initiativer kan derfor

være uigenkaldelig, hvorfor det forinden vil være nødven-

digt, at havneledelsen foretager en række vurderinger - også

i Esbjerg.

I udgangspunktet må det nøje vurderes, hvorvidt der

fortsat vil være mulighed for rentabel havnedrift eller ej.

Hvis dette ikke er tilfældet, kan man som erstatning for det

tabte forretningspotentiale roligt invitere alternative aktivi-

teter inden for på havnefronten. Såfremt muligheden for

rentabel havnedrift fortsat eksisterer, må man vurdere det

samfundsøkonomiske potentiale ved fortsat havnevirksom-

hed kontra alternativ udnyttelse af kajnære arealer. Ønsker

man herefter at satse på både det ene og og det andet, må

det endelig vurderes, hvorvidt de forskellige typer af aktivi-

teter på fornuftig vis kan adskilles fra hinanden, så man ikke

ender med at sammenblande forskellige typer af aktiviteter

som i sidste ende vil vise sig uforenelige med hinanden.

Problemerne er nemlig ikke alene knyttet til kampen om

plads på de mest kajnære arealer. Der er nok så meget tale

om, at den normale havnedrift inden for alle havnens akti-

vitetsområder er forbundet med bivirkninger i form af støj,

lugt og tung trafik, og at disse næppe kan forenes med de

krav til æstetik og miljø, som stilles til offentlige rum med

boliger, kontorfaciliteter, detailhandel og fritidsmiljøer.

I Esbjerg er den gamle dokhavn den del af havnen, der

betegnes som den mest attraktive for udbygning med boli-

ger og kontorer, men faktisk opkøbte Statshavnsadministra-

tionen allerede på et tidligt tidspunkt et areal mellem

dokhavnen og Esbjerg by med det formål at lave en »buffer-

zone«, som på den ene side kunne skåne byen for havnens

støj og trafik, samt på den anden side give havnens virk-

somheder frihed til at udføre sine opgaver optimalt.

Hvis planerne om at forbinde by og havn via alternativ

ikke-havnerelateret udnyttelse af dokhavnen føres ud i livet,

kan det få konsekvenser for aktiviteterne på containertermi-

nalen, som på nordsiden er nærmeste nabo til dokhavnen,

og for offshore-industrien, som har koncentreret en stor del

af sine aktiviteter ved dokhavnen og umiddelbart syd her-

for.

Støj, lugt og gene fra håndteringen af containere og tra-

fikken til og fra containerterminalen indebærer risiko for

uforenelighed med tilstedeværelsen af hoteller og forret-

ningscentre i dokhavnen.

Skal containerterminalen flyttes fra sin nuværende pla-

cering, er den eneste mulighed formentlig at flytte den til et

område mod sydøst, hvor havnen har store arealer til rådig-

hed. Disse arealer er imidlertid allerede i brug som oplag-

ringsarealer til bl.a. rør til offshoresektoren samt andet

pladskrævende projektgods, og denne facilitet er afgørende

for, at havnen fortsat kan håndtere denne type opgaver. På

sigt kan et mere bymæssigt miljø langs havnefronten såle-

des risikere at skabe en arealkonflikt mellem de maritime

erhvervssektorer på andre dele af havneområdet samt hin-

dre havnens muligheder for at skabe plads til omstruk-

tureringer, som måtte vise sig nødvendige for at tilgodese

fremtidens infrastrukturelle behov.

Presset på havnearealerne sættes yderligere i relief af de

problemer, som havnen og dens virksomheder allerede i en

årrække har haft med at leve op til mere konventionelle mil-

jøkrav, der siden 1970’erne er blevet stadig mere skarpt for-

muleret af private såvel som af offentlige myndigheder. Den

tidevandsvariation, der fra begyndelsen gav Esbjerg en styr-

ke som en stort set isfri havn, har efterhånden vendt sig til

et symbol på en svaghed i konkurrencen med andre danske

havne. Tidevandsforskellen hænger sammen med det faktum,

91