Page 83 - Sjæklen2003

Fiskeri

Ligesom udvindingen af kulbrinter er fiskeri karakteriseret

ved at være en direkte udnyttelse af naturressourcer. Man

kan således gå ud fra, at det infrastrukturelt gælder for hav-

ne om at kunne tilbyde kunden, dvs. fiskerne, den optimale

modtagelse, behandling og videresendelse af råvaren. I lig-

hed med offshoreaktiviteterne gælder det således for fiske-

risektoren, at de infrastrukturelle forudsætninger for god

havnedrift ikke kun udgøres af gode transportmuligheder,

dvs. jernbane, vejnet, kajplads, bassiner, løb osv. Det er nok

så væsentligt, at havnen kan huse dels de virksomheder, som

lever af at udvinde ressourcerne (dvs. fiskeindustri samt

faciliteter og redskabshuse for fiskefartøjer), dels virksom-

heder, som lever af at servicere disse (metalindustri, hånd-

værks- og øvrige servicevirksomheder samt værfter). Es-

bjerg fiskerihavn omfatter hertil 5 rummelige havnebassiner

med en samlet kajlængde på 4,5 km samt auktionshal, los-

sefaciliteter, talrige pladser til opredning af fiskeredskaber

og arealer, hvor fiskerirelaterede virksomheder inden for for-

arbejdning og service har gode muligheder for at udfolde

deres virke. Udnyttelsen af fiskerihavnens infrastrukturelle

faciliteter har imidlertid gennem de sidste årtier af det 20. år-

hundrede gennemgået væsentlige ændringer.

Esbjerg Havns historiske udvikling som fiskerihavn tog

fart i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det

20. århundrede, da fiskere i stort tal kom til Esbjerg, navn-

lig fra fiskerlejerne længere oppe ad den jyske vestkyst. Det

vigtigste fiskeri var snurrevodsfiskeriet efter rødspætter samt

efter torsk og kuller, og i takt med at fiskefartøjer i hundred-

vis blev bygget til fiskeri med base i Esbjerg, udvidedes

havnen med bassiner forbeholdt fiskekutterne. Langs kajer-

ne voksede en skov af fiskeeksportører, skibsbyggerier, mo-

torfabrikker og andre servicevirksomheder frem. Jernbane-

forbindelsen til Esbjerg sikrede en hurtig transport af fersk

fisk til baglandet, og navnlig afsætningen til det tyske mar-

ked kom til at udgøre den økonomiske basis for udviklingen

af det esbjergensiske fiskeri. I mellemkrigsårene begyndte

esbjergensiske vognmænd at sende fisk med lastbil til Tysk-

land i det, der skulle vise sig at være en særdeles effektiv og

konkurrencedygtig transport af fisk til aftagermarkedet syd

for den tyske grænse. Ved 2. verdenskrigs slutning havde Es-

bjerg en hjemmehørende fiskerflåde på mere end 500 far-

tøjer

22

.

I de første år efter krigen tvang en kombination af stag-

nerende økonomi og skuffende fangster den esbjergensiske

fiskerisektor til at forsøge sig med nye fiskerier og nye for-

mer for bearbejdning af fisken. Fiskerne forsøgte sig bl.a.

med sildefiskeri med brug af flydetrawl samt tun- og hajfi-

skeri, og på havnen skød egentlige fiskeindustrier op i for-

bindelse med, at fryseteknologien slog igennem i industri-

en og banede vejen for industriel forarbejdning af fladfisk og

rundfisk til fileter. På få år blev Esbjerg Danmarks største

fiskeindustriby med bl.a. 35 filetfabrikker og en række sal-

terier, røgerier og hermetikfabrikker

23

.

Sildefiskeriet efter konsumsild til saltning blev ikke no-

gen succes, men i forsøget på at holde priserne oppe havde

fiskerne i 1948 på andelsbasis investeret i en sildeoliefabrik,

som kunne aftage den fisk, der ikke havde opnået mindste-

prisen på auktionen. Denne industri skulle snart blive et

hovedomdrejningspunkt i Esbjergs fiskerisektor. To år efter

anlæggelsen af fabrikken begyndte de lokale fiskere at lan-

de sild, som var fanget på Bløden, få timers sejlads fra

Esbjerg. Sildene var ikke egnede til konsum, men de var

særdeles olieholdige og dermed meget velegnede til produk-

tion af fiskeolie og fiskemel. I løbet af det næste årti skød

flere fiskeolie- og fiskemelsfabrikker op på havnen og deres

samlede kapacitet udvidedes mangefold. Nye arter af fisk

blev inddraget i det, som nu blev kendt som »industrifiske-

ri«, det drejede sig om tobis og sperling samt i 1970’erne

brisling, der erstattede silden, hvis bestandsudvikling efter-

hånden nåede et foruroligende lavpunkt. Siden 1977 har det

været forbudt at fiske efter sild til industriel brug, og i ste-

det opstod igen i 1980’erne et fiskeri efter sild til konsum-

anvendelse, og en moderne sildefiletfabrik, ESSI, blev an-

lagt på fiskerihavnen

24

.

Konsumfiskeriet efter rødspætter og torsk kom igen på

fode i løbet af 1950’erne. Kombineret med det succesrige

industrifiskeri skabte dette en veritabel højkonjunktur i det

esbjergensiske fiskerierhverv i 1950’erne og 1960’erne, og

ved indgangen til 1970’erne bestod flåden af over 600 far-

83