Page 43 - Sjæklen2011

Mission og skel
Det motoriserede snurrevodsfiskeri fra Esbjerg fortsatte
væksten i de første årtier af 1900-tallet, og antallet af fastbo-
ende fiskere voksede for hvert år. De mange esbjergfiskere,
som stammede fra Holmsland Klit, tiltrak fortsat unge fra
hjemegnen, og mange unge, som havde oplevet missionen
derhjemme, havde i deres nye hjemby let ved at blive sluset
ind i det aktive missionssamfund her. At komme til Esbjerg
som ung kokkedreng og få hyre om bord på en snurrevods-
kutter blev en typisk karrierevej for mange drenge, og i Es-
bjerg var der mulighed for at leve både arbejdslivet og friti-
den inden for missionen. I modsætning til andre unge, som
blev en del af den fremvoksende befolkning af industriar-
bejdere i Esbjerg, tilbragte de unge fiskere næsten hele deres
arbejdsliv til søs. Her bestod det sociale liv af et par ældre
fiskerkolleger og en skipper, som når de tilhørte missionen
ville sørge for en dagligdag om bord med andagt, salmesang
og bøn. I kombination med det hårde og farefulde arbejde
med havfiskeriet, hvor der med jævne mellemrum forekom
ulykker og forlis, og hvor der hvert år var fiskere, som mis-
tede livet, var det et socialt og åndeligt miljø, som invite-
rede til, at man blev en aktiv del af det missionske samfund.
Mængden af fritid var begrænset, og der var forholdsvis få
anledninger for disse unge fiskere til at lade sig friste af by-
ens værtshuse og af den verdslige underholdning, især når
man tager i betragtning, at søndage for missionsfiskerne var
ensbetydende med helligdage, hvor tiden blev brugt i fæl-
les religiøse sammenhænge, til gudstjeneste og til andagt og
samvær i missionshuset. Efter oprettelsen af Sømandshjem-
mene i hhv. 1903 og 1927 blev der også her holdt missions-
møder på søndage og på hverdagsaftener, og møderne var
særlig rettet mod fiskere, som endnu ikke havde etableret
sig fast i byen. 11
Fiskerbefolkningen i den nye by boede for størstedelens
vedkommende i den vestlige del af byen, og dagliglivet her
kom til at bære præg af den forskel i livsopfattelse og syn-
lige sociale omgangsformer, som eksistererede mellem de
missionske og de ikke-missionske. Som havneby og nybyg-
gerby var Esbjergs befolkning præget af meget andet end
det missionske, og livet på gaden med søfolk, havne- og
industriarbejdere, værtshusliv og livlig forretningsaktivitet
udgjorde givetvis ofte en kontrast til de værdier om må-
dehold og afholdenhed, som missionsfolkene ønskede at
fremme. Kontrasterne mellem forskellige livsopfattelser og
omgangsformer skabte sammen med det stærke fællesskab
blandt de missionske et socialt skel mellem missionsfisker-
ne og de ikke-missionske, som i de følgende årtier kom til
udtryk på flere måder. Jens Bredmose Simonsen blev født i
1918 som søn af en missionsfisker, og fra sin barndom og
ungdom huskede han tydeligt, at der herskede et skel mel-
lem ”dem” og ”os”:
”Det var som regel børn fra missionske hjem, der legede
sammen. Der boede en fiskerfamilie i Islandsgade, som ikke
var missionske, så børnene fra dette hjem legede vi slet ikke
med. Mine forældre kunne sagtens gå forbi denne familie,
men ingen af dem gjorde tegn til at hilse på hinanden. Så
kraftig var skellet dengang. Man snakkede ikke med folk,
der ikke tilhørte kredsen – kun med ganske få undtagelser.”12
Når Jens Bredmoses far skulle have en ny mand forhyret
på kutteren, var det som regel en ung mand hjemme fra Klit-
ten, og det skete efter anbefalinger fra familie og bekendte
på hjemegnen. Klitfolk, fortæller Jens Bredmose, ”var jo
folk, der ville og kunne bestille noget uden at lave vrøvl”, og
det kan tilføjes, at når man rekrutterede hjemmefra, så sik-
rede man også, at de nye fiskere fra begyndelsen var knyttet
til det missionske samfund og var indstillet på de betingel-
ser for fiskeri og livsførelse, som gjaldt her.
Skellet mellem de missionske og de ikke-missionske
fiskerfamilier blev underbygget af et sammenhold blandt
missionsfiskerne, som også omfattede at man støttede hin-
anden økonomisk og gav til værdigt trængende, når nogen
var kommet i vanskeligheder på grund af sygdom, ulykker
eller lignende. I Indre Mission var man kendt for at være
gavmild over for sine egne, især når der var tale om men-
nesker, der, som det typisk blev udtrykt, havde ”sagt ja til
Jesus” og dermed knyttet sig uforbeholdent til trosfælles-
skabet. Resultatet var en daglig praksis, hvor man inden
for missionsflåden gennem økonomisk og social støtte til
hinanden knyttede stærke relationer, som rakte langt ud
over de rent åndelige fælles interesser.13 Dette var med til
43