Page 52 - Sjæklen2011

ces kastede sig over dette fiskeri, var velstandsstigningen i

forhold til forældregenerationens vilkår i mellemkrigsårene

særdeles mærkbar. Betydningen af det sociale og økonomi-

ske netværk i missionsfiskernes kreds mindskedes, og delta-

gelsen i missionshusets og de kirkelige aktiviteter tog mere

og mere form af et frivilligt engagement, som man kunne

vælge fra. Indre Mission er som nævnt ikke en forening med

individuelt medlemskab, og derfor oplevede man ikke no-

gen medlemsflugt, men det, som KFUM i krigsårene omtalte

som pengerigeligheden, blev efterhånden en selvfølge for

familierne, og kun de mere sociale og traditionsbetingede

bånd knyttede nu folk til missionen. Til havs mindskede de

missionske kutterejere niveauet for andagt og salmesang for

ikke at støde dygtige, ikke-missionske partsfiskere væk, og

hvor det i slutningen af 1800-tallet havde været missionen,

som var ny og spændende for ungdommen, så gjorde det stik

modsatte sig gældende i det danske velfærdssamfund i de

sidste årtier af 1900-tallet. Indre Mission spillede ikke læn-

gere nogen fremtrædende rolle, hverken for ungdommen el-

ler for lokalsamfundets og fiskerierhvervets trivsel, og mis-

sionsfiskernes tid var ved at være forbi på havnen i Esbjerg.

Afslutning

Missionsfiskernes rolle i Esbjerg og i Esbjergfiskeriet tog

sin begyndelse omkring år 1900, da vækkelser fandt sted

såvel i Esbjerg som på Holmsland Klit, hvorfra en stor del

af Esbjergs nytilflyttede fiskerbefolkning stammede. Mis-

sionsfolkenes overbeviste form for kristendom og afhol-

denhed appellerede til mange unge, og der opstod et klart

skel mellem de missionske og de ikke-missionske såvel til

havs som i den almindelige sociale omgang i byen. Mis-

sionsfiskernes stærke sammenhold, deres fokus på den rette

levevis og deres gensidige tillid til hinanden gjorde dem til

en markant gruppering i et fiskerierhverv i vækst, og de var

foregangsmænd på en række områder, herunder oprettelsen

af sømandshjem, som virkede til fordel både for fiskernes

egne interesser, men også mere bredt for fiskere og søfolk på

havnen. Endvidere var missionsfiskerne som gruppe i stand

til at oprette og drive egen indkøbs- og skibsforsikringsfor-

ening, som i enhver henseende viste sig økonomisk fordel-

agtige for medlemmerne af kredsen. Til gengæld uddybedes

skellene mellem de missionske og de ikke-missionske, og

efter ibrugtagningen af den nye fiskerihavn i 1920’erne gik

en række borgere fra sidstnævnte gruppe sammen om opret-

telsen af Hallerestaurationen som et symptom på, at man

ikke brød sig om den missionerende adfærd hos de mission-

ske med udgangspunkt på de to sømandshjem.

Missionsfiskernes fiskerimønster begyndte i mellem-

krigsårene at adskille sig fra ”den anden flådes”, som i sti-

gende grad benyttede længere togter til havs med landin-

ger af iset fisk i britiske havne. Missionsfiskerne foretrak

længe det mere kystnære fiskeri med landinger af levende

fisk i Esbjerg, men markedet for dette forsvandt efter 2.

Verdenskrig, og i stedet sluttede de fleste missionsfiskere

op om det nye industrifiskeri, som også kunne drives med

relativt korte togter. Fiskernes fokus var på søndagshvile

i en sådan grad, at man kaldte dem ”søndagsfiskere” med

henvisning til, at de i kraft af deres religion og deres fælles

forsikringsbetingelser ikke måtte hverken fiske, sejle eller

losse fisk om søndagen. Efterhånden blev denne begræns-

ning dog en hæmsko for missionsfiskernes forening, og i

løbet af 1960’erne ophævedes reglen med henvisning til, at

søndagsfiskeri var et samvittighedsspørgsmål.

Efter helt frem til og med 1940’erne at have været i stand

til at holde fanen højt som en markant religiøs og erhvervs-

mæssig gruppering, mistede missionsfiskerne herefter det

man kunne kalde deres betydning i det verdslige, og reli-

giøse spørgsmål i det fremvoksende velfærdssamfund blev

i alt væsentligt anset for at tilhøre privatsfæren. I mange år

havde Esbjerg sammenlignet med andre større byer et vitalt

og voksende liv inden for Indre Mission og KFUM takket

være fiskerbefolkningens høje aktivitetsniveau, men fra om-

kring 1970’erne var det andre elementer, som prægede fi-

skeriets dagsorden i det, som dengang var Danmarks største

fiskerihavn.

Summary

The “Mission fishermen”, or Sunday fishermen as they are

also called, were a notable minority in Esbjerg’s fishing

industry from around 1900 until after the SecondWorldWar.

52