Page 47 - Sjæklen2011

rolle, at man begyndte at omtale medlemmerne af Union
som ”søndagsfiskerne”, dvs. fiskere, som ikke fiskede el-
ler landede fisk om søndagen. Dette var medvirkende til, at
man i mellemkrigsårene begyndte at kunne se en forskel i
fiskerimønsteret hos henholdsvis missionsflåden og de ikke-
missionske havfiskere. I de første år med snurrevodsfiskeri
fra Esbjerg havde alle kutterne været indrettet med dam til
opbevaring af levende fisk. Fisketogterne var af relativt få
dages varighed, og de levende rødspætter udgjorde største-
delen af landingerne i Esbjerg. I begyndelsen af 1920’erne
blev det imidlertid mere udbredt, at de større havgående kut-
tere fiskede langt til havs på op til mere end 14 dage lange
togter, og der blev ofte landet i britiske havne som Grimsby,
Hull og Aberdeen. Det betød, at det nu var helt normalt for
en Esbjergkutter at være hjemmefra i en måned eller mere
ad gangen, og kutterne blev indrettet med hele eller dele af
lastrummet til iset fisk i stedet for dam til levende fisk. Dette
fiskerimønster passede ikke godt til det arbejdsliv, som mis-
sionsfiskerne ønskede. Med så mange uger i træk, hvor de
ikke kunne komme hjem og holde søndag med familien og
i missionshuset, ville de miste et væsentligt element i deres
åndelige og sociale liv som missionsfiskere. Resultatet var,
at man efterhånden i 1930’erne kunne se en overvægt af
fartøjer med dam, som fortsat drev det mere kystnære fiskeri
og landede i Esbjerg, og som tilhørte missionsflåden, mens
de fleste af de øvrige kuttere drog på længere togter med
hyppige landinger i Storbritannien.19
Der var dog også missionsfiskere, som drev fiskeri så
langt ude, at de ikke nåede hjem til søndag. For disse var
søndagsparagraffen, som Union’s bestemmelser om søn-
E 467 ARCTURUS hjælpes i land af E 2 SARON og E 97 ESTER efter kollision til havs i maj 1939. ARCTURUS var synkefærdig, og de to
kutteres bjærgning af kollegaskibet blev bemærket som et eksempel på sammenholdet inden for skibsforsikringen Union.
47