Page 50 - Sjæklen2011

Nye tider: Industrifiskeriet

Efter 2. Verdenskrig forventede de fleste, at der ville være

rigeligt med rødspætter og andre konsumfisk i Nordsøen til

at sikre god indtjening for Esbjergfiskerne. Efter et par ac-

ceptable fangstår 1946-1948 blev det imidlertid tydeligt, at

de mange store kuttere, som var bygget i takt med de store

indtægter under krigen, ikke kunne opnå tilstrækkelig ind-

tjening ved fortsat snurrevodsfiskeri i Nordsøen. Der blev

forsøgt mange nye fiskerier, fra tun- og hajfiskeri over sil-

defiskeri på Fladen Grund til fjernfiskeri så langt borte som

Barentshavet og ved Island og Grønland. Missionsfiskerne

deltog også i disse forsøg, og mange var f.eks. i Barentsha-

vet i 1951-52, dog uden den store fortjeneste.

27

Det fiskeri,

som endte med at blive løsningen på flådens indtjeningspro-

blemer i disse år, var trawlfiskeriet efter sild, tobis og sper-

ling til fiskemel og fiskeolie, det såkaldte industrifiskeri.

Dette fiskeri blev i 1950’erne udviklet fra Esbjerg i en grad,

så man i løbet af 1960’erne fik større omsætning i industri-

fiskeriet end i snurrevodsfiskeriet efter konsumfisk.

28

I slutningen af 1940’erne var efterspørgslen efter levende

rødspætter kraftigt nedadgående, og de tilbageværende mis-

sionskuttere med dam havde derfor ikke længere noget mar-

ked til afsætning af fangsterne. Fremtiden lå for konsumfi-

skeriet inden for det havgående fiskeri efter rødspætter, som

blev iset og landet efter 1-2 ugers togter i England eller i Es-

bjerg, og det passede ikke godt med missionsfiskernes ønske

om at være hjemme til søndag. De første tegn på utilfredshed

med den absolutte regel om at holde søndagshvile fremkom

netop på grund af problemerne i forbindelse med fiskeriet

langt væk fra Esbjerg og vanskelighederne ved at undlade

sejlads og evt. landing i England på søndage. De første kut-

terejere forlod Union i 1948-49 for danne Esbjerg Gensidige

Skibsforsikring, som nu blev en konkurrent til Union med

hensyn til at forsikre de lokale kuttere til fordelagtige vilkår.

Fiskeriet efter sild eller tobis direkte til fiskemelsfabrik-

kerne viste sig i denne situation at være en kærkommen mu-

lighed for missionsfiskerne for at bibeholde et fiskerimøn-

ster med korte togter, så de kunne være hjemme i havn i tide

til at holde søndag. Industrifisk fiskedes i store mængder,

men fisken var let fordærvelig i de relativt små fartøjer, som

man benyttede i 1950’erne, og derfor kom fiskerimønsteret

til at ligne damfiskeriet med korte, hyppige og intense fiske-

togter, der som regel kunne passes ind, så man var hjemme

til søndag.

Problemerne opstod imidlertid omkring fabrikkernes

produktionskapacitet. De mange søndagsfiskere, som øn-

skede at holde søndag fri, hobede sig op i havnebassinerne

om lørdagen, og hvis ikke de nåede at losse inden midnat, så

måtte fabrikkerne vente 24 timer med at losse videre fra kut-

terne, da missionsfiskernes søndagsparagraf også omfattede

forbud mod losning af fisken. Fabrikkerne ville gerne kunne

sprede landingerne hen over ugen, men når der kom en hel

hær af søndagsbåde på én gang, så kunne produktionskapa-

citeten i visse tilfælde ikke følge med. Resultatet var helt

forudsigeligt, at der opstod konflikter mellem fabrik og kut-

terejere, ligesom situationen gav anledning til utilfredshed

blandt de øvrige fiskere. Den største fabrik, Andelssildeolie-

fabrikken, hvor de fleste missionsfiskere var leverandører,

var en fiskerejet virksomhed, og de mange kutterlaster, som

hobede sig op om lørdagen og i nogle tilfælde lå over til om

mandagen, gav anledning til lavere effektivitet på fabrikken

og deraf følgende tab for alle de andelshavende kutterejere.

29

Det var en uholdbar situation, og søndagsreglen blev i

stigende grad en hæmsko, da industrifiskerne omkring 1959

begyndte at fiske sperling på Fladen Grund i den nordvest-

lige del af Nordsøen. Dette fiskeri foregik i farvande, som

lå væsentligt længere væk fra Esbjerg end tobis- og silde-

bankerne, og dermed var det forbundet med længere sejltid

og længere fangsttogter. Sperlingfiskeriet fandt sted i den

periode, hvor der hverken blev fisket efter sild eller tobis, og

ved at gå ind i sperlingfiskeriet kunne industrifiskerne fylde

hele fangstkalenderen ud uden at behøve at rigge om til kon-

sumfiskeri i en del af året. Dette var økonomisk meget til-

lokkende, men det krævede både større fartøjer og villighed

til at tage de længere fangstture til Fladen Grund. Mange af

de yngre missionsfiskere var interesseret i dette fiskeri, men

det var kun vanskeligt foreneligt med deres medlemskab af

Union, da de ville være nødt til enten at fiske eller sejle om

søndagen for at kunne lande fangsten i tilstrækkelig god

tilstand til fabrikken i Esbjerg. Som følge heraf begyndte

50