Page 51 - Sjæklen2011

Union at modtage udmeldinger især fra yngre skippere med

nyere fartøjer, der ellers var attraktive medlemmer for en-

hver forsikringsforening. Men i 1950’erne og 1960’erne var

det ikke længere en selvfølge, at Union’s medlemmer var

tilknyttet Indre Mission, idet mange yngre skippere var i

forsikringen, fordi de oprindeligt havde fået part sammen

med en ældre kutterejer, der allerede var medlem. Tilsvaren-

de var den yngre generation af fiskere, hvis familier havde

været knyttet til missionen, ikke så entusiastiske omkring

det religiøse, som generationen fra mellemkrigsårene havde

været, og udmeldelse af forsikringen var derfor en plausibel

løsning for mange.

30

Som følge af de mange tilkendegivelser om, at moderne

fiskeri ikke var foreneligt med religiøst betingede begræns-

ninger, endte Unions søndagsparagraf med endeligt at blive

ophævet i december 1967. Det skete dog først efter flere

års diskussioner, som til sidst også omfattede en henven-

delse fra foreningen til landsformanden for Indre Mission.

Men med henvisning til, at det måtte være et samvittigheds-

spørgsmål snarere end et forsikringsspørgsmål, hvorvidt

man ville komme hviledagen i hu, ophævedes paragraffen

på et tidspunkt, hvor Union kunne gøre skaden op og kon-

statere, at foreningen på fire år havde mistet 40 medlemsfar-

tøjer, svarende til 30 % af medlemskredsen.

31

Fra dette tidspunkt udgjorde søndagshvilen, som i det

meste af en generation havde været identitetsbærende for

missionsfiskerne, ikke længere et afgørende skel i Esbjergs

fiskerflåde, og i årene derefter blev det andre skillelinier,

som prægede erhvervet. Det religiøse overgik til at blive an-

set som en privat sag, og på fiskerihavnen var det forholdet

til fiskeeksportørerne, forholdet mellem konsum- og indu-

strifiskere samt mellem fiskemelsfabrikkerne indbyrdes,

som gav stof til den daglige debat.

Et anderledes fiskerierhverv

Samlet set var der flere aspekter ved udviklingen i efterkrigs-

tiden, som pegede i retning af en ændring i missionsfisker-

nes erhvervsmæssige og sociale rolle. Helt fra begyndelsen

havde både missionske og ikke-missionske samarbejdet

bredt i Esbjerg Fiskeriforening omkring de fiskerimæssige

spørgsmål, men i mellemkrigsårene var der i stigende grad

opstået en forskel i fiskeriinteresser på baggrund af missi-

onsfiskernes anderledes fiskerimønster i forhold til de an-

dre snurrevodskuttere. Missionsfiskernes særegenhed kom i

denne periode til ikke alene at omfatte deres religiøse og so-

ciale adfærd, men også deres præference for korte, kystnære

togter efter levende fisk, som stod i modsætning til de hav-

gående kutteres længerevarende rejser. Når dertil lægges, at

missionsflåden havde sine egne erhvervssammenslutninger

”Union” og ”Godthaab”, var der ikke mange grunde til at

have samarbejde med andre. I 1950’erne ændredes dette,

da missionsfiskerne ikke alene engagerede sig i industrifi-

skeriet sammen med en stor del af ”den anden flåde”; man

blev medejere af den samme forarbejdningsindustri, idet

alle kutterejere, som leverede til Andelssildeoliefabrikken

samtidig måtte være andelshavere i selskabet. Selv om der

var konflikter omkring losning og søndagssejlads, gav sam-

menkoblingen af fiskeriet og interessen i fabrikkens opti-

male drift af sig selv en masse nye fælles berøringsflader,

og man var nu nødt til at have langt mere kommunikation og

samkvem på tværs af gamle skel. Fiskeskipper Jens Bred-

mose Simonsen beskriver det således:

”Det skarpe skel begyndte at blødes op, da vi begyndte

at trawle sild. Det foregik jo noget længere til havs, og så

var det lige som om, at der gik hul på bylden. Fra det tids-

punkt var vi næsten allesammen makkere og kunne snakke

sammen. [D]et var noget, der skete ganske stille. Det var

nok vores fælles tilknytning til andelsbranchen, der gjorde,

at vi havde fælles interesser, ligesom også penge spillede

en rolle. Begge flåder var godt nok vant til at være medlem-

mer af foreninger og selskaber – såsom ”Union” og ”Godt-

haab” – men hidtil havde der været tale om lukkede kredse

baseret på det skarpe skel. Da så andelsbevægelsen star-

tede, omfattede det jo begge kategorier, hvor ingen havde

tænkt på at lukke anderledes tænkende ude. Hvis man ville

være med, så skulle man af med 7.500 kr. i indskud, og så

fiskede alle på lige vilkår.”

32

Til dette kan man lægge det faktum, at industrifiskeriets

udvikling i 1960’erne og 1970’erne i høj grad var præget

af økonomisk vækst, og for de yngre fiskere, som med suc-

51