Page 128 - Sjæklen2010

128
ningsplanke (ligeledes af eg) dermed kunne vrides rundt
mod bundplanken og den nederste underkant af spanterne
og spigres fast. Dette er ikke muligt med lærk, som er en
blødere træsort. Der var stubbolte i bundplankerne, som var
boltet sammen to og to for ca. hver fjerde bundstok.
Der blev desuden konstateret nogle udfyldninger på un-
dersiden af bundplankerne. Første tolkning var, at der var
tale om småsten, som var aflejret, da skibet stod eller skra-
bede på havbunden. Men Theodor Hansen, der ofte har sin
gang på museet, kunne berette, at det var cement, som han –
da han var dreng lige efter 2. Verdenskrig – havde påført for
at lappe huller efter pæleorm. Theodors fader ejede skibet
fra 1948 til 1956.
Tømrerne fandt, at der ved samlingen af skibet med træ-
nagler var anvendt pinde både udenbords og indenbords til
at fæstne naglerne. Det almindelige har dog været at benytte
kiler indenbords.72 Egenaglerne var kilet indvendig, hvor
imod fyrrenaglerne var pindet både indvendig og udvendig.
Der var overskårne klinkbolte i styrbord side, men senere
isatte bolte med firkantede møtrikker i bagbord side som
stoppede under revisérerne/kimmingsvægerne. De over-
skårne klinkbolte kunne tyde på, at der har været kimings-
væger i eg, men det er dog uvist. Nogle af 6”-spigerne i
garneringen og klædningen havde desuden klinkskruer un-
der hovedet.
Andre everter på Fiskeri- og Søfartsmuseet?
Rejekutteren E 4 Ho Bugt gjorde i slutningen af maj 2010
en usædvanlig fangst i Knudedyb, idet der blev bjærget tre
store og solide planker fra et gammelt skibsvrag. Plankerne
havde tydelige huller efter trænagler, og to af plankerne var
næsten fire meter lange og en halv meter brede. Plankerne
blev bragt til Fiskeri- og Søfartsmuseet, hvor marinarkæo-
loger fra SDU opmålte og dokumenterede dem. Det viste
sig, at der var tale om bøgeplanker, og da plankerne var lige
og solide, er der formentlig tale om bundplanker fra et flad-
bundet fartøj, antagelig en evert. Der blev udtaget prøve til
datering og efter aftale med Strandingsmuseet i Thorsmin-
de, som har det marinarkæologiske ansvar langs Vestkys-
ten, blev plankerne herefter sænket ned i det største af salt-
vandsakvarierne på museet. Denne form for opbevaring er
konserverende for træet, og det giver samtidig en mulighed
for, at publikum kan opleve vragdelene. Der er i skrivende
stund endnu ikke modtaget resultat af dateringen.
Bevaring
Førnævnte S.H. Sørensen, som havde sejlet med Ane Ca-
thrine i 1897, anbefalede i 1967 Allan Hjorth Rasmussen at
slaa Søm i hele Fartøjet Bunden med, brække garneringen
op, og støbe Ca. ½ meter Jernbeton i Bunden, og en Fod
tyk op ad siderne Ca. 1 Fod over Vandlinien, og er noget af
Beklædningen udvendig meget defekt, saa fyld det ud med
Tjærekit, det er det Billigste og bedste maade at bevare Ane
Cathrine paa .73
Som det er fremgået, har museet dog ikke valgt denne
kontante og usentimentale tilgang, og efter det store restau-
reringsarbejde skal Ane Cathrine sikres gode bevaringsfor-
hold. En betingelse for, at Kulturarvsstyrelsen ville støtte
restaureringen, var en fremtidig bevaringsplan. Når et træ-
En evertbund fra Knudedyb?