Page 138 - Sjæklen2010

138
ført til, at hvidnæsen døde. Det var dog ikke muligt med
sikkerhed at fastslå, hvad der var årsag til hvidnæsens død.
Dette udfald af undersøgelserne er dog langt fra ualminde-
ligt. At fastslå den præcise dødsårsag hos havpattedyr er en
vanskelig opgave, og der er fortsat mange ting, vi ikke ved.
Undersøgelser af strandede havpattedyr er i den forbindelse
en vigtig brik i puslespillet.
Ikke for sarte næser
Efter hvidnæsens obduktion blev kadaveret transporteret til-
bage til Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. På museet blev
skelettet renset for kød og fedt – en proces der bestemt ikke
er egnet for folk med sarte næser. Denne proces kaldes for
en macereringsproces.
Hvidnæsen blev macereret ved varmtvandsmacerering.
Den 260 cm lange hval blev delt i mere håndterlige dele.
Hvidnæsens spæk, muskler og organer blev skåret fra, såle-
des at kun skeletdelene var tilbage med mindst muligt kød
på. På lufferne var det imidlertid svært at fjerne vævene, og
for ikke at gøre skade på knogledelene blev disse dele ikke
parteret.
For at kunne holde styr på alle knoglerne i hvidnæsens
rygsøjle under macereringen blev en stålwire ført gennem
marven i rygsøjlen.
Skeletdelene kom herefter i et stort macereringskar, og
der blev tilsat nok vand til at dække knoglerne. Karrets var-
melegeme sørger for, at vandet har en temperatur på om-
kring 40°C, så en varmtvandsmacerering af knoglerne kan
finde sted. Ved en vandtemperatur på omkring de 40°C er der
Macereringsmetoder
De første beskrivelser af metoder til præparering af
knogler stammer fra slutningen af 1700-tallet, hvor præ-
pareringen foregik i tre trin: Fjernelse af muskelvæv, af-
fedtning og blegning. Interessen for at blotlægge knogler
og kranier tog fart i 1800-tallet, hvor videnskabsfolk sy-
stematisk begyndte at indsamle skeletter til sammenlig-
nende undersøgelser. Igennem tiden er præpareringen af
knoglematerialet blevet udviklet og raffineret i forhold
til de krav og behov, som blandt andet naturhistoriske
museer har.
I dag inddeles macereringsmetoderne i forskellige ka-
tegorier:
1) Koldtvandsmacerering: Her ligger knoglematerialet
i lukkede beholdere, som opbevares udendørs eller
ved stuetemperatur. De biologiske nedbrydningspro-
cesser forløber stille og roligt. Metoden er langvarig
og temmelig ildelugtende.
2) Varmtvandsmacerering: Minder meget om koldt-
vandsmacereringen, men vandet opvarmes til en
temperatur på omkring 40°C. Den temperatur ska-
ber ideelle levebetingelser for de mikroorganismer,
som sørger for den biologiske nedbrydning, og for-
rådnelsesprocessen bliver derfor kortere. Der er også
lugtgener i forbindelse med denne proces.
3) Kemisk macering: Her benyttes et eller flere kemika-
lier, som kan nedbryde muskel- og fedtvævet. Meto-
den kan foregå både med og uden opvarmning.
4) Invertebratmacerering: Hvor ådselbiller og larver
spiser muskel- og fedtvævet. Metoden kræver jævn-
ligt tilsyn, og den skal foregå ved billernes og lar-
vernes optimale levetemperatur samt under forhold,
hvor biller og larver ikke slipper ud. Endvidere skal
macereringsmaterialet fortsat tilføres, så biller og
larver hele tiden har noget at leve af.
Efter afblegning i brintoverilte efterses knoglerne inden de lægges
til tørre i cirka en uge ved stuetemperatur.