Page 57 - Sjæklen2008

57

På havnen i Esbjerg opstod nye fabrikker, herunder A/S

Vestjysk Sildeolieindustri (1952) ogA/S Fiskemelsfabrikken

Vesterhavet (1960). Stadig flere fiskeskippere og kutterejere

riggede om til industrifiskeri, og en opgørelse over den sam-

lede redskabsværdi i esbjergflåden viser, at trawl overhale-

de snurrevod i 1964.

3

Pengene i industrifiskeriet blev i vid

udstrækning brugt til investeringer i større fartøjer samt ny

teknologi inden for fiskesøgning og redskaber. I 1950’erne

byggedes endnu stort set kun trækuttere med stadig større

tonnage, men i løbet af 1960’erne valgte fiskeskipperne i

industriflåden, som i vid udstrækning tiltrak de yngre fi-

skere, at skifte trækutterne ud med nybyggede stålfartøjer

med endnu større lasteevne. Den øgede lastekapacitet og

introduktionen af en række nye teknologiske hjælpemidler

i kutterfiskeriet, herunder ikke mindst hydraulik og synte-

tiske materialer („nylon”), gjorde industrifartøjerne stadig

mere effektive. I årene omkring 1970 nåede esbjergflåden

og fangsterne et foreløbigt højdepunkt med cirka 370 traw-

lere

4

(heraf 40 over 100 BRT) og årlige landinger på om-

kring ½ million tons industrifisk.

5

Der var imidlertid også en bagside af medaljen for

Esbjergs voksende industrifiskeri. På minussiden for fisker-

ne stod måske primært det forhold, at verdensmarkedet for

fiskemel- og olie viste sig at være særdeles omskifteligt. De

direkte konkurrenter inden for fiskeriet var det sydamerikan-

ske fiskeri efter de enorme forekomster af

anchoveta

langs

Sydamerikas vestkyst, og ligeledes var priserne på soyapro-

tein – fiskemelets største konkurrent i foderblandinger til

landbruget – afgørende for de afregningspriser, som esbjerg-

fiskerne kunne forvente at få. Disse faktorer udløste flere

gange meget store prisudsving, men hvad der på længere sigt

var nok så væsentligt for industrifiskeriets fremtidsperspek-

tiver var, at der efterhånden som fiskeriets omfang voksede,

viste sig negative miljøpåvirkninger – navnlig i fabrikkernes

nærmeste omgivelser – samt bekymring for fiskebestande-

nes bæredygtighed overfor det intensive fiskeri.

Allerede i de første år med fiskeri efter sild på Bløden

lød der kritik af fiskemelsfabrikkerne på grund af den om-

fattende stank, som bredte sig ud over Esbjerg by, når pro-

duktionen kørte på højtryk – især i sensommervarmen. Selv

om Esbjerg var vant til fiskelugt, så var „skidtfisk” og den

gennemtrængende lugt af fisk, som koges og presses til mel

og olie, noget nyt for esbjergenserne. Lugten skulle blive et

tilbagevendende emne for kritikken af fabrikkerne, ligesom

udledningen af spildevand i havnen og Vadehavet, hvor det

efterhånden stod klart for myndighederne, at der måtte gøres

noget for at beskytte miljøet. Hvad der også kom til at få stor

indvirkning på industrifiskeriet, var indførelsen af begræns-

ninger på fiskernes frihed til at jage de fiskebestande, som

kunne fiskes i Nordsøen. De første alvorlige prøver på dette

fandt sted i 1977, da der indførtes forbud mod industrifiskeri

efter den art, som havde dannet grundlag for hele opkomsten

af den esbjergensiske fiskemelsindustri, nemlig sild.

Sildefredning og tilpasning til nye vilkår

Perioden omkring midten af 1970’erne udgjorde et vende-

punkt for industrifiskeriet fra Esbjerg. Stigende afregnings-

priser havde i et par år lokket adskillige flere til at investere og

Andelssildeoliefabrikken på Esbjerg Havn, 1952.