Page 61 - Sjæklen2008

61

Stabilitet og fusion med Thyborøn

Ved udgangen af 1998 kunne Esbjerg Fiskeindustri med til-

fredshed konstatere, at de danske myndigheder på baggrund

af vurderinger fra det internationale havundersøgelsesråd,

ICES, fremdeles anså det danske industrifiskeri for at være

bæredygtigt. Fiskeriet efter hovedarterne tobis, sperling og

brisling udtog ifølge biologerne mindre end 25 % af hver

årgang, hvilket i ICES-terminologi blev betragtet som „væ-

rende inden for sikre biologiske grænser”

12

. Udmeldingen

var ikke nogen egentlig nyhed, men mange udefra kom-

mende anså fortsat industrifiskeriet for at være kontrover-

sielt, alene på grund af den meget store mængde fisk, som

hvert år blev taget ud fra Nordsøens økosystem. Derfor var

det for industrifiskerne en kærkommen bekræftelse af det

videnskabelige syn på fiskeriet, som her blev fremstillet.

Et eksempel på, at industrifiskeriet blev set på med kri-

tiske øjne fra et naturbeskyttelsessynspunkt, så man, da

området Wee Bankie ved Firth of Forth i 2000 blev lukket

for tobisfiskeri på grund af mistanke om, at fiskeriet påvir-

kede fødemulighederne for havfugle i det østlige Skotland.

I Skotland mente man at kunne påvise en sammenhæng

mellem fiskeriet efter tobis og en lav ynglesucces hos flere

havfuglearter, navnlig riden, også kaldet den tretåede måge.

Undersøgelser iværksat af Danmarks Fiskeriundersøgelser

i samarbejde med skotske kolleger i 1996-97 viste, at der

muligvis var en sammenhæng mellem tobisfiskeriet og fug-

lenes ynglesucces, og på anbefaling af ICES blev Firth of

Forth derefter lukket for tobisfiskeri fra år 2000, hvorved de

danske fiskere med undtagelse af en begrænset forsøgsfiske-

riindsats mistede adgang til et fangstområde, hvor de i 1993

havde fisket mere end 100.000 tons tobis

13

. I 2002 konklu-

derede Danmarks Fiskeriundersøgelser dog, at der ikke var

nogen påviselig sammenhæng mellem fiskeriet og havfug-

lenes ynglesucces, og da et prøvefiskeri i 2004 viste, at der

på trods af fiskerilukningen ikke var nogen stor tobisbestand

i området, kunne Esbjerg Fiskeriforenings formand, Hans

Aa, mismodigt konstatere, at fiskeriet næppe kunne have

noget med sagen at gøre, når en fiskebestand kunne reduce-

res voldsomt på trods af manglende fiskeri i fire år

14

. Sagen

var et eksempel på, at industrifiskeriet ikke på samme måde

som eksempelvis konsumfiskeriet efter torsk og rødspætter

blev anset for at have en legitim ret til fiskeressourcen inden

for biologisk forsvarlige grænser, men at hensynet til et bre-

dere natursyn gik forud for hensynet til fiskeriet.

I årene omkring årtusindskiftet var tobissæsonerne i

øvrigt karakteriseret ved, at de som altid skiftede mellem

gode og mindre gode sæsoner. Disse udsving var normale

for fiskeriet, og de mest påtrængende trusler mod branchen

var i denne periode snarere indirekte i form af det udeblevne

generationsskifte blandt fartøjer og fiskere samt den vedva-

rende kritik af de miljømæssige forhold. For så vidt angår

generationsskifteproblematikken stiftede en bred kreds af

aktører på Esbjerg havn med Esbjerg Fiskeindustri i spidsen

i 1999 Fiskeriets Generationsskifteselskab A/S. Selskabet

havde ved stiftelsen tilsagn om solid økonomisk opbakning

fra det esbjergensiske erhvervsliv, herunder pengeinstitut-

ter og i særdeleshed fiskerihavnens virksomheder, og i de

følgende år spillede generationsskifteselskabet og det dertil

knyttede Fiskerikyndige Råd en aktiv rolle som investor og

rådgiver i tilførelsen af ny tonnage og produktionskapacitet

til Esbjergs fiskerisektor

15

.

Til de problematiske miljømæssige forhold kunne man

omkring år 2000 føje endnu ét, idet der fra EU blev vars-

let, at man ville fastsætte grænseværdier for indholdet af

miljøgiften dioxin i fiskemel og fiskeolie

16

. I de følgende

år gik industrien derfor i gang med at udvikle metoder til

udskillelse af dioxin fra først olie og siden mel, og dermed

blev der lagt endnu et miljøbetinget investeringsbehov til

de mange, som ikke umiddelbart gav et afkast til fiskeriet i

form af øget indtjening på verdensmarkedet.

I perioden omkring årtusindskiftet, som set i bakspejlet

må anses for at være den sidste nogenlunde stabile periode

i Esbjergs industrifiskeri, besluttede bestyrelserne i Esbjerg

Fiskeindustri og Thyborøn Andels Fiskeindustri at foreslå

virksomhederne fusioneret. Set fra Esbjerg var det attraktivt

at gå sammen med Thyborøn ikke mindst for at sikre råva-

retilførslen i fremtiden, hvor man måtte imødese, at der på

et eller andet tidspunkt ville ske en koncentration af fiske-

riet på færre og større fartøjer. Fiskeskipper Svein Oskarson

udtrykker det således: „Vi kunne vel alle se, hvilken vej det