Page 70 - Sjæklen2008

70
Esbjerg ville dermed ikke længere være landingshavn
for industrifisk eller produktionssted for fiskemel og -olie,
og det var bitre ord, som lød fra fiskeskipperne i forbindelse
med beslutningen om at fravælge Esbjerg som landingshavn
til fordel for Thyborøn. De tilbageværende industrifiskere
anerkendte, at Thyborøn grundlæggende blev valgt, fordi
det gav de enkelte fiskere de økonomisk bedst mulige vilkår,
men fiskeskipperne i TripleNine’s bestyrelse betonede sam-
tidig, at de i høj grad havde savnet opbakning fra Esbjerg by
og fra kommunalpolitikerne gennem de mange vanskelig-
heder, som havde præget de seneste år. „Vores største fjende
i Esbjerg er opbakningen fra byen. Bliver vi i Esbjerg, risi-
kerer vi øgede miljøkrav” udtalte en af fiskeskipperne med
henvisning til den uformindskede mængde af krav til lugtre-
duktion, som Esbjerg havde stillet til TripleNine gennem
årene, og som man ifølge fiskerne sandsynligvis ville øge
i de kommende år, hvor fiskerihavnen kunne se frem til at
blive nabo til „domicilbyggeri, kunstmuseum og lystbåde-
havn i Nordhavnen”39. Borgmesteren afviste naturligvis be-
skyldningerne om manglende opbakning, men tilbage stod
alligevel indtrykket af en lille skare fiskere, som på grund
af veneration holdt fast i industrifiskeriet og i Esbjerg som
landingshavn i længere tid, end det måske var økonomisk
rentabelt – men som alligevel måtte tage beslutning om at
forlade deres havn. Det skete så med en lakonisk bemærk-
ning om, at „esbjergenserne har fået for fine næser”, som
det blev udtrykt til avisen i februar 2008 under den noget
misvisende, men dog følelsesmæssigt forståelige overskrift
„Lugten, der kvalte et erhverv” 40.
Industrifiskeriet fortsætter i formindsket udgave
Med beslutningen om endegyldigt at lukke for landinger i
Esbjerg, kunne man frygte, at TripleNine og den resterende
esbjergensiske trawlerflåde helt forlod byen, men et år ef-
ter beslutningen var der fortsat ikke tegn på, at dette ville
ske foreløbig. De store millionbeløb, som var investeret i
ekstraktionsanlæg til rensning af mel og olie for dioxin,
skulle fortsat forrentes. Al fiskeolie blev i lighed med den
del af fiskemelet, som havde for højt et dioxin-indhold,
fortsat transporteret fra Thyborøn til Esbjerg til rensning
og efterfølgende kørt på lager i Esbjerg indtil udskibning.
Tilsvarende var der fortsat en lille flok esbjergfartøjer, som
leverede industrifisk. I januar var den skrumpet ind til blot
ni aktive trawlere, som kunne regnes for leverandører af
industrifisk, og heriblandt var der kun seks fartøjer, som
udelukkende drev industrifiskeri. Disse var E 109 Erikke
Vad, E 689 Darwin, E 710 Iris, E 595 Simone Christina,
E 677 Venus og E 149 Nana Maria. De tre fartøjer, som
kombinerede industrifiskeriet med konsumfiskeri efter sild
og makrel, var E 349 Cattleya, E 532 Rockall og E 727 Jette
Kristine.
Om bord i industrifartøjerne var der sket en vis moder-
nisering af vilkårene for besætningen. Eksempelvis kørte
man nu med fast turnus for frirejser på skift, og man havde
gennem efterhånden mange år haft en ordning om garanti-
løn i tilfælde af svigtende fiskeri. Med kvotereguleringen,
realtidsovervågning og måske især de høje brændstofpriser
var fiskerimønsteret for industrifartøjerne ikke det samme
som før årtusindskiftet. Tobisfiskeri var begrænset til efter
1. april til og med juni, og med dieselpriser på mere end det
tredobbelte i forhold til 2004 måtte fiskerne i 2008 dispo-
nere forsigtigt med sejltiden og forsøge at sikre sig, at hvert
slæb også gav den ønskede fangst. Hestemakrel indgik ikke
længere i industrifiskernes årscyklus, men med de nye reg-
ler for bytte på tværs af landegrænserne kunne kvoteandele
på denne art eksempelvis for Rockall’s vedkommende byt-
tes med hollandske fiskere, som til gengæld afgav en del af
deres sildekvote i Nordsøen. Fortsat kunne man hos de reste-
rende industrifiskere spore den gamle irritation over de vil-
kår, som industrifartøjerne blev budt, ikke blot i forhold til at
være syndebuk for de ændringer i Nordsøens fiskebestande,
som gav anledning til kvotenedskæringer og lukkede områ-
der; også den ubehagelige oplevelse af at blive taget af fiske-
rikontrollen og tildelt en hård økonomisk straf – typisk på
grund af for stor bifangst af sild i brislingefiskeriet – vedblev
med at være et tilbagevendende samtaleemne. Og i forhold
til at gætte på, hvorfor så mange valgte at gå ud af fiskeriet,
var et af de gode bud fortsat at „det blev for surt for mange,
ikke alene med økonomien, også med fiskerikontrollen”41.
Sildefiletfabrikken ESSI overlevede heller ikke de tur-