Page 60 - Sjæklen2008

60

blev sat i gang. I løbet af perioden 1987 til 1996 forsvandt

dermed mere end 80 % af de esbjergensiske trawlere under

250 BRT, enten via ophugning eller ved salg ud af byen

10

.

I samme periode besluttede de resterende to fiskemels-

fabrikker i Esbjerg, Andelssildeoliefabrikken og Vestjysk

Fiskemelsfabrik, at fusionere, og i november 1989 opstod

dermed Esbjerg Fiskeindustri a.m.b.a. som verdens på det

tidspunkt største fiskemelsfabrik

11

. Den fusionerede fabrik

og dens leverandører kom til i de første 5-6 år at leve med

vedvarende lave verdensmarkedspriser på fiskemel, hvilket

i høj grad stillede krav til fiskerne såvel som til fabrikkens

evne til rationalisering og produktudvikling. Selv om det

fortsat var standard fiskemel og -olie, som udgjorde hoved-

parten af salget, blev der lagt mange ressourcer i arbejdet

for at øge andelen af specialprodukter og dermed værditil-

væksten af den begrænsede fiskeressource. Samtidig med-

førte kravene fra omgivelserne, at man måtte sætte bety-

delige beløb af til investeringer i miljøforbedringer, først

og fremmest i termiske forbrændingsanlæg, som reduce-

rede lugten fra fiskemelsproduktionen, samt i rensning af

fabrikkens spildevand. I 1997 fusioneredes Hvide Sande

Fiskemelsfabrik, HVISA, ind i Esbjerg Fiskeindustri.

Hvide Sande-trawlerne var mindre fartøjer, som typisk

drev industrifiskeri efter tobis og brisling i sæsonerne og

ellers riggede om til konsumtrawl, når forholdene var til

det. Fartøjerne var generelt for små til hver at udgøre en

andelshaver, men det var vigtigt at sikre råvareleverancen,

og derfor kom HVISA’s leverandørforening ind i Esbjerg

Fiskeindustri som én samlet andelshaver.

På fartøjssiden var danske fiskere i 1990’erne generelt

ramt af kapacitetsregler, som nærmest umuliggjorde for-

nyelse af flåden. De mange ophugningsrunder havde været

fulgt af et nybygningsstop, og da man i midten af 1990’erne

åbnede for et begrænset nybyggeri, blev der stillet krav om,

at en fartøjsejer, som ville bygge nyt, samtidig skulle tage

en større tonnage ud af fiskeriet, end den nybygning, som

blev sat ind. Med den driftsøkonomi, som industrifiskerne

havde haft siden 1980’erne, var der ikke luft i økonomien

til, at nogen havde råd til at bygge nyt på de vilkår, og resul-

tatet blev, at en aldrende flåde – hovedsageligt bestående af

Fiskemelsfabrikken TripleNine Fish Protein i Esbjerg, 2005.

stålkuttere fra 1970’erne – fiskede videre med de fornødne

moderniseringer uden mulighed for at udvikle fiskeriet med

moderne fartøjer.

I slutningen af 1990’erne oplevede industrifiskerne igen

et godt tobisfiskeri, som sikrede en vis stabilitet i flådesam-

mensætningen. Der var nu mellem 60 og 70 leverandører

tilbage i den esbjergensiske fiskerflåde, og efter at snurre-

vodsflåden var faldet til blot et dusin fartøjer, stod de tilba-

geværende industrikuttere som havnens ubetinget vigtigste

aktiv inden for fiskerisektoren. Strukturtilpasningen efter

fiskerikrisen i begyndelsen af 1990’erne havde gjort ondt

på mange, men den var på sin vis lykkedes, og fiskemels-

industrien havde et funktionsdygtigt leverandør- og afsæt-

ningssystem. På længere sigt var det dog et stort problem, at

fiskerflåden ikke kunne generere tilstrækkeligt overskud til

den uomgængelige fornyelse af fartøjerne.