Page 56 - Sjæklen2008

56
og gas fra havets undergrund og et moderne regionscenter
med en bred vifte af ambitioner om uddannelser, tilflytning
og erhvervsudvikling. Dette satte sig spor i den esbjergensi-
ske offentligheds syn på fiskeindustrien, som med tiden var
reduceret til at være ét blandt mange nicheerhverv i Esbjerg
kommune. For mange moderne esbjergensere var luknin-
gen af fiskerihavnen for landinger af industrifisk ikke noget,
som havde nogen særlig betydning for deres liv – bortset fra
det faktum, at man nu ikke længere skulle døje med lugten,
som følger med fiskemelsproduktionen!
Men var det ikke nogen økonomisk katastrofe for
Esbjerg, at der blev lukket for landinger, så var det dog for
mange et historisk og følelsesladet vendepunkt, at byens fi-
skerihavn stort set ikke længere var hjemsted for tradionelle
landinger af konsum- og industrifisk. I det følgende vil bag-
grunden for lukningen af industrifisklandinger i november
2007 blive beskrevet gennem et kort rids af det esbjergen-
siske industrifiskeris historie siden 1948. En mere fyldig
beskrivelse af udviklingen siden midten af 1990’erne vil
forsøge at give et indblik i årsagerne til, at udviklingen gik
som den gjorde.
Industrifiskeriets første årtier 1
Da en kreds af ca. 50 fiskeskippere fra Esbjerg i januar 1948
oprettede et andelsselskab med henblik på produktion af fi-
skeolie – Andelssildeoliefabrikken A.m.b.A. – var baggrun-
den den, at efterkrigstidens Nordsøfiskeri var i problemer.
Under 2. verdenskrig havde navnlig den tyske efterspørgsel
efter konsumfisk været stor, og Esbjergs kutterflåde voksede
betydeligt. Efter krigen var det tyske marked brudt sam-
men, og den store og moderne esbjergensiske fiskerflåde
havde problemer med såvel afsætningen som med faldende
fangster af især rødspætter. I et forsøg på at finde nye ind-
tjeningsmuligheder begyndte esbjergfiskerne at fange kon-
sumsild med trawl på Fladen Grund, hvilket var en form
for fiskeri, som de ikke tidligere havde drevet. Ofte levede
kvaliteten af sildene efter den lange tur hjem til Esbjerg dog
ikke op til kundernes krav om kvalitet, og oprettelsen af
sildeoliefabrikken var derfor et forsøg på at skabe en slags
mindsteprisgaranti. Hvis sildene ikke kunne opnå tilstræk-
kelige priser på konsummarkedet, ville fiskerne i stedet have
mulighed for at afsætte dem til sildeoliefabrikken.
De første par år opfyldteAndelssildeoliefabrikken denne
funktion, men der var langt fra tale om nogen guldrandet for-
retning for andelshaverne. Forholdene ændredes imidlertid
drastisk i 1951, efter at flere kuttere havde landet laster med
sild fanget på „Bløden” kun få timers sejlads fra Esbjerg.
Sildene var ikke konsumegnede, men viste sig særdeles
velegnede til fiskeolie- og fiskemelsproduktion, og i løbet
af få måneder riggede mere end 100 esbjergensiske kuttere
om til trawlfiskeri efter „Bløden-sild”. I de følgende år blev
det målrettede industrifiskeri efter sild – skidtfiskeriet, som
det kaldtes i daglig tale – det hurtigst voksende fiskeri på
vestkysten med en omsætningsfremgang pr. år på mere end
20 %.2 Fra begyndelsen var der tale om et sæsonfiskeri, og de
fleste fartøjer riggede tilbage til snurrevodsfiskeri efter rød-
spætter uden for sildesæsonerne. Men i løbet af 1950’erne
begyndte de større fartøjer at fiske efter først tobis og siden
sperling, to fiskearter som hidtil ikke havde været fisket,
men som viste sig velegnede til fiskemel. Med fiskeriet på
disse arter samt sildefiskeriet udviklede industrifiskeriet sig
til et helårsfiskeri, og for såvel fabrikker som fiskere var der
generelt god økonomi i det nye fiskeri.
Esbjergkutteren E 473 „Viking” på industrifiskeri efter sild i
1950’erne.