Page 62 - Sjæklen2008

62
bar hen. Man kunne ikke kigge nogen steder hen og se, hvor
der kunne komme nye folk fra. Det var ikke sådan, at når
der gik tre ud, så kom der tre nye ind, det var snarere sådan,
at når der gik tyve ud, så kom der ingen ind” 17. Samtidig
slog også kunderne i dyrefoderbranchen sig sammen i større
og større enheder, og det var ifølge adm. direktør Nils Chr.
Jensen fornuftigt, at fiskemelsproducenterne rustede sig til
at kunne matche disse store spillere i markedet18. Ved ind-
gangen til 2001 var fusionen en realitet, og i tiden umiddel-
bart efter fusionen var det fortsat Esbjerg, som havde den
største hjemmehørende flåde og den største procentdel af de
samlede danske landinger af industrifisk, nemlig 47% mod
Thyborøns 28% 19. Dette skulle snart ændre sig dramatisk.
Individuelle kvoter og svigtende tobisfangster
I maj 2001 vedtog Folketinget en dagsorden, som skulle vise
sig at få betydelige konsekvenser for Esbjergs industrifiske-
ri. I et af punkterne i dagsordenen blev regeringen pålagt at
gennemføre en ordning i sildefiskeriet med såkaldt „over-
dragelige kvoteandele”, og vejen var dermed banet for det
første danske initiativ inden for det, der kendes som IOK,
„Individuelle Overdragelige Kvoteandele”- også kaldet in-
dividuelt omsættelige kvoter20. Princippet i et IOK-system
er det simple, at hvert fiskefartøj i stedet for at få tildelt en
licens til fiskeri inden for en samlet kvote, hvor alle fiskere
må sejle i havn, når kvoten er opfisket, bliver tildelt en andel
af den samlede kvote som individuel rettighed. Med IOK
kan kvoteandelen sælges eller overdrages til et andet fartøj
under visse vilkår.
Et system med individuelle overdragelige kvoteandele
i sildefiskeriet blev herefter iværksat med virkning fra 1.
januar 2003. Beslutningen fik en blandet modtagelse, også
blandt de danske fiskere, som dog langt fra var enige indbyr-
des. De cirka 60 esbjergtrawleres fiskerimønster var i 2003
fortsat fordelt mellem to tredjedele rene industrifartøjer og
cirka 20 fartøjer, som kombinerede industrifiskeriet med
konsumfiskeri efter sild og makrel. De rene industrifartøjer
fordelte sig mellem fartøjer, som i efterårs- og vintermå-
nederne drev sperlingfiskeri på Fladen Grund i den nord-
vestlige del af Nordsøen, og fartøjer, som i højere grad gik
efter brisling i Nordsøen og om vinteren også i Østersøen.
Endelig var der en gruppe fartøjer, som i vintermånederne
drev industrifiskeri efter hestemakrel i Den engelske Kanal.
I fiskemelsindustrien i Esbjerg gav det anledning til bekym-
ring, at sild med IOK fik en anden status end de øvrige arter,
som trawlerflåden baserede sig på. Hvis sildekvoteandele
blev solgt fra esbjergfartøjerne, kunne man frygte, at kut-
terne heller ikke længere ville fortsætte som leverandører
til TripleNine, og sildefiletfabrikken ESSI, som var afhæn-
gig af industritrawlernes sildelandinger, ville naturligvis
komme til at lide under et eventuelt tab af sildekvoter ud af
byen21.
I første omgang var der dog tegn til, at Esbjerg som havn
skulle vinde ved IOK-ordningen. Flere af byens skippere
sonderede mulighederne for at øge deres kvoteandel, og
Esbjerg-skipperen Gunnar Andreasen præsenterede efter en
række opkøb det største fiskefartøj, som endnu var set i es-
bjergflåden, E 177 Peter Marlene. Den 1.460 bruttoton store
trawler var indkøbt i Skotland og havde fået tilført kvotean-
dele fra især nordjyske fartøjer, og den kunne derefter tage
på fiskeri som indehaver af mere end 5 % af den samlede
danske sildekvote i Nordsøen og Skagerrak22.
Med indførelsen af IOK i sildefiskeriet havde myndig-
hederne sat en dynamo ind i fiskerierhvervet, som ingen
præcis kunne forudsige virkningen af, men det skulle snart
vise sig, at „dynamoen” fik landinger og fiskerfartøjer til at
svinge væk fra Esbjerg – og den udløsende faktor viste sig
at blive tobisfiskeriet. Tobis var den eneste art, som samtlige
esbjergtrawlere baserede en væsentlig del af deres økonomi
på – fra de største sildefiskere, som benyttede tobis som
et sikkert og solidt supplement til konsumfiskeriet, til de
rene industrifartøjer, som for de flestes vedkommende helst
skulle sikre sig mere end 50 % af årsomsætningen i den re-
lativt korte tobissæson i foråret. Men i årene 2003, 2004 og
2005 svigtede tobisfiskeriet i en grad, som det ikke tidligere
var set i industrifiskeriets historie, og alle fartøjer i Esbjerg
blev ramt af nedgangen. I 2003 fik TripleNine således en
halvering af tobislandingerne i forhold til 2002 og en om-
sætningsnedgang på 250 millioner kr. Historien gentog sig i
2004, hvor direktøren måtte konstatere, at „det, som alle an-