Page 79 - Sjæklen2008

79
Fiskerireguleringen i Danmark
Af Niels Wichmann
Den 1. januar 1973 blev Danmark medlem af Fælles-
markedet, som den Europæiske Union (EU) hed dengang.
Det gav også medlemskab af den fælles fiskeripolitik. I de
første mange år mærkede vi ikke meget til den, men i ja-
nuar 1983 blev kvotesystemet indført. Hen imod slutningen
af 1980’erne begyndte kvoterne at snære, og diskussionerne
gik for alvor igang om, hvorledes Danmark skulle fordele
kvoterne mellem fiskerne, den såkaldte fiskeriforvaltning
eller i daglig tale fiskerireguleringen. Efter mange års fal-
dende fiskekvoter, som førte til turbulens og endeløse dis-
kussioner i og uden for fiskeriet, er man endt med en ny
dansk model, som bygger på forskellige former for begræn-
sede rettigheder: licenser, kvoter, havdage. Niels Wichmann
skriver om udviklingen set fra sin stol som administrerende
direktør i Danmarks Fiskeriforening.
Introduktion: „Kan vi da ikke bare få frit fiskeri?”
Det er mere og mere sjældent, at fiskere kræver at komme
tilbage til de gode gamle dage, hvor der var frit fiskeri, altså
ikke blot fri adgang til at gå ind i fiskeriet, men også fri ad-
gang i alle farvande til alle arter og ingen begrænsninger på,
hvad man måtte fiske og lande af de forskellige bestande.
Det er jo ellers besnærende at ryste alle reglerne af og
lade fiskeriet forme sig, som det kan, men det går ikke. Alle
– også de gamle i erhvervet – erkender, at det er nødvendigt
at have spilleregler for, hvem der må drive erhvervsfiskeri
og for, hvorledes dette fiskeri skal forvaltes i det daglige.
Det er nødvendigt at finde en balance, således at man
kan „høste” år efter år og samtidig beskytte og bevare fiske-
bestandene og have fiskeriet som et levedygtigt erhverv, der
forsyner forbrugerne med friske og sunde fødevarer.
Vi har i de seneste 30 år set en gradvis større og større
bureaukratisering (alene ordet antyder, at noget bliver truk-
ket ned over hovedet) af dansk og internationalt fiskeri. Det
skyldes primært tre forhold:
For det første har fiskebestandene været generelt falden-
de. Dette har ikke nødvendigvis været forårsaget af fiskeriet,
men fiskeriet har været det nærmeste og nemmeste at dreje
på i nedadgående retning – forurening og klimaændringer
er sværere at håndtere. I de seneste år har vi heldigvis set en
række bestande gå frem igen, men endnu ikke til tidligere
størrelser.
For det andet er fiskeriet et sandt internationalt erhverv:
Fiskerne, store som små, og fiskene, også store og små, ro-
der rundt mellem hinanden uden hensyntagen til nationale
grænser, kontinentalsokler, havdybder, midterlinjeprincip-
per eller andet – det gør det naturligvis ikke nemmere, at
fiskene har den uvane at spise hinanden; „I landmænd, som
har jeres egne marker med forskellige afgrøder mark for
mark, gå hjem og læg jer: det her, det er svært!.”
For det tredje må vi erkende, at fiskerisektoren grad-
vis – frivilligt? – har overladt det til andre at bestemme,
styre og forvalte: Vi er underlagt internationale vedtagelser
med afsæt i de Forenede Nationer (FN), vi er direkte un-
derlagt lovgivning vedtaget i europæisk sammenhæng i den
Europæiske Union (EU), og så har vi den nationale lovgiv-
ning om forvaltningen, det vi i daglig tale kalder fiskerire-
guleringen.
I denne artikel tegnes et billede af den danske fiskeri-