Page 83 - Sjæklen2008

83

gen i 1988/89 ikke ville eller ikke kunne finde et engangs-

beløb på 500 mio. kr. til ophugningsstøtte.

Den traditionelle danske regulering

Så vi fortsatte i Danmark med den reguleringsmodel, vi var

inde i: Basislicenser og så en lige adgang til fiskeri, måske

kombineret med en speciallicens.

Basislicenserne, altså det, at der er et godkendt havne-

nummer på fartøjet, og lovgivningens krav om, at ejere skal

være erhvervsfiskere med fiskeri som hovederhverv, var og

er stadig hjørnestenen.

Licensfiskerierne – og dem har vi stadig, f.eks. hestere-

jerne i Vadehavet og muslinger og østers – gav rettigheder

til et begrænset antal fartøjer i enkeltfiskerier men forhin-

drede ikke disse i at deltage i andre fiskerier, når de ønskede

det – en anomali, som stiltiende blev accepteret.

Alle fartøjer med et nummer på havde altså adgang til at

deltage i alle almindelige fiskerier i alle farvande, f.eks. torsk

i Østersøen, hummer i Kattegat og rødspætter i Nordsøen.

Vel var der tendenser til, at man forsøgte at lukke af og re-

servere fisk lokalt, men stort set et åbent system.

Den lige adgang var til stede, men rettighederne var ikke

nødvendigvis ens, der var forskel på fartøjerne. De overord-

nede regler blev fastlagt i lovgivningen i den såkaldte re-

guleringsbekendtgørelse. Der udstedes stadig en ny regule-

ringsbekendtgørelse hvert år i november/december måned.

Ud over de nævnte licenser i afgrænsede fiskerier udvik-

ledes et system med reguleringer inden for tre hovedområ-

der

: Det almindelige konsumfiskeri

, torsk, rødspætter, kul-

ler, hummer osv, også kaldet det demersale fiskeri;

industri-

fiskeriet,

altså fiskeriet efter arter til produktion til fiskemel

og -olie, arter som tobis og brisling;

det pelagiske fiskeri,

fiskeriet efter stimefisk, primært sild og makrel.

Torsk, rødspætter, søtunger, hummer, kuller ...

I det almindelige konsumfiskeri, det demersale fiskeri, an-

vendte man et system, hvor der var rationer i forskellige

tidsperioder, fixpunkter og måske af og til fiskestop.

For at illustrere det kan som eksempel tages torskefiske-

riet i Nordsøen:

Først tog man kvoten, som var fastsat af EU’s ministre.

Så drøftedes og bestemtes, hvorledes denne kvote skulle fi-

skes over året. Det blev ca. 33 % i de første 4 måneder, ca.

33 % i de næste 4 måneder og ca. 33 % i de sidste 4 måneder.

Denne tilstræbte fordeling over året blev valgt for at tilgo-

dese de forskellige fiskerier: garnfiskerne ville gerne have

mest muligt til rådighed først på året, hvor torsken er nem at

fange i garn. Snurrevodsfiskerne ville gerne vente med store

mængder (rationer) til perioden marts/april – september/

oktober, hvor fiskeriet med snurrevod traditionelt foregår

nemmest, fordi vejret og vandet arter sig. Trawlerne fore-

trak på grund af andre fiskerier, f.eks. fiskeri i Østersøen, at

der blev gemt noget „til dem” sidst på året.

Det var som omtalt en tilstræbt fordeling over året, men

så kunne man udregne de mængder, der skulle fiskes i perio-

derne og dermed foretage en opdeling.

Opdelingen blev hægtet på fartøjerne i forhold til deres

længde i følgende kategorier: 0-9 meter, 9-12 meter, 12-16

meter, 16-20 meter, 20-24 meter, og over 24 meter. For hver

længdegruppe fastsattes en mængde (ration), som måtte fi-

skes i en given periode.

Der blev i årenes løb eksperimenteret med periodelæng-

der, men den mest benyttede var 1 måned.

Losning af hesterejer, Esbjerg Havn, april 2008. Foto: Danmarks

Fiskeriforening.