85
        
        
          til 2003 kæmpestore – over 1 mio. tons pr. år af tobis, bris-
        
        
          ling, sperling, lodde, blåhvilling og hestemakrel i Nordsøen,
        
        
          samt sild og brisling i Skagerrak/Kattegat og Østersøen.
        
        
          Nok til alle kunne man sige. Derimod var industrifiskeriet
        
        
          prisfølsomt, fordi det på den ene side var stærkt afhængigt
        
        
          af oliepriserne på grund af højt brændstofforbrug og på den
        
        
          anden side afhængigt af $-kursen, fordi $ er afregningsvalu-
        
        
          taen for fiskemel og -olie.
        
        
          De største problemer for industrifiskeriet gennem årene
        
        
          har været, at reglerne om bifangster har været meget snævre,
        
        
          således at de på visse tidspunkter har været umuligt at drive
        
        
          fiskeriet. Mest tydeligt har dette været i sperling- og i bris-
        
        
          lingefiskeriet.
        
        
          
            Sild, makrel ...
          
        
        
          I det pelagiske fiskeri, fiskeriet efter sild og makrel,
        
        
          eks-
        
        
          perimenteredes igennem årene med forskellige regulerings-
        
        
          systemer, som i udgangssituationen baserede sig på adgang
        
        
          for alle og rationer for alle.
        
        
          De specialiserede pelagiske fiskerier med notbåde og
        
        
          trawlere pressede på for at få ændret reguleringen, og i lø-
        
        
          bet af 1990’erne blev der eksperimenteret med et system af
        
        
          silde- og makreldage, der senere kunne omregnes til års-
        
        
          kvoter. Set i bakspejlet et tåbeligt system, som ikke kom til
        
        
          at virke ordentligt.
        
        
          Man var blandt pelagiske fiskere imod, at alle kunne gå
        
        
          ind i fiskerierne og mente, at der skulle være en skarp ad-
        
        
          skillelse mellem konsumfiskere og dem, der havde fiskeri
        
        
          efter industriarterne til fiskemel og -olie.
        
        
          Fra 2000 blev listen over antallet af fartøjer, som havde
        
        
          licens til at fiske sild og makrel lukket – der kunne ikke
        
        
          komme flere ind. Der var sket en afgrænsning og et brud på
        
        
          den frie og lige adgang til alle fiskerier (når bortses altså fra
        
        
          de specifikke licensafgrænsede fiskerier).
        
        
          Det var forståeligt, at de pelagiske fiskere pressede på for
        
        
          at få ændringer. De kunne se ændringer i Norge, i Skotland
        
        
          og i Holland, hvor udviklingen gik i retning af individuelle
        
        
          kvoter (lovgivningsmæssigt, eller mere tilfældigt) med det
        
        
          resultat, at der i disse lande blev investeret i nye, større og
        
        
          mere konkurrencedygtige fartøjer.
        
        
          
            På torskefiskeri, 2008. Foto: Danmarks Fiskeriforening.