Page 82 - Sjæklen2008

82
skerikommissær Joe Borg, giver udtryk for, at det er uetisk
at discarde fisk, men vores politik er faktisk bygget på det.
Fiskerne ønsker ikke at discarde, men ønsker, at kvoterne
afspejler bestandene, så vi kan få lov at lande det, som vi
fanger.
Hvordan TAC’erne og kvoterne nærmere bliver frem-
bragt og udregnet skal ikke gennemgås her, blot skal det
konstateres, at det sker gennem nationale og overnationale
organisationer med ansatte havbiologer. Fiskerne er af den
opfattelse, at biologerne til stadighed, systemmæssigt, ar-
bejder med data, som er forældede, og derfor afspejler kvo-
terne ikke den virkelige bestandssituation og de virkelige
fiskemuligheder i havet.
Men altså, vi får beslutning om de danske kvoter fra
EU’s ministerråd – fiskeriministrene – sædvanligvis i no-
vember/december til start 1. januar. Det er så grundlaget for
den danske forvaltning: Fiskerireguleringen.
Inden vi beskæftiger os med den danske regulering i de-
taljer, hører det med til EU-billedet, at vi også er underlagt
begrænsninger om størrelsen af vores fiskerflåde – målt i
motorkraft (kiloWatt - kW) og i tonnage (Brutto Tons - BT),
og endvidere, at vi i de senere år har haft forskellige be-
grænsninger i den indsats vi må bruge: vi har lukkeperioder,
og vi har specificeret antallet af dage, som fartøjerne må
fiske: havdageregler.
Alle disse elementer ligger som vedtagne forudsætnin-
ger for den danske forvaltning, som så bliver en national
fordeling af de rettigheder, vi er tildelt fra EU systemet.
Fiskerireguleringen i Danmark:
„Der er kun 100 % til fordeling!”
Ovenstående er et citat fra en fiskeriforeningsformand under
en ophedet diskussion om fiskerireguleringen i Danmark i
Danmarks Fiskeriforenings hovedbestyrelse.
Diskussionerne, undersøgelserne og forhandlingerne
har i årenes løb været mange og lange. Vi får noget udstuk-
ket fra „Onkel EU”, og hvad gør vi så ved det?
I de første år efter 1983-forliget var der sådan set fisk
nok (kvoter nok) i de forskellige farvande, og fiskerne be-
vægede sig forholdsvis frit. I den nationale lovgivning gik
bestræbelserne for det meste ud på at lægge begrænsnin-
ger for hinanden: Store/små, konsumfiskeri/industrifiskeri,
Øst/Vest, Syd/Nord, Garn/Snurrevod/Trawl osv. osv., og
det krydrede debatten, at der var to fiskeriforeninger, som
havde holdt gryden i kog med bevidst forskellige opfattelser
side 1934, hvor de splittedes op på grund af eksporten af
rødspætter til England.
I løbet af 1986/87 mærkedes de første stramninger, der
var ikke fisk nok til alle, alle steder. Dette betød på den ene
side, at man iværksatte et udredningsarbejde om individuel-
le kvoter – noget, som man havde indført nogle år tidligere i
Holland – og regeringen startede den første store offentlige
ophugning af fiskerfartøjer.
Siden 1987 har Danmark og EU investeret ca. 1,5 mia.
offentlige kroner i ophugning i Danmark for at forsøge at
bringe den danske flåde på plads, så størrelsen af flåden
„passer til kvoterne”. Det er langt hen ad vejen lykkedes,
men måske har metoden ikke været den rigtige, det får vi
aldrig at vide.
Arbejdet omkring en ændring til individuelle (og måske
omsættelige) kvoter førte ikke til noget, bl.a. fordi regerin-
EU’s fiskerikommissær, malteseren Joe Borg, i samtale med artik-
lens forfatter under et besøg i Danmark i april 2007.
Foto: Danmarks Fiskeriforening.