Page 84 - Sjæklen2008

84
Så kunne f.eks. den lille kategori have tilladelse til at
fange 350 kg i januar og den store kategori f.eks. tilladelse
til at fiske 3500 kg i januar. Disse mængder var altså uaf-
hængige af redskab og uafhængige af, hvor fartøjerne hørte
hjemme geografisk. Hvis et fartøj ikke fiskede sin mængde
i løbet af måneden, var den tabt.
Et vist incitament i fiskeriet til at „skrive af” på andre
fartøjer eller „skrive af” i et andet fangstfarvand, end det
benyttede, kunne naturligvis ikke undgås, selv om både or-
ganisationer og myndigheder var opmærksomme på det.
De fartøjer, som landede direkte på stranden – og som
var i kategorien 9-12 meter – rykkede med hensyn til ratio-
ner op i kategorien 12-16 meter, fordi man ville give dem
lidt ekstra til dækning af højere fælles landingsomkostnin-
ger ved landing direkte på stranden. Disse fartøjer i alle
længder får også specielle „slidpenge” – det slider på bun-
den af fartøjerne, at de skal trækkes op og ned.
Reguleringsudvalg og farvandsudvalg
Hen mod slutningen af januar, og hen mod slutningen af
hver måned, blev der holdt møde i det statsligt styrede lov-
bundne reguleringsudvalg (nu: Erhvervsfiskeriudvalget el-
ler § 6-udvalget). Her fik Fiskeri-/Fødevareministeriet råd-
givning om, hvad man mente, at rationerne skulle være i den
kommende periode (måned).
Således kørte det året igennem, måned for måned.
For at kunne følge med og have styr på „trækket på
kvoterne” havde Danmarks Fiskeriforening oprettet en
række farvandsudvalg, som uge for uge fulgte fiskeriet på
de forskellige arter og i ugentlige telefonmøder rapporte-
rede ind til hovedforeningen. Her blev oplysningerne af-
stemt med de stadig bedre og mere præcise landingstal i
Fiskeridirektoratet, så når der var møde i reguleringsudval-
get, havde man et godt grundlag at rådgive og beslutte på for
den kommende periode.
Ikke blot torsk var underlagt denne form for regulering –
det var principielt alle demersale arter i alle farvande, men
nogle var dog nemmere end andre.
Der kom forskellige tilføjelser til det generelle regule-
ringssystem, f.eks. opererede man i visse perioder med til-
lægsmængder for de fartøjer, som havde opfisket deres ratio-
ner. Vi kom også ud for totale fiskestop for enkeltarter, hvor
kvoten var opfisket, i et enkelt år blev fiskeriet efter søtunge
i Nordsøen stoppet allerede i begyndelsen af juni måned.
For torskefiskeriet i Østersøen – og læserne bedes her
huske på, at Østersøen i fiskerisammenhæng går fra Århus
til St. Petersborg – blev der indført den særregel, at fartøjer
kunne vælge en årsmængde, altså en ration for hele året.
Dette vedtoges for at lette planlægningen over året primært
for de fartøjer, som var hjemmehørende i Østersøhavnene.
Samtidig var der et rationsfiskeri på 14-dages perioder for
de fartøjer, som ikke ønskede årsmængder.
For nogle arter (det skulle være dem alle sammen, mente
mange fiskere) startedes året med frit fiskeri og fastsættelsen
af et fixpunkt, f.eks. 60 %. Når så 60 % af den pågældende
kvote i det pågældende farvandsområde var fisket, blev der
taget stilling til: Indførelse af rationer på måned, pr. uge, pr.
fangsttur („fangstrejse” eller blot „rejse” på fiskersprog) el-
ler fastsættelse af nyt, højere fixpunkt.
Denne type fiskeriregulering, hvor man kollektivt „skub-
ber kvoterne foran sig året igennem” kan medvirke til, at et
land opnår en meget fin kvoteudnyttelse tæt på 100 %, fordi
man er i stand til at finjustere hele året igennem. Der hersker
naturligvis heller ingen tvivl om, at det er samfundet, kol-
lektivet, der ejer, råder over og forvalter kvoterne.
De enkelte fiskere og fartøjer kan imidlertid ikke vide,
hvor store kvoter, de råder over i løbet af året og kan altså
ikke lægge fiskeplaner over længere tid. Man ved ikke hvor
mange fartøjer, der går ind i fiskeriet i de forskellige perio-
der, og kan derfor ikke regne sig frem til trækket på kvo-
terne.
Tobis, brisling, sperling ...
Industrifiskeriet var karakteriseret ved, at tre typer fartøjer
deltog: Fartøjer, som kun fiskede industrifisk til mel og olie,
fartøjer, som også fangede sild og makrel til konsum, og far-
tøjer som også fangede almindelige, demersale konsumarter
i perioder af året.
Industrifiskeriet bevægede sig i årenes løb op og ned.
Dette skyldes ikke så meget Danmarks kvoter, de var frem