Page 81 - Sjæklen2008

81
at sulte, som mange havde gjort under krigen. Et hjørne af
landbrugspolitikken blev til en fælles fiskeripolitik. Det var
ikke specielt smart at tage udgangspunkt i landbruget, og fi-
skeripolitikken er ikke blevet en sammenhængende politik.
Der er blevet lappet på den mange gange, og der skal ske en
revision igen i 2012.
Udkast til lovgivningen i fiskeripolitikken laves af em-
bedsmandsapparatet, Kommissionen. Kommissionen har
faktisk monopol på at komme med forslag. De kan så be-
handles i forskellige udvalg og komitéer, og en vedtagelse
af lovgivning finder for det meste sted i Ministerrådet – på
vores område fiskeriministrene. Undervejs kan man fore-
tage høring af fiskerne og fiskeindustrien og forbrugerne og
Verdensnaturfonden og……og der sker også en høring af
Fiskeriudvalget i Europaparlamentet.
Europaparlamentet bestemmer ikke ret meget, altså ikke
lige nu, men når den nye „Lissabon traktat” bliver indført
(og det regner alle med, for Irland stemmer nok ja i anden
runde) vil beslutninger og dermed lovgivning fremkomme
i „fælles-beslutning” mellem ministerråd og parlament. Det
er for at gøre det hele mere demokratisk, men det forventes,
at lovgivningen på EU niveau så i gennemsnit vil vare 2 år.
Lissabon traktatens indførelse vil enten betyde, at fiske-
ripolitikken i EU bliver endnu mere et morads, end tilfældet
er i dag, eller at vi kan benytte lejligheden til forenkling og
til at lægge ansvaret ud til regionerne og til dem, der skal
leve af fiskeriet: fiskerne.
EU’s fiskeripolitik handler om kvoter, havdage, redska-
ber, flådepolitik, kontrol, mindstepriser, strukturstøtte og
meget, meget mere. Der er ikke meget tilbage for de enkelte
lande at bestemme.
Kvotesystemet
Kunne vi ikke bare forlade fiskeripolitikken og lave vores
egen? – det er et ofte hørt krav i Skotland (måske er de knap
så højrøstede nu, hvor deres storbanker er blevet overtaget
af „London”). Nej, for som en fisker på den jyske vestkyst
sagde til mig for nogle år siden „Jeg ved godt, hvorfor vi
skal være med i EU’s fiskeripolitik, Niels, ellers har vi ikke
mere vand at fiske i, end jeg kan pisse på en formiddag!”
(læserne undskylder sprogbrugen). Vi har brug for at kunne
bevæge os frit på havene.
I EU’s fiskeripolitik er det centrale tema at få balance
mellem ressourcerne, altså fiskebestandene, og kapaciteten,
altså fiskerflåden og dennes indsats på havet.
I 1970’er blev aftaler om forskellige ordninger indgået,
og de helt store beslutninger blev taget ved et forlig om den
relative stabilitet i januar 1983. Man besluttede med en
grundforordning at indføre faste fordelingsnøgler mellem de
deltagende lande, således at når den totale fangstkvote for
en fiskeart bliver fastlagt, så ved de enkelte lande automa-
tisk, hvad de får. Et eksempel kan være, at Danmark har 20
% af EU’s totalkvote for torsk i Nordsøen, så hvis den totalt
tilladte fiskemængde (også kaldes TAC – Total Allowable
Catch) er 50.000 tons, så får vi 10.000 i dansk torskekvote.
(Der går også noget til Norge, fordi vi deler bestanden af
torsk med Norge, men det springer vi over her).
Den relative stabilitet og altså den faste fordeling på
kvoter til de enkelte lande er baseret på de enkelte landes
fiskeri op igennem 1970’erne. Det kan synes et noget gam-
melt grundlag, men efter at systemet blev taget i anvendelse
i 1983 har fordelingsnøglerne jo bestemt fiskerettighederne,
så systemet „bider sig selv i halen”. Irland har ved enhver
given lejlighed gjort opmærksom på, at „vi har 16 % af fi-
skevandet, men kun 4 % af fiskekvoterne” – hvem vil af-
give noget til dem, fordi de ikke var så aktive i 1970’erne?
Ingen.
Efterhånden som flere (fiskeri-)nationer er kommet med
i EU er også flere og flere fiskebestande kommet ind under
kvotesystemet både for at få foretaget fordeling af kvoterne
og for at holde nye lande uden for. F.eks. blev der fastsat
kvoter for tobis i Nordsøen, så Spanien ikke skulle komme
ind at fiske her, da Spanien blev medlem af EU.
Det skal nævnes, at TAC’erne, som de hedder i daglig
tale i sektoren, er udtryk for EU fiskeriministrenes beslut-
ninger om de totalt tilladte fangstmængder, men i realiteten
er det beslutninger om, hvor meget, der lovligt må landes
af de forskellige arter. Kvoterne er altså landingsmængder!
Hvad så hvis man har fisket for meget? Så skal det smides
ud, den såkaldte discard. Mange politikere, også EU’s fi-