60
mand med denne stok, der skulle holdes ind til det sted,
hvortil spanterne skulle være. Så markerede man på de
enkelte spanter, hvor meget der skulle hugges af. Hvis der
skulle en kvart tomme af, så skrev man 4, og hvis der så lidt
længere nede skulle en ottendedel tomme af, så skrev man 8.
Når man så var færdig med at stokke, gik man i gang med
at hugge det markerede af spanterne. Man inddelte fartøjet
i såkaldte ”stationer” à tre eller fire spanter, sådan at hver
mand huggede en station af. Og når man så var helt nede
ved kølen, så startede man forfra med at stokke. Normalt
blev der stokket tre til fire gange på en skibsside. Når et
fartøj skulle klædes op med planker, så arbejdede vi også
sammen på kryds og tværs som ét stort sjak. Der var altid
otte mand til det, idet tre mand lavede plankerne og høvlede
dem til, og de andre fem mand satte plankerne fast med spi-
gere”.
Efter endt læretid hos Brdr. Lauridsen skulle værneplig-
ten overstås. Det skete i Oksbøl-lejren som telefonist, hvor-
efter Svend Erik Rasmussen kom tilbage til værftet som
svend. Men efter et års tid fik han lyst til at prøve noget
andet, og han begyndte at arbejde som almindelig tømrer
i forbindelse med nybyggerier. Den første byggeplads var
den nye containerhavn i Esbjerg, og da det stod klart for
ham, at lønnen som bygningstømrer var noget højere end i
skibstømrerfaget, besluttede han - i det mindste for en pe-
riode - at satse på bygningstømrerfaget frem for skibsbyg-
geriet. Der var stor aktivitet inden for byggeriet i de tidlige
1970’ere, og efter at have arbejdet for en række af de lokale
entreprenørfirmaer startede han som selvstændig tømrerme-
ster og begyndte at opføre villaer. Det var et lille firma, men
da det gik bedst, opførte han otte villaer på et år.
Den høje aktivitet i byggesektoren vedblev dog ikke, og
i begyndelsen af 1980’erne sadlede Svend Erik Rasmussen
om og tog arbejde som klubmedarbejder i en fritidsklub for
børn og unge i Gjesing nord for Esbjerg. Her fik han smag
for arbejdet med at formidle sin praktiske kunnen inden for
tømrer- og bådebyggerfaget, hvilket børnene fik glæde af
gennem flere år. Der blev bygget adskillige småbåde med
ivrig deltagelse af børnene under skibstømrerens kyndige
vejledning, og selv om pædagogikken måske ikke var den
samme i det lille bådebyggeri som hos de uddannede klub-
pædagoger, var det en populær aktivitet, som han aldrig for-
trød at være gået ind i.
Næste station for skibstømreren var et job på revali-
deringscenteret Reva i Esbjerg, hvor mennesker, som var
droppet ud af arbejdsmarkedet, skulle forsøge at finde en
vej tilbage til arbejdslivet, og skibstømreren bidrog til at få
afklaret ”kundernes” arbejdsevne. Efterhånden trak det dog
i ham for igen at komme til at bruge sit håndværk mere pro-
fessionelt, og han startede sin tømrervirksomhed op igen i
håb om, at byggebranchen stod foran en ny vækstperiode.
Sådan gik det dog ikke, og et arbejdsliv som ”reparations-
tømrer” i gamle huse tiltalte ikke Svend Erik Rasmussen.
Således gik det til, at den alsidige skibstømrer i foråret 1987
sendte en jobansøgning til Fiskeri- og Søfartsmuseet.
Museumsfartøjer - en anderledes udfordring
”Det var sløje tider i byggebranchen, og en dag så min
kone i avisen, at man søgte en skibstømrer på museet. Jeg
kørte selv hen med ansøgningen til den daværende direk-
tør, Meesenburg, og vi fik en lang snak, mens han viste mig
rundt på museet”,
fortæller Svend Erik Rasmussen. Mødet
bar frugt, og den 1. april 1987 startede han i det nye job.
En kutter under bygning hos Jensen & Lauridsen, det senere
Brdr. Lauridsens Skibsbyggeri på Esbjerg havn. I forgrunden
skibsbygger Andreas Lauridsen.
1...,50,51,52,53,54,55,56,57,58,59 61,62,63,64,65,66,67,68,69,70,...240