66
men det viste sig hurtigt, at to mand heller ikke kunne klare
det. Hele bagenden var nemlig praktisk talt rådnet op, så
der var faktisk arbejde til fire mand i en hel måned. I stedet
for at arbejde med overtog jeg så den ledende rolle i dette
arbejde med at koordinere alle de andre ting med malere,
smede og de andre håndværkere, som også var om bord.
Årsagen til, at det kunne gå sådan, er, at træværk rådner
inde fra midten, så man først ser det, når det er for sent. Det
hele kan såmænd se så fint ud, men det viser sig, at det fine
træ kun er en skal, der ligger uden om råddenskaben. Når
man får prikket hul på det, kan man se, hvor omfattende
nedbrydningen egentlig er”.
Hele reparationen dette år beløb sig til næsten 400.000
kr., som museet heldigvis fik økonomisk støtte til blandt
sine velvillige donorer. Skaderne omfattede som nævnt sto-
re dele af agterenden, herunder klædning, spanter, støtter,
lønning, skandæk, vaterbord, hakkebræt og ca. 10 kvadrat-
meter af dækket. Disse dele skulle fornys, og efterfølgende
skulle der kalfatres. I maskinrummet var skrueakslen, ror-
brønden, rorkisten og rorstammen kasseret under kontrolsy-
net fra Søfartsstyrelsen og skulle derfor skiftes.
Selve sejladsen med E 1
Claus Sørensen
ligger i hæn-
derne på museets trofaste skare af pensionerede fiskeskip-
pere, og med dem har skibstømreren da også et tæt samar-
bejde. Svend Erik Rasmussen har gerne selv sejlet med på
den første lille tur, efter at kutteren har været på land, så
han ved selvsyn har kunnet konstatere, at alt var i orden og
fungerede, som det skulle. Skippernes ansvar for kutteren
begrænser sig hovedsageligt til de perioder, hvor de sejler
med den, og derfor har Svend Erik Rasmussen gennem alle
årene haft sin meget hyppige gang på havnen for at tilse
kutteren. Ved én lejlighed var dette mere end almindelig til-
trængt. Svend Erik Rasmussen fortæller:
“Der skete engang det, at en anden kutter sejlede ind i
E 1 ved kajen nede i fiskerihavnen og knuste hele den ene
side på den. Det var så slemt, at det bord, som man sidder
ved nede i lukafet, var skubbet helt over i den anden side.
Heldigvis var det hul, som var kommet i skroget, lige over
vandlinien. Men en hel flok af nysgerrige skulle selvfølgelig
ned for at se, hvad der var sket, og da de alle var kommet
om bord, gik de hen til hullet og kiggede. Men derved kom
de til at tynge båden så meget ned, at vandet begyndte at
fosse ind, så den var lige ved at synke. Jeg fik dem så gennet
over i den modsatte side, så den kunne vippe til den anden
side, indtil vi fik sat en vandtank med 1000 liter vand over i
denne side, og vi kunne begynde at lænse”.
Talrige er de oplevelser, som skibstømreren har haft med
museumskutteren, og når E 1 i 2008 længe har været den
sidste sejlende trækutter med haj-hæk i Esbjerg, skyldes det
ikke mindst Svend Erik Rasmussens grundige arbejde gen-
nem de mange år. Der er muligvis efterhånden ikke mange
stykker træ tilbage i E 1 fra dengang den oprindelige E 39
Godthaab
løb af stablen i 1931, men ikke desto mindre
fremstår den lyseblå kutter som et fornemt eksempel på be-
varing af et vidnesbyrd om Esbjergs fortid som Danmarks
største fiskerihavn.
Afslutning
Ved udgangen af 2006 takkede Svend Erik Rasmussen af
som museets skibstømrer, og afløstes af Gert Lykke Jensen.
Træskibsflåden i Esbjerg var på dette tidspunkt stort set
Skibstømreren i arbejde på Friland. Kontakten med museets pub-
likum er en vigtig del af skibstømrerens arbejde.
1...,56,57,58,59,60,61,62,63,64,65 67,68,69,70,71,72,73,74,75,76,...240