Page 63 - Sjæklen2007

63
have sin daglige arbejdsplads. Herfra kunne han udføre ved-
ligeholdelse og restaureringsopgaver på de mange fartøjer
og samtidig være tæt på museets gæster. Om sommeren
kunne dette foregå i det fri på havneområdet - hvor everten
Ane Cathrine , skagenskutteren S 49 Dana8 og en af museets
to kystbåde fra Nordjylland befandt sig - og i vinterhalvåret
kunne det foregå i det åbne værksted, hvor samlingens min-
dre træbåde fra forskellige egne af Danmark én efter én blev
taget ind og restaureret.
Formidlingen af det levende håndværk til publikum blev
efterhånden en central del af Svend Erik Rasmussens ar-
bejde. Ikke mindst om sommeren, når det er godt vejr og
museets publikum flokkes på friland, er der stor interesse
for skibstømrerens arbejde. Han fortæller:
”Når jeg går og restaurerer en båd - for eksempel sætter
en ny planke på en kystbåd - så prøver jeg på at involvere
publikum. Hvis der står en familie med nogle lidt større
børn, så kan jeg godt finde på at spørge, om de ikke lige
kan holde ved dér og dér. Nogle gange bliver faderen også
involveret, mens moderen ser beundrende til og tager nogle
billeder. På den måde kommer der en god snak i gang, for
mange folk er jo meget interesseret i, hvordan det hele bli-
ver lavet. Jeg kan godt lide at snakke med publikum, uanset
hvor de kommer fra. Jeg taler bare dansk med et par enkelte
tyske eller engelske gloser iblandet, men jeg synes da, at det
går utrolig godt - dertil kommer jo også en masse fagter og
mimik, som er med til at lette kommunikationen.
Jeg husker også engang, hvor Prins Henrik var på besøg
på museet. Da kom han og direktøren også forbi her på bed-
dingen, og da Prinsen så, at jeg var ved at sætte en planke
i, var han næsten ikke til at slæbe herfra igen. Han var så
nysgerrig, at han næsten kravlede rundt inde i den gamle
kystbåd uden hensyntagen til det lyse tøj, som han den dag
havde på. Han skulle vide alt om, hvordan man målte sådan
nogle planker op, for han havde jo bare troet, at man købte
dem direkte på tømmerhandelen, så de var lige til at slå på.
Så var jeg jo nødt til at forklare ham, hvordan man hæfter
dem - altså måler dem op - så de får den nok så bekendte S-
facon, så de lige passer, når man trykker dem ind på plads.
Det var han meget duperet over”.
Et af museets klenodier, everten Ane Cathrine, var oprin-
delig blevet restaureret efter hjemtagelsen til museet i slut-
ningen af 1960’erne, og på dette fartøj bestod Svend Erik
Rasmussens opgave derfor først og fremmest i at gøre det
muligt at præsentere fartøjet for publikum samtidig med,
at den naturlige nedbrydning af træet så vidt muligt blev
bremset. Everten er placeret i havnebassinet i frilandsudstil-
lingen, og blandt andet har det været en fast praksis at rigge
skibet af i vinterhalvåret samt give det et tagoverdække,
således at de værste virkninger af vind og vejr i efteråret
og vintertiden afbødes. På samme måde har nordsøkutteren
E 718 Hellas9, hjemtaget til museet i 1980, fået monteret
et fast tag og derved fået forlænget levetiden. Anderledes
var det med museets to kystbåde, henholdsvis A 168 Hanne
Lene fra Slettestrand10 og T 117 Eron fra Stenbjerg i Thy11.
Disse fartøjer lagde beslag på Svend Erik Rasmussens ar-
bejdstid om sommeren i det meste af et årti, idet de som en
del af museets strandmiljø på skift er udstillet uden beskyt-
telse mod vejrliget.
”Uden for værkstedet ved havnen på Friland har jeg la-
vet et lille åbent skibsbyggeri, hvor jeg kan stå og arbejde
med en kystbåd under tag. For når man kan stå i tørvejr med
det, så kan man få lavet det hele ordentligt. Den første kyst-
I 1990 hjemtog museet kystbåden A 168 HANNE LENE fra fisker-
lejet Slettestrand ved Jammerbugten.