Page 59 - Sjæklen2007

59
En skibstømrer takker af
Om bevaringen af museets fartøjssamling
Af Søren Byskov
Fiskeri- og Søfartsmuseet rummer en af landets mest be-
tydelige samlinger af historiske brugsfartøjer i træ. Siden
åbningen i 1968 har museet haft en skibstømrer ansat til
at varetage vedligeholdelse og restaureringsopgaver på
de kulturhistorisk værdifulde skibe og både. Svend Erik
Rasmussen varetog stillingen som museets skibstømrer fra
1987 til og med 2006. I forbindelse med at han fratrådte for
at gå på efterløn ved årsskiftet 2006/2007 foretog historiker
Else-Marie Poulsen en række interview med ham. Artiklen
er udarbejdet på basis af disse interview samt oplysninger
fra Fiskeri- og Søfartsmuseets arkiver.
Indledning
Den 21. december 2006 var sidste arbejdsdag for skibstøm-
rer Svend Erik Rasmussen på Fiskeri- og Søfartsmuseet.
Da han blev ansat i 1987 troede han, at det skulle være i
en kortere periode, indtil husbyggeriet igen gik i gang. I
mange år havde han arbejdet dels som lønmodtager, dels
som selvstændig tømrermester, men heldigvis for Fiskeri-
og Søfartsmuseet blev han så glad for jobbet og de gamle
træskibe, at han valgte at blive. Han kunne på sin sidste
arbejdsdag på Tarphagevej efter eget udsagn se tilbage på
næsten 20 år med mange udfordringer, spændende opgaver
og gode kolleger1.
En skibstømrers vej til museumsverdenen
Svend Erik Rasmussen blev født nytårsdag 1947 og vok-
sede op i Esbjerg-bydelen Klatterup. Som 15-årig fik han
opfyldt sin drengedrøm om at komme til søs, da han fik
hyre som koksmat på Esbjerg-Harwich ruten med DFDS’s
Kronprinsesse Ingrid. Efter nogle lange vintermåneder med
søsyge stod det imidlertid klart for ham, at det ikke var på
søen, han skulle tjene til livets ophold. Efter en kort peri-
ode som arbejdsdreng på en filetfabrik fik han plads som
skibstømrerlærling hos Brdr. Lauridsens Skibsbyggeri på
Esbjerg havn.
Brdr. Lauridsen var et af de mindre værfter i Esbjerg,
og Svend Erik Rasmussen husker, at der var omkring 15-20
ansatte, hvoraf cirka tolv var læredrenge. Der måtte være to
læredrenge for hver svend, der var ansat, hvilket resulterede
i, at det mange gange var de ældre læredrenge, der oplærte
de yngre. Han var imidlertid heldig at komme til at arbejde
sammen med indehavernes sønner, som med tiden skulle
overtage virksomheden og derfor havde en økonomisk inte-
resse i firmaet. De var særdeles motiverede, og Svend Erik
havde nogle meget udbytterige år i skibsbyggeriet. Han for-
tæller fra sin læretid i 1960’erne, hvor der stadig blev byg-
get mange trækuttere på Esbjerg havn:
”Som skibstømrer stod man dengang i lære i fire et halvt
år, og man arbejdede 45 timer om ugen, inklusive lørdage.
Når der blev lavet en nybygning, var jeg altid med til at lave
lønning samt skanseklædning. Skanseklædningen er det træ,
der bliver slået uden på støtterne hele vejen rundt, og oven
på kommer så lønningen. Det var også altid os, der satte
motoren i kutteren og indrettede maskinrummet med brænd-
stoftanke med videre.
Når et fartøj var spanterejst, skulle der altid bruges en
masse folk for at få spanterne til at stå helt nøjagtigt. Til
dette formål brugte man en stok, så denne arbejdsproces
hed, at man ”stokkede”. Nogle gange stod der en syv-otte