Page 65 - Sjæklen2007

65
dele af planker og andre trædele blev skiftet ud, og efter
at fartøjet således var repareret, blev det skrabet rent for al
løs maling og behandlet med grundingsolie. I de senere re-
staureringer af både har Svend Erik Rasmussen undladt at
nymale fartøjerne. Således kan man tydeligt se, hvor der er
skiftet fartøjsdele, og på joller som Frede, der har haft for-
skellige bemalinger i sin mere end 100-årige tilværelse, kan
de forskellige lag af maling genkendes forskellige steder på
båden. Svend Erik Rasmussen fortæller: ”Man kan da også
tydeligt se, når publikum kommer, at de først går hen og kig-
ger på de både, som jeg ikke har malet. Det er interessant
for dem at se, hvor de enkelte fartøjer er repareret - og når
der ikke skal males, kan skibstømreren selvfølgelig heller
ikke snyde med arbejdet!”.
Ind i mellem har der også været tid til at bygge hele hi-
storiske rekonstruktioner af både. Et eksempel er den lo-
kale bådtype kaldet hjertingkanen (eller hjertingprammen),
som egentlig er en ”dory”, svarende til dem, der blev an-
vendt under de store torskefiskerier på fiskebankerne ud for
Newfoundland. I slutningen af 1890’erne begyndte man
at anvende bådtypen i det nordlige vadehav inspireret af
lokale folk, som havde stiftet bekendtskab med dory’en i
Newfoundland, og den lokale karetmager og bådebygger i
Hjerting, Anders L. Jensen, byggede et stort antal af sådan-
ne fartøjer. Den fladbundede bådtype var særdeles velegnet
til sejladsen i Vadehavet, og selv om museet naturligvis har
en original hjertingkane i bådsamlingen16, bygget i 1932, fik
man Svend Erik Rasmussen til at bygge en ny, dels som en
formidlingsopgave, dels som et i forhallen udstillet eksem-
pel på, hvordan et nybygget, ”historisk” fartøj kunne tage
sig ud.
E 1 Claus Sørensen
Til Svend Erik Rasmussens hovedbeskæftigelse har i
alle årene desuden hørt vedligeholdelsen af Fiskeri- og
Søfartsmuseets sejlende kutter, E 1 Claus Sørensen. Kut-
teren, der oprindelig er bygget på Søren Kjeldsens værft i
Esbjerg i 1931 som E 39 Godthaab, har uden tvivl været
det fartøj, der har lagt det største beslag på hans arbejdstid
gennem de 20 år. Den sejler fra 1. maj til 30. september med
turister og skolebørn, og den bliver anvendt til fiskeri med et
lille bomtrawl efter dyr til saltvandsakvariet.
Søfartsstyrelsen godkender hvert år inden sæsonstart
kutteren til sejlads med op til tolv passagerer, og det har
været Svend Erik Rasmussens ansvar, at E 1 efter sit årlige
ophold på Esbjerg Bedding i april lever op til de lovfæstede
krav om sikkerhed. Fartøjet bliver kalfatret, repareret, malet
og i øvrigt klargjort til sæsonen, motoren bliver efterset med
skift af olie og filtre, oliefyret bliver renset, og skibstøm-
reren sørger for, at alt fornødent grej er om bord til som-
merhalvårets sejladser. Oftest har museets skibstømrer selv
været den udførende part, når der var reparationer på E 1,
men i visse tilfælde har der været så store reparationsarbej-
der, at han i stedet måtte påtage sig rollen som arbejdsleder
for et helt sjak af folk om bord. Han fortæller om situationen
i april 2001: ”Det så i første omgang ud til bare at være en
smule råddenskab ovre i den ene side, som jeg troede, at jeg
selv sagtens kunne klare at udbedre. Efterhånden som jeg
fik hugget mere og mere ud af det ødelagte træ, kunne jeg
dog godt se, at det var mere, end jeg selv kunne klare på en
måned sammen med alle de øvrige ting, der skulle laves.
Derfor fik jeg fat i en skibstømrer, der kom ned og hjalp mig,
Jolle fra Gjøl, bygget af brdr. Andersen i Frederikssund omkring
1916. Jollen er restaureret af Svend Erik Rasmussen, og det ses
tydeligt, hvilke originale fartøjsdele, som er bevaret.