Page 64 - Sjæklen2007

64
båd, jeg lavede, var Eron, og da den så var færdig, så tog
vi den ud og satte op på stranden, og så tog vi Hanne Lene,
som ellers stod på stranden, og satte den under tag i stedet.
Så skilte jeg den fuldstændig ad. Den er faktisk blevet forny-
et helt ned til vandlinien - spanter og det hele var rådnet op.
Det eneste, der næsten er tilbage af det oprindelige fartøj,
er styrehuset og bunden”, fortæller Svend Erik Rasmussen.
Modsat de fleste andre opgaver, som Svend Erik Rasmussen
har udført som eneste skibstømrer på museet, havde han un-
der arbejdet med kystbådene gennem syv sommersæsoner
stor hjælp fra pensioneret skibstømrer Bent Pedersen. Som
en af museets mange frivillige gav han en kompetent hjæl-
pende hånd i det arbejde med fartøjerne, der ikke alene er
omfattende, men som også kan indebære, at der skal hånd-
teres meget store genstande, hvilket kan være vanskeligt for
én mand.
Svedekassen
En af de større genstande, som er blevet hjemtaget til fri-
landsudstillingen, er en svedekasse fra Stege Skibs- og
Bådebyggeri, som blev hentet til Tarphagevej i 2002. En
svedekasse anvendes til opvarmning af planker, således at
træet kan bøjes i facon, når planken monteres på skibssiden.
I forbindelse med fartøjernes restaurering på friland anven-
des en lille hjemmelavet svedekasse, som ser uanselig ud
foran værkstedet på Friland. Men når skibstømreren beretter
om svedekasseprincippet for publikum og samtidig illustre-
rer det med den 11 meter lange, originale svedekasse fra
Stege, giver det et helt andet indtryk af dimensionerne og
af skibstømrerarbejdets karakter ved bygning af større træ-
skibe. Svedekassen fra Stege har blandt andet været med til
at klargøre plankerne til bygningen i 1959 af en færge, som
skulle sejle mellem Bogø og Falster.
Svend Erik Rasmussen fortæller om arbejdet med at
sætte planker på de store nybygninger i træ på Esbjerg havn
i 1960’erne: ”Det foregik på den måde, at man puttede de
færdigbehandlede skibsplanker ind i svedekassen i tre timer,
og så satte man fuld damp på i kassen. Derefter tog man så
atter plankerne ud, og så drejede det sig om lynhurtigt at
få dem monteret på skibet, imens de endnu var varme. Til
monteringen af de brede og tunge egetræsplanker var der
otte mand.
Egetræ er en meget hård træsort, og hvis ikke alle fibre-
ne er varmet op, så træet bedre kan glide inde i sig selv, så
knækker det simpelthen. Når man skal bygge en trækutter,
så skal plankerne bøjes temmelig meget henne i bagenden.
Her var man så nødt til også at smøre et ordentlig lag brun
sæbe på, og så sømmede man nogle tynde fyrretræsplanker
uden på for at forhindre, at der sprang små splinter ud af
de hårdt bøjede egetræsplanker, dér hvor de var lige ved at
knække. Den brune sæbe gjorde træet elastisk, og så holdt
fyrretræsplankerne det hele på plads. Som sagt skulle det
virkelig gå hurtigt, når man først havde taget en planke ud
af svedekassen. Man ligefrem løb hen til nybygningen med
den, og så skulle planken helst være monteret i løbet af et
kvarter - den skulle i hvert fald være spændt ind, så man
kunne arbejde videre med den”.
Småbådene - én efter én
Med etableringen af frilandsudstillingen fik museet samti-
dig skabt langt bedre magasinforhold for sin store samling
af joller og pramme fra hele Danmark. I det uopvarmede
bådmagasin står bådene beskyttet mod sol og regn, og træet
kan ”arbejde” stille og roligt i takt med naturlige udsving i
luftens temperatur og fugtighed. Med den stabilisering i op-
bevaringsforholdene kunne Svend Erik Rasmussen tage fat
på den langsigtede opgave, som bestod i at få restaureret den
resterende del af bådsamlingen. Ud over de allerede nævn-
te både fra Thy - klitmøllerjollen og hirtshalsprammen -
drejede det sig blandt andet om en frederikssundjolle fra
Gjøl12, en spidsgattet pram fra Kvols ved Hjarbæk fjord13,
en jolle fra Revsøre på Østfyn 14 samt lodsjollen Frede fra
Kalvehave på Sjælland15. Sidstnævnte er oprindelig bygget
i 1899 og er en tidsubegrænset inddeponering fra Kalvehave
Veteranbådelaug. Den er en særdeles sejldygtig jolle bygget
i lærk på egespanter, og i forbindelse med restaureringen
har Svend Erik Rasmussen udskiftet stort set alle klinker.
I Frede var der tale om jernklinker, modsat de fleste fartø-
jer, som er bygget med kobberklinker. Hver enkelt klinke i
lodsjollen blev savet over og erstattet af en ny, de nedbrudte