75
        
        
          skulle snarere søges i andre forhold. For det første søgte
        
        
          de svenske fiskere bort fra Ålesund på grund af tiltagende
        
        
          norsk konkurrence. Nordmændene havde efterhånden lært
        
        
          fiskerikunsten af svenskerne, og overtog fiskeriet. For det
        
        
          andet var der pludseligt opstået en attraktivt alternativ be-
        
        
          skæftigelse i et nyt sildefiskeri i den bohuslänske skærgård
        
        
          efter 1877. Det var mere komfortabelt og ofte økonomisk
        
        
          mere interessant at fiske efter sild i den hjemlige skærgård
        
        
          end at begive sig ud på de farefulde sejladser til Ålesund
        
        
          i februar eller i det tidlige forår. Derfor forlod svenskerne
        
        
          efterhånden alle Storeggen.
        
        
          Efter 1890 skete der atter store ændringer sted i det sven-
        
        
          ske langlinefiskeri. Nye fiskepladser ved de fjerntliggende
        
        
          Shetlandsøer blev opdyrkede, og efter nogle få år foregik
        
        
          fiskeriet hovedsageligt her. Når de svenske langline-fiske-
        
        
          riers aktionsradius blev udvidet i løbet af 1890’erne, hang
        
        
          det sammen med, at fangsraterne for lange var særligt høje
        
        
          ved Shetland. Muligvis blev de svenske fiskere også skub-
        
        
          bet derud, fordi fangstraterne var i tilbagegang på de mere
        
        
          traditionelle fiskepladser i Skagerrak, tættere på kysten. Her
        
        
          var altså en tæt sammenhæng mellem fiskeriets geografiske
        
        
          udstrækning og ændringer i dets økologiske grundlag.
        
        
          
            Langlinerne føres ombord på et fiskefartøj i 1899. Foto: Göteborg Stadsmuseum.