Page 167 - Sjæklen2007

167
af den store muskel langs dyrets ryg musculus longissimus
dorsi eller fileten røber dog en hel del. Hos de store kaske-
lothvaler har vi observeret forskelle i nakkeregionens ud-
seende og forløb. Lige bag ved kaskelothvalens kranium,
hvor hovedet går over i kroppen, findes den postkraniale
depression - en hulning nedad i ryggens forløb, og størrel-
sen af denne fortæller noget om hvalens ernæringstilstand.
Fortsætter hovedet over i kroppen i en næsten lige linje kan
dette tolkes som en god kondition, og des større hulning -
des ringere kondition. Det samme ses også på de fleste øv-
rige havpattedyr, men hos kaskelothvalerne virker det på-
faldende.
Hos strandede og allerede døde kaskelothvaler kan man
ikke ud fra en vurdering af den postkraniale depression sige
noget om hvalens kondition. En død kaskelothval begynder
at gå i forrådnelse og dermed gasse op og bule ud kun få
timer efter dødens indtræden. Altså kan en død kaskelothval
umiddelbart nemt komme til at virke aldeles velnæret.
Ryggens udseende fortæller også en del om hvalens er-
næringstilstand. Ryggens konturer er som nævnt bestemt
af især musklen musculus longissimus dorsi. Hos den ris-
sosdelfin, der svømmede rundt i Roskilde Fjord marts/april
2007 og blev fundet død den 15. april, kunne man - da hva-
len kom på land - tydeligt se, at musculus longissimus dorsi
var meget tynd, og hulningen bag ved kraniet påfaldende.
Hvalen var ganske givet død af sult.
Et marsvin, der svømmede rundt i Skovshoved Havn i
september 2002 viste også tydelige tegn på afmagring. Mar-
svinet forsvandt dog ud af havnen.
I forbindelse med strandinger har konturerne af hvalens
ribben og skulderblad af og til været synlige - og så er der
noget galt. En spækhuggerhun, der strandede eller skyllede
ind på Mandø i 1995, var så mager, at ribbenene tydeligt
kunne ses, og det samme gjaldt en lille vågehval, som blev
fundet død i Kolding Fjord september 2007.Vågehvalen blev
vejet på en brovægt til 725 kg., men sætter man dens længde
ind i formel over det normale længde/vægtforhold hos våge-
hvaler, skulle den have vejet ca. 200 kg mere. Dødsårsagen
var sult, og var hvalen blevet fundet i live, havde aflivning
været det eneste humane i dette tilfælde.
Det samme gjaldt en anden vågehval, som strandede på
Fyn i januar 2000. Dette dyr er med sine 940 cm den læng-
ste vågehval, der er registreret i det nordlige Atlanterhav,
men den var i høj grad afmagret og vejede ca. et ton for lidt
efter længde/vægttabellen.
Store kvæstelser på dyret vil også være en god begrun-
delse for at eutanisere en hval, men dette har vi ikke set på
nogen af de hvaler, vi har været involveret i håndteringen af.
En anden type kvæstelser - som blodige hudafskrabninger
og læderede ekstremiteter - har vi dog set mange gange, og
disse er normalt forårsaget af, at den strandede hval ligger
og slår halen ned i sandet.
Hudens udseende og tekstur synes at give et fingerpeg
om hvalens sundhedstilstand. På to kaskelotter, der var tæt
på at strande på Fanø d. 2. april 1991, var huden på det sva-
ge individ plettet, arret og ujævn i farve. Om den også havde
større indsynkning bag kraniet end den anden kaskelot, hu-
sker ingen af de implicerede. Hos andre formodentlig svage
hvaler ser man også parasitter og svampeangreb i huden.
I litteraturen nævnes forceret vejrtrækning og muskel-
sitren som et sygdomssymptom. Det første symptom har
vi ikke bemærket eller været opmærksom på, mens det an-
det symptom tydeligt blev observeret hos en hvidnæse, der
Afmagret vågehval fundet i bundgarn i Kolding Fjord, 2007.